Vi ender som det nordiske problembarn, hvis vi ikke taler åbent om Danmarks energipolitiske svagheder

Det står i kontrast til Danmark, hvor vi – og Dan Jørgensen i Bruxelles – ofte har lagt linjen om, at Bruxelles skal komme med flere regler og fælles rammer.

Danmark spiller rollen som klassens duks. De andre lande siger: Lad os selv tage ansvaret.

Oversat til almindeligt sprog siger brevet, at hvert land skal kunne klare sig selv – man kan ikke leve på lån fra naboerne.

Man skal have styr på sin egen stabile kapacitet. Og man skal være ærlig om sine flaskehalse og ikke skubbe problemerne videre til andre.

Her falder Danmark igennem. Vi har satset ensidigt på vind og sol og håber, at kablerne til Norge og England* altid kan redde os.

Vi har to priszoner, men stadig store ubalancer. Vi har ingen egen stabil, fossilfri kapacitet, som vores naboer har med vandkraft og atomkraft. Og vi har endnu ikke batteriløsninger i en skala, der kan gøre en forskel.

Når vores naboer sender brevet til Dan Jørgensen, er det derfor svært at læse det som andet end et signal om, at Danmark står isoleret i Norden: Vi satser på EU og på import – de andre nordiske lande vil en anden vej.

Det ironiske er, at Danmark selv har kritiseret Tyskland for at fastholde én samlet priszone, selvom der er store flaskehalse mellem Nord- og Sydtyskland.

Vores argument har været, at det forvrider markedet og sender problemerne videre til nabolandene – altså Danmark. Præcis ligesom vi selv skubber vores ubalancer over på resten af Norden.

Vi har gjort os afhængige af kabler, som vi ikke selv kontrollerer. Og nu begynder vores naboer – dem vi er allermest afhængige af – at rynke brynene.

Dina Raabjerg
MF (K), energi- og forsyningsordfører

I Danmark er vi så afhængige af strøm, at selv små afbrydelser har enorme omkostninger. Myndighederne regner med, at vi højst kan tåle halvanden times strømafbrydelse om året.

Mere end det – og regningen for samfundet bliver alt for høj.

Energi- og forsyningskonsulent og tidligere vice direktør i Eltra Paul-Frederik Bach viste for nylig i et opslag på LinkedIn, at Danmark i uge 38 – selv med 87 procent vind og sol – importerede op mod 2.000 megawatt flere gange.

Uden strøm fra Norge og England* ville vi have stået i mørke.

Vi har med andre ord bygget et energisystem, som helt og holdent hviler på lån fra naboerne. Og naboerne siger klart og tydeligt: “Det kan ikke fortsætte”.

I Norge er el-kablerne til Danmark blevet til indenrigspolitik. Arbeiderpartiet – Norges regeringsparti – har skrevet i sit partiprogram, at de to ældste elkabler til Danmark (SK1 og SK2 fra 1970’erne) ikke skal erstattes.

Signalet har været klart: Der kommer ingen fornyelse, hvis ikke det gavner Norge. For nordmændene er det uacceptabelt, at danske forbrugere kan læne sig op ad billig norsk vandkraft og samtidig være med til at drive priserne op i Sydnorge.

Med andre ord: Den sikkerhedsventil, vi har baseret vores elforsyning på, ser ud til at være politisk truet. Og vores plan B?

Det er reelt bare et håb om, at EU går ind og banker Norge på plads. Og om det er en plan, kan man diskutere.

Det mest påfaldende er tavsheden. Hvorfor taler ingen åbent om, at vores nærmeste samarbejdspartnere står sammen om en kurs, der går stik imod Danmarks?

Og hvorfor er det kun energinørder, der debatterer Norges beslutning om at lukke to af vores vigtigste livliner?

Vi elsker at fortælle verden, at vi er et grønt foregangsland. Men sandheden er, at vi står isoleret i Norden. Vi har bygget et system uden egen stabil kapacitet.

Vi har gjort os afhængige af kabler, som vi ikke selv kontrollerer. Og nu begynder vores naboer – dem vi er allermest afhængige af – at rynke brynene. Temmelig meget endda.

Når vi i denne tid politisk drøfter vedvarende energi på land, er det oplagt også at forholde sig til den kurs, der er slået fast af Finland, Norge og Sverige.

For selvom brevet er rettet til EU, er konsekvensen klar: Danmark står alene.

Hvis vi ikke snart taler åbent om Danmarks energipolitiske svagheder, så risikerer vi at stå uden strøm, uden stabil grøn kapacitet og uden troværdighed i Norden – som det nordiske energimarkeds problembarn.

*I den første version stod der ‘Tyskland’. Det var forkert og er rettet til ‘England’.