Sådan har Theresa Scavenius vundet en sejr i et nederlag

Har du fulgt med i slaget om det nye affaldslovsforslag?

Nej, vel. For det lyder virkelig kedeligt, og de fleste tænker nok ikke ret meget over affald som en politisk kampplads. Kæder man skrald og politik sammen, så ser det ellers meget godt ud. Det eneste, man hører, er, at det er grønt og effektivt.

Det er jo derfor, hullede viskestykker har fået deres egen, nye container, og pizzabakker ikke må komme i den til pap, hvis der er snask på. Og på Amager kan man stå på ski ned ad siden på forbrændingsanlægget, så det går vel meget godt.

Ikke hvis man spørger Alternativets klima- energi- og forsyningsordfører, Theresa Scavenius. Ifølge hende ser det sortere og sortere ud.

Hun kørte de seneste måneder en føljeton på sine SoMe-kanaler, hvor hendes følgere blev taget med indenfor i kampen for en grønnere, mere retfærdig affaldslov.

Det hele kulminerede i sidste uge med en video under overskriften 'Hermed indstiller jeg kampen imod affaldslovforslaget'.

Selvom Scavenius per definition har tabt, er det nemt se, at hun står styrket tilbage.

Morten Reimar

Det har været som at følge en dramaserie, hvor afsnittende udkom med jævne mellemrum, og hvor karakterer og spændingskurve ikke kunne være tegnet bedre af Netflix selv.

Og selvom Scavenius per definition har tabt, er det nemt se, at hun står styrket tilbage. For hun har formået at gøre et kedeligt emne vedkommende, hun har ikke trættet følgerne med lange udregninger, men præsenteret dem for et narrativ, hvor det er svært ikke at holde med hende.

Hvad affaldslovsforslaget handler om, og hvem der har ret, er for tungt at gå ind i her, men Scavenius' fortælling er nem:

Hun er klimaforskeren, der kun i desperation er gået ind i politik. Fordi hun har siddet på universitetet i årevis og læst dystre rapporter, og nu er hun simpelthen nødt til at gøre noget ved det. I det narrativ ligger naturligvis, at det ikke er så let som så. Tværtimod banker hun igen og igen hovedet mod Christiansborgs mure.

For 'politikerne' – hvilket hun ikke er i denne historie – er castet som hendes modstandere. De siger, de tager den grønne omstilling alvorligt og holder skåltaler i ét væk, fordi der er stemmer i det.

Men Scavenius ved, det bare er spil for galleriet. Hun afslører deres greenwashing, altså at alting kan komme til at se grønt ud med den rette vinkling.

Og hun lader sig ikke narre. Tværtimod kæmper hun imod den store, stærkere antagonist, og de mange benspænd, hun kommer ud for, præsenteres ét for ét for hendes følgere, der i kommentarsporet hepper på hende.

Inderst inde ved de nok godt, en ordfører for et marginaliseret, yderliggående grønt parti ikke har en chance imod en flertalsregering. Og derfor er hun så meget nemmere at holde med.

Så når hun laver den sidste video i rækken, den hvor hun giver op, er det blevet en fælles kamp for alle, der har fulgt med.

"Vi tabte," siger hun. "Klimaet tabte. Miljøet tabte. Borgerne tabte. Kommunerne tabte, men regeringens vandt."

På den måde italesætter hun sig som stemmen for klimaet og for borgerne. Og så skidt med, at regeringen repræsenterer over halvdelen af borgene og Alternativet kun 3 procent.

Regeringen bliver sat op som en stor, grå betonklods. Som 'systemet', og det er der ingen, der holder med.

"[Jeg har] forsøgt at belyse, faktatjekke og kontrollere regeringens lovforslag. Tjekke om der var nogle huller, tjekke om der var lavet konsekvensberegning. Og det lykkedes i et vist omfang at få afdækket alle de problemer, der er i lovforslaget, men hvad nytter det egentligt at få al den viden frem, når regeringen har nægtet at lytte til al kritikken […]"

Selve videoen demonterer myten om, at videoer brugt til politisk kommunikation partout skal være så korte som muligt, farverige og ligne blinkende TikTok-videoer. Scavenius' video er på alle parametre det omvendte af, hvad man plejer at sige, sådan en skal være:

Stik imod trenden er den ikke opfindsom eller original. Den er bare enkel og rå.

Selve videoen demonterer myten om, at videoer brugt til politisk kommunikation partout skal være så korte som muligt, farverige og ligne blinkende TikTok-videoer.

Morten Reimar

Der er åbenlyst filmet med en håndholdt telefon på hvad, der må være hendes kontor. Hun sidder op ad en væg med et forstyrrende farvelade-maleri bag sig, der fanger øjnene mere end hendes grå trøje, med krydsede arme, og har siden til seeren. Hun ser på alle måder besejret og nedslået ud.

I videoens start kigger hun på sin computer, der står halvt ude af frame. Man kan næsten høre presserådgiveren sige "og værsgo", og så retter hun blikket mod kameraet og fyrer en monolog af i 1 minut og 40 sekunder.

Hun taler om, hvor ærgerlige vi alle sammen skal være. Hvor hårdt hun har kæmpet for os, og hvor fulde af løgn alle de andre er. Der er enkelte talefejl og mange øh’er i, men det er præcist, som det skal være.

Det er en simpel og effektiv video. Den virker spontan. Som om hun vitterligt lige er gået ud af et altafgørende møde i udvalget og har skyndt sig at lave en video om det. Vigtigst af alt, så virker videoen - og derigennem Scavenius - oprigtig. Usminket og ægte. Lige præcis det, hendes rolle tilsiger hende at være.

Hun benytter desuden opslagene med videoen til at tagge politikere fra SF, Radikale og Konservative og lade alle forstå, at de modsat hende ikke har gjort, hvad de kunne for at ændre affaldsloven.

På den måde kommer de med i flokken af system-politikere. Og tilbage står kun Scavenius.

Hun vidste fra starten, hvad udfaldet af forhandlingerne om affaldslovsforslaget ville ende med, og derfor har hun kunne opbygge en brugbar fortælling undervejs. 

Morten Reimar

Alt i alt har Scavenius forstået at spille sin rolle. Hun vidste fra starten, hvad udfaldet af forhandlingerne om affaldslovsforslaget ville ende med, og derfor har hun kunne opbygge en brugbar fortælling undervejs. Det har været godt givet ud.

Tidligere har hun turneret med en historie om mobning på Christiansborg, der har ramt helt skævt. Der var utvivlsomt flere lag i hendes kritik, noget med, at det var et demokratisk problem, men det endte som en Twitter-diskussion, hvor flere kunne huske episoder, hvor hun selv mobbede.

Der var lidt ævlen og kævlen frem og tilbage om at kunne tåle mosten, at det ikke var en børnehave, og at hun selv under sit forsøg på at blive Alternativets leder blev konfronteret med et angreb fra hendes kreds, der kritiserede hendes egen måde at opføre sig på. Det fik hun vist ikke så meget ud af.

Så er det en meget klarere fortælling, hun har fat i her. Og vigtigere, for der er næppe ret mange, der stemmer på hende fordi hun vil gøre op med mobbekulturen i dansk politik.

Men fordi hun er en hårdtarbejdende klimaforsker med en veludviklet bullshit-detektor, der går op imod overmagten? Uden tvivl.