Bliv abonnent
Annonce
Debat

Konservative til Stine Bosse: Min gruppe i Europa-Parlamentet er ikke rykket mod højre 

Jeg gør mig ingen illusioner om, at det er let at være den grønne stemme i en borgerlig familie, hverken i Danmark eller i Europa. Men det er nødvendigt, skriver Niels Flemming Hansen (K) i en replik til Stine Bosse (M).
Jeg gør mig ingen illusioner om, at det er let at være den grønne stemme i en borgerlig familie, hverken i Danmark eller i Europa. Men det er nødvendigt, skriver Niels Flemming Hansen (K) i en replik til Stine Bosse (M).Foto: Niels Flemming Hansen
8. april 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er altid glædeligt, når man som politiker bliver anerkendt af kollegaer fra andre partier. Derfor vil jeg også gerne starte med at kvittere for Stine Bosses (M) kommentar til mit indlæg om, hvor vigtig europæisk energiuafhængighed er.

Det ærgrer mig dog, at kommentaren tager en drejning, der bedst kan beskrives som et baghåndskompliment, og det er jeg nødt til at forholde mig til.

Lad mig begynde med at give Stine Bosse ret i én ting: De vigtigste beslutninger i EU træffes i høj grad inden for EPP-familien. EPP er den største gruppe i Europa-Parlamentet, vi har en betydelig repræsentation i Kommissionen, herunder formanden og mange af EU's stats- og regeringsledere kommer fra samme politiske familie.

Derfor er det også helt korrekt, at det er her, den politiske kamp står. Og jeg er både glad for og stolt af som repræsentant for Konservative at være med til at sikre en borgerlig, grøn stemme i Europa.

At EPP skulle være blevet højredrejet i sin energipolitik, er ikke bare en overfortolkning, men et argument, der ikke hænger sammen.

Niels Flemming Hansen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det er jeg heldigvis ikke alene om. Men det er også rigtigt, at debatten i nogle af de større EPP-delegationer ser anderledes ud.

I flere lande mærker man en modreaktion mod dele af den grønne lovgivning. Ofte fordi den er blevet gennemført for hurtigt eller uden tilstrækkelig hensyntagen til konkurrenceevne og realiteter.

Så langt er vi enige: Som danske konservative – og i øvrigt også vores svenske kristendemokratiske kollegaer – står vi et sted, hvor den grønne omstilling er længere fremme end i mange andre europæiske lande.

Læs også

Jeg gør mig ingen illusioner

Men lad mig så adressere nogle af de påstande, som Stine Bosse viderebringer – og som efter min vurdering ikke helt tåler et nærmere eftersyn.

Kernen i argumentet er, at EPP skulle være rykket til højre, fordi der nu findes et flertal til højre for Renew, som tidligere ofte sad med de afgørende mandater. Det er en analyse, som måske i højere grad siger noget om Renew-gruppens egen selvforståelse end om den faktiske politiske udvikling.

Der henvises blandt andet til en sag, som især har fyldt i Tyskland. Her påstås det, at EPP's ledelse skulle have haft møder med Alternative für Deutschland.

Som det fremgår af nyhedsdækningen, drejer det sig imidlertid om et enkelt møde i forbindelse med forhandlinger om migrationslovgivning. Noget, der i øvrigt har udløst betydelig intern kritik i EPP, særligt i Tyskland grundet CDU's tradition for netop ikke at samarbejde med det yderste højre.

Stine Bosse kan være helt sikker på, at jeg arbejder for, at EPP fastholder en ambitiøs dagsorden for energiuafhængighed.

Niels Flemming Hansen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

At Stine Bosse bruger denne sag som belæg for, at EPP skulle være blevet højredrejet i sin energipolitik, er ikke bare en overfortolkning, men et argument, der ikke hænger sammen. Et enkelt møde om migrationspolitik dokumenterer hverken et politisk samarbejde eller en ændring i energipolitikken. Tværtimod peger den interne kritik på det modsatte.

Jeg gør mig ingen illusioner om, at det er let at være den grønne stemme i en borgerlig familie, hverken i Danmark eller i Europa. Men det er nødvendigt.

Og Stine Bosse kan være helt sikker på, at jeg arbejder for, at EPP fastholder en ambitiøs dagsorden for energiuafhængighed.

Der er to steder, jeg især vil nævne, hvor man kan se konkrete resultater i denne mandatperiode. Det er for det første arbejdet med at udfase russisk gas og for det andet vedtagelsen af et reduktionsmål på 90 procent i 2040.

Det er ikke udtryk for en højredrejning. Det er udtryk for ansvar.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026