KTC: Reduktion af anlægsloftet er bekymrende

Alle kommuner har behov for at bygge om og bygge nyt, for at tilpasse sig den store befolkningsudvikling og efterslæbet af gamle bygninger fra 60'erne og 70'erne, der trænger hårdt til energirenovering. Nedslidte skoler skal fornyes og ældreboliger tilpasses moderne behov. Kommunerne bør derfor have lov til at investere i vedligeholdelse og nyanlæg i det omfang, som den enkelte kommune har råd til og behov for.

Søren Gais Kjeldsen
Formand for KTC

Alle kommuner har behov for at bygge om og bygge nyt for at tilpasse sig den store befolkningsudvikling og efterslæbet af gamle bygninger fra 60'erne og 70'erne, der trænger hårdt til energirenovering. Nedslidte skoler skal fornyes og ældreboliger tilpasses moderne behov. Kommunerne bør derfor have lov til at investere i vedligeholdelse og nyanlæg i det omfang, som den enkelte kommune har råd til og behov for.

Et andet væsentligt område er vores veje. Vedligeholdelse af de ca. 70.000 km kommunale veje er ofte blevet nedprioriteret, når de kommunale ressourcer skal fordeles, og der er sjældent penge til ny nødvendig infrastruktur.

Bevarelse af vejkapitalen er mantraet i kommunerne, men der er desværre et stort vedligeholdelsesefterslæb på de kommunale veje.

KL's analyse har for nyligt vist, at vejene er et af de områder, hvor borgerne synes, den kommunale service halter mest.

Manglende vedligehold koster i det lange løb
Det store problem med den manglende, løbende vedligeholdelse er, at det med tiden kræver endnu større investeringer at få genoprettet vejene igen. COWI udarbejdede i efteråret 2013 et notat om vejkapitalen, som viser, at hver gang en kommune sparer 1 million kroner på vejvedligeholdelse, koster det samfundet over 5 millioner kroner.

Nogle kommuner har med de seneste års anlægsbudget igangsat et decideret genopretningsprogram på vejene.

Når vejene efter flere års nedprioritering er nedslidte, så opstår der større skader, som kræver mere end et lag nyt asfalt. Vi har f.eks. tusindvis af små vejbroer i Danmark, og mange kommuner bliver nødt til at udskifte disse broer, i stedet for at kunne nøjes med reparation. En ny bro koster snildt 5 millioner kroner. Så der skal mange anlægsmidler til at udskifte de nedslidte broer, som ellers må lukkes for transport.

En af de kommuner, der har taget fat på genopretning, er Købehavns Kommune. Her er efterslæbet så stort, at der nogle steder skal foretages nyanlæg i stedet for vedligeholdelse. Det gælder for eksempel to broer, som skal erstattes af nye – et projekt til adskillige millioner.

Genopretningsprogrammet i København blev sat i gang 2013 og med de to budgetår, der har været siden programmets start, er der bevilget anlægsmidler på i alt 493 millioner kroner til kørebaner, afvanding, fortove, broer, gadebelysning og signalanlæg. Genopretningsprogrammet er dermed kommet godt i gang, men der er lang vej igen.

Alene i København mangler fortsat tæt på 3 milliarder kroner, hvis infrastrukturen skal tilbage til en tilfredsstillende tilstand. Det kræver årlige anlægsinvesteringer, som et anlægsloft absolut ikke vil være befordrende for.

Det samme gælder Odense Kommune, som står midt i massive investeringsprojekter med byudvikling og bygning af letbane.

Men kommunen står også midt i helt nødvendig renovering af almindelige veje og broer, renovering af skoler, m.v. Det er altafgørende for Odense Kommune, at anlægsloftet ikke reduceres, så flere af disse projekter må udskydes. Fyn er fortsat hårdt ramt af ledighed, og dårlig infrastruktur i Odense har betydning for hele Fyn, da Odense er en naturlig vækstmotor.

Foruroligende perspektiver
Jeg er foruroliget over, at Finansministerens udmelding om en "normalisering" af anlægsrammen vil ødelægge den vigtige genopretning af veje og bygninger, som kommunerne har sat i gang. Bliver det virkelighed, vil kommunerne ikke være i stand til at imødekomme borgernes forventning og krav, om en stærk og robust kommunal infrastruktur, der kan være med til at understøtte vækst og udvikling.