Lars Aagaard svarer igen: Din kritik af Danmarks fossile produktion er privilegeret og uansvarlig

Hvis vi ensidigt lukker for dansk gasproduktion, skal gassen blot hentes andre steder, for eksempel fra USA og Qatar og ofte med større klimaaftryk. Det gør hverken klimaet eller Europa grønnere.

Og det stopper ikke her. Den slags forslag ville potentielt medføre enorme erstatningskrav fra selskaber med koncessioner i Nordsøen. Konsekvensen? At danske skatteydere vil kunne ende med regningen for en grøn omstilling, der ikke gør Europa grønnere.

Et privilegeret standpunkt

Jeg kan dog glæde mig over, at vi deler det grundlæggende mål. Danmark skal væk fra olie og gas. Men forskellen mellem os ligger i metoden og vejen derhen.

At sige at vi i Danmark og resten af verdens rigeste lande skal lukke for al fossil produktion inden for seks år er ikke en energipolitisk plan. Det er en ønskeseddel uden hensyn til sociale konsekvenser for særligt de europæere, der har mindst.

Det er nemt at kalde det hele propaganda og beskylde den ansvarlige stemme for at være i lommen på en bestemt industri, men Europas energikrise er ikke en konspiration. Det er en virkelighed, hvor millioner af europæere har brug for stabil strøm og varme.

Hvor Vladimir Putins krig har lært os, at afhængighed af russisk gas gør os sårbare. Og hvor hurtige men uigennemtænkte beslutninger kan skubbe folk ud i energifattigdom.

Vi risikerer, at den folkelige opbakning til klimahandling smuldrer, hvis vi ikke tager ansvarlige beslutninger.

Lars Aagaard (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Den udfordring forholder Esther Kjeldahl sig ikke til. Hun ignorerer konsekvenserne for de mange europæere, der ikke har råd til at skifte til varmepumper, alle dem, der går en kold fremtid i møde, hvis vi udfaser gas, inden vi har sikret et stabilt alternativ.

Det er, undskyld mig, et privilegeret standpunkt og mangel på forståelse for, hvad det vil sige at tage politisk ansvar.

Jeg deler frustrationen over tempoet i europæisk energipolitik, men politik handler ikke om at stå udenfor og pege fingre. Det handler om at tage ansvar og om at finde kompromisser, også når det er svært, så vi kan sikre holdbare løsninger.

Derfor fører vi en politik, der både er ambitiøs og ansvarlig. For når klimakampen bliver så ensidig, som den bliver hos Esther Kjeldahl og Enhedslisten, risikerer man at mobilisere modstanden.

Jeg bliver beskyldt for ikke at tage venstrefløjen alvorligt, men jeg tager i høj grad venstrefløjens drømme seriøst og tænker, at de reelt ikke bare er fyldt af paroler, men faktisk mener, hvad de siger. For set fra mit synspunkt så risikerer den yderste venstrefløj at skubbe magten over til den yderste højrefløj.

En mere kompleks virkelighed

Vi risikerer, at den folkelige opbakning til klimahandling smuldrer, hvis vi ikke tager ansvarlige beslutninger, der også har den sociale balance med. Og hvis den folkelige opbakning i lande som Frankrig, Tyskland og Polen forsvinder, så kan vi ikke lykkes.

Hvis den grønne omstilling betyder, at folk bliver arbejdsløse, så er jeg helt sikker på, at den yderste højrefløj i Europa får vind i sejlene.

Og hvis den grønne omstilling fremstår som et elitært projekt uden jordforbindelse og forståelse for millioner af europæeres hverdag, så åbner vi døren for dem, der helt vil stoppe omstillingen.

Vi har set det ske i USA, og vi har set, hvor hurtigt vi kan blive slået tilbage til start med katastrofale følger for det globale klimasamarbejde.

Andre må vurdere, om Esther Kjeldahl er konspirationsteoretiker, men jeg mener, at virkeligheden er mere kompleks end hendes fremstilling.

Så for at slå det fast: Vi skal væk fra olie og gas, det er ikke til debat.

Men det skal ske med blik for både klimaet, sammenhængskraften og de kæmpestore konsekvenser, energipolitiske beslutninger har for europæernes hverdag. Ellers risikerer vi, at vi taber det hele på gulvet.