Den fossile propaganda er nået helt ind i hjertet af maskinrummet i dansk klimapolitik

I 2019 bestilte den australske fossilindustri en rapport fra KPMG. Industrien ønskede gode råd til at opnå folkelig opbakning – også kaldet social licens – til deres aktiviteter i samfundet.

De frygtede med rette, at det store fokus på klimakrisen og den hidtil usete globale mobilisering for gennemgribende klimapolitik udgjorde en seriøs trussel mod deres forretning.

Om skribenten

Esther Kjeldahl er filosof, forfatter, klimaaktivist og kandidat til kommunalvalget for Enhedslisten i Holbæk Kommune.

Hun har en kandidat i filosofi og en master i filosofi og offentlig politik. Hun har været med til at stifte Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fossilfri Fremtid, hvor hun er koordinator, og er blandt andet medforfatter til Reklamemagt.

Esther Kjeldahl er fast kommentarskribent på Altinget Energi og Forsyning.

 

 

KPMG analyserede sig frem til, at den største trussel mod fossilindustriens sociale licens kom fra gruppen af borgere, de kaldte “inner city sophisticates”.

Det er en ressourcestærk gruppe mennesker, der er karakteriseret ved et højt uddannelsesniveau, fast ejendom og som bekymrer sig om globale snarere end lokale uretfærdigheder.

De går derfor ikke lige så meget op i de lokale arbejdspladser, som fossilindustrien ellers har brugt til at skaffe social accept fra lokalbefolkningen, som de går op i den skade, fossilindustrien påfører hele verden som den absolut største bidragsyder til klimakrisen.

En kendsgerning som har ledt forskere til i årtier at være klare i spyttet om, at en hurtig udfasning af fossile brændsler er absolut nødvendigt for at bremse klimakrisen.

Selvom man kunne drømme om, at aktionærer og direktører i fossile selskaber også ønsker at redde livsbetingelserne for vores eneste hjem i universet, er det ikke sådan, den forretningsmæssige logik fungerer.

KPMG gjorde som bestilt og gav derfor en række råd til, hvordan fossilindustrien kunne fortsætte med at dominere verdens energisystemer: “Et sted at starte er at (...) pointere at gas er en vigtig “enabler” af udviklingen mod vedvarende energi”.

Denne måde at rammesætte fossil gas på, forklarede KPMG, vil “være en stor forbedring af gassens nuværende status som blot endnu et fossilt brændsel”.

Lad os lige vende tilbage til det, som klimaministeren skriver i sit Instagram-opslag fra indvielsen af Tyrafeltet:

“Gas er ikke fremtiden, men som overgangsbrændsel er den afgørende for, at vi kan fastholde stabilitet og tryghed, mens vi udbygger et grønt og fossilfrit energisystem.”

Bliver du beroliget eller bekymret, når du læser disse ord i denne kontekst?

Du bør være bekymret. Men skynd dig også at blive vred. For den fossile propaganda er nået helt ind i hjertet af maskinrummet i dansk klimapolitik. Det er forrykt.

Den danske regering er dybt fedtet ind i fossil propaganda, og det er vores alles pligt at kæmpe for at bryde igennem propagandamuren.

Esther Kjeldahl

Det er forrykt, at Danmarks klimaminister stiller op til fotografering med Patrick Poyanné, CEO for TotalEnergies, der er et af de mest fossilt ekspanderende selskaber i verden og blandt andet planlægger at opføre verdens længste opvarmede råolieledning gennem Uganda og Tanzania.

Et projekt, der allerede har fordrevet tusindvis af mennesker fra deres land ofte uden kompensation. En ufattelig menneskerettighedskrænkelse i sig selv, men også en global klimabombe.

Hvordan kan klimaministeren stille sig op ved siden af og dermed blåstemple direktøren for et selskab, hvis forretning er baseret på at fastholde de aktiviteter, der skaber klimakrisen?

Hvordan kan han få sig selv til det? Og hvorfor er den generelle forargelse over fossilindustrien ikke større?

Svaret findes i fossil propaganda og reklamer.

I 2019 identificerede forskerne Robert J. Brulle, Melissa Aronczyk og Jason Carmichael de faktorer, som påvirkede størrelsen på budgetterne for annoncer hos fem af de største fossile selskaber mellem 1986 og 2015.

Forskerne konkluderede, at fossilindustrien særligt skruer op for reklamerne, når der er stor medie- eller politisk opmærksomhed om klimakrisen eller negativ opmærksomhed om fossilindustrien.

De bruger altså reklamer direkte til at bremse opbakningen til det mest nødvendige politiske tiltag mod klimakrisen: Udfasning af fossile brændsler.

Jeg blev endnu klogere på effekten og faren ved fossil propaganda, da jeg overværede en talk af Genevieve Guenther, der er stifter og direktør for organisationen End Climate Silence. 

Hun argumenterede for, at den primære årsag, til at det store globale momentum for klimapolitik, der fandt sted mellem 2018 og 2022, kollapsede, kan findes i effektiv propaganda finansieret af fossilindustrien.

Opsummeret har fossil propaganda to overordnede mål:

1. At få klimasamtalen drejet væk fossile brændsler.
2. At afværge vores forståelse af klimakrisen som et alarmerende problem, det haster at håndtere.

Det har de fossile selskaber succesfuldt gjort i partnerskab med teknologioptimister og liberale stemmer, der elsker at mane til ro og få os til at stole på, at markedskræfterne nok skal løse det meste.

Og hvis markedet løser det, er der vel ingen grund til at indføre politikker, der udfaser fossile brændsler fra vores energisystemer? De fossile brændsler udfaser vel sig selv?

Nogle dage efter begivenhederne på Esbjerg Havn, kunne jeg læse, at Lars Aagaard gik skridtet videre på dagen.

I stedet for at omtale klimakrisen og nødvendigheden af at udfase fossile brændsler som akut, skabte han et fuldstændigt uunderbygget skræmmescenarie om, hvad der vil ske, hvis vi ikke fortsætter med at forsyne verden med statsstøttet fossil energi:

“Vi har en tendens til at tage ting for givet. Har vi haft noget i lang tid, tænker vi bare, at det er der. Men alle os i rummet her ved, at mister vi energi, vil middelalderen banke på vores dør tre dage senere.”

Hvordan kan han få sig selv til det? Og hvorfor er den generelle forargelse over fossilindustrien ikke større?

Esther Kjeldahl

Ministerkollegaen Lars Løkke Rasmussen lagde derimod et andet snit:

“Energi er ikke bare energi; det er sikkerhed, det er magt, det er frihed. Og det er dét, vi markerer i dag.”

Den danske regering er dybt fedtet ind i fossil propaganda, og det er vores alles pligt at kæmpe for at bryde igennem propagandamuren.

Det er blandt andet derfor, at vi i Fossilfri Fremtid forsøger at bruge kommunalvalget som løftestang til at få gennemført et forbud mod fossile reklamer og sponsorater i kommunerne.

Det kan virke som et simpelt, ja næsten ubetydeligt tiltag.

Men det er første skridt på vejen til at bremse nogle af de værktøjer, fossilindustrien og dens venner benytter til aktivt at få os til at glemme, at de er fjender af livet og har besluttet at ofre livsbetingelserne på planeten blot for pengenes skyld.