Kongen talte om næstekærlighed. Alligevel jublede vi, da aktivist blev skubbet omkuld

"Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen. Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært."

Det var de ord, der satte tonen for det nye års begyndelse. Og det er svært ikke at tænke på dem, når man læser kommentarsporene under den historie, som de seneste dage har fyldt på de sociale medier.

Kort efter H.M. Kongens nytårstale udspillede der sig en episode på Amalienborg Slotsplads, som de fleste allerede har set: tre aktivister fra klimabevægelsen Nødbremsen overskred afspærringen og viste bannere under Den Kongelige Livgardes traditionsrige parade. De blev fjernet. Én fortsatte sin aktion, og en garder skubbede ham, så han faldt.

Det hele blev filmet, gik viralt – og både aktivisten og garderen er blevet politianmeldt.

Kommentarspor fyldt med had

Det er i sig selv en hændelse, man kan mene meget om. Man kan være principiel. Man kan være vred. Man kan være lettet. Man kan mene, at grænser blev overskredet, eller at grænser blev håndhævet. Man kan se det som en nødvendighed, som en provokation, som orden, som et overgreb, som en pligt eller som et politisk teater.

Men kommentarsporene på sociale medier er noget andet.

Der er tusindvis af kommentarer. Mange udtrykker støtte til garderen. Flere udtrykker vrede mod aktivisten. Og en del – alt for mange – bruger et sprog, der ikke handler om hændelsen, men om mennesket. Som om det at være uenig også giver ret til at dehumanisere. Som om politisk frustration legitimerer hån, foragt og ønsket om skade.

Man ser et had mod et menneske, de fleste ikke kender, alene fordi han står med et budskab, de ikke bryder sig om.

Morten Kromann
Veteran og dommerfuldmægtig, Københavns Byret

Og her bliver man nødt til at spørge sig selv: Hvad er det egentlig, vi forsvarer? For når man læser sproget i kommentarsporene, virker det ikke længere som en kamp for orden. Det virker som noget andet. Noget mørkere. Som en lettelse over at se et menneske blive sat på plads – ikke bare fordi handlingen var ulovlig, men fordi personen var "forkert". For på de sociale medier er det ikke længere handlingen, der diskuteres, men personen.

Man ser et had mod et menneske, de fleste ikke kender, alene fordi han står med et budskab, de ikke bryder sig om. Det er ikke retsfølelse. Det er en trussel forklædt som retsfølelse. En længsel efter, at nogen "sættes på plads". Er det virkelig dét, vi vil have mere af?