Med en defensiv opdatering gør Ellemann klar til politisk comeback. Det var sidste chance

Det var sidste udkald for Jakob Ellemann-Jensen, der efter tre måneders fravær fra toppen af dansk politik har annonceret sin tilbagevenden som både Venstre-formand og forsvarsminister til august.
Sådan lyder det samstemmende fra Altingets to besserwissere på Christiansborg, politisk kommentator Erik Holstein og politisk redaktør Esben Schjørring.
Venstre har befundet sig i et limbo de seneste måneder, og de interne positioneringer var på vej til at spinde ud af kontrol.
"Det kunne ikke gå meget længere, for snakken, om hvem der skulle overtage, hvis Ellemann ikke vendte tilbage, var efterhånden blevet et problem," siger Erik Holstein.
En defensiv besked
Jakob Ellemann-Jensen trak stikket 6. februar. Og der er tre måneder tilbage, inden sygemeldingen er ovre.
Derfor skal der fortsat arbejdes med fortællingen på de indre linjer, mener Esben Schjørring.
Snakken, om hvem der skulle overtage, hvis Ellemann ikke vendte tilbage, var efterhånden blevet et problem.
Erik Holstein
Politisk kommentator
"Hører partiet, at Jakob Ellemann-Jensen snart vender tilbage, eller hører det, at der faktisk går tre måneder til? Glæder det sig over det første, eller stiger frustrationen med det sidste? Der er noget defensivt i Ellemanns facebookbesked."
Troels Lund og regionsrådsformand Stephanie Lose har dog vist sig som "effektive forvaltere", mens deres formand har været sygemeldt, lyder det fra Erik Holstein.
"De skal bare undgå, at skuden synker helt, før kaptajnen er ombord," siger han.
Hvis Venstre skulle tage hul på en ny politisk sæson efter sommerferien med en sygemeldt formand, ville partiet være nødsaget til at se sig om efter en ny, mener Esben Schjørring.
"Og så havde Ellemann-Jensen formentlig været færdig i dansk politik. Det ville kaste Venstre ud i en meget ubekvem situation på et meget kritisk tidspunkt i partiets historie," siger den politiske redaktør.
Der er noget defensivt i Ellemanns facebookbesked.
Esben Schjørring
Politisk redaktør
"Det blæser stadig lidt"
På et pressemøde torsdag formiddag anerkendte fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen da også, at partiet "står i en vanskelig situation".
"Det har blæst. Og det blæser stadig lidt," lød det.
Troels Lund Poulsen tror på, at partiet bliver belønnet af vælgerne "på den lidt længere bane" for at "tage et ansvar" og danne en regering med Moderaterne og Socialdemokratiet, selv om Ellemann i valgkampen afviste netop det.
Derfor læser politisk redaktør Esben Schjørring også Ellemanns besked som noget, der skal lægge en dæmper på "en tiltagende utilfredshed" i baglandet over, at han allerede har været væk så længe.
"Og på et meget afgørende tidspunkt; nemlig de første måneder af en historisk ny koalitionsregering, hvor Venstre kun deltager efter at slået i bakgear på alt, hvad man har sagt til sine vælgere om Mette Frederiksen," siger han.
På den korte bane er der da heller ikke megen taknemmelighed at fiske op af vælgerhavet.
I Altingets seneste kvalitetsvægtede snit af meningsmålingerne fra april står Venstre til at få bare 9,8 procent af stemmerne. Så lav en andel af vælgerne har partiet ikke haft i de knap 35 år, snittet er blevet udregnet af skiftende professorer på Københavns Universitet.
Hvis Venstre var "styret af meningsmålinger", ville Troels Lund Poulsen da heller ikke føle sig "opløftet".
"Men vi er heldigvis også styret af andre ting," sagde han på pressemødet.
Det har blæst. Og det blæser stadig lidt.
Troels Lund Poulsen (V)
Fungerende forsvarsminister
Forsvarsforhandlinger uden Ellemann for bordenden
Én af de største opgaver på SVM-regeringens to do-liste over vigtige politiske aftaler bliver at indgå et forsvarsforlig. Det er vel nok ét af de vigtigste i danmarkshistorien. Og det bliver uden Jakob Ellemann-Jensen for bordenden.
Regeringen går efter at lande forliget inden sommerferien og det kommende Nato-topmøde i Vilnius i juli. Derfor bliver det vikaren Troels Lund Poulsen, der skal levere resultater.
Og der er ingen tvivl om, at de seneste måneder har styrket Troels Lund Poulsens "i forvejen stærke" position i Venstre og i regeringen, påpeger Erik Holstein.
"Troels Lund kender ikke Forsvaret så detaljeret som Ellemann, men han er til gengæld en meget stærk forhandler," siger den politiske kommentator.
Konkret er forventningen, at det bliver et rammeforlig, lyder det fra Altingets forsvarsredaktør, Andreas Krog. Og det kan vise sig at være en fordel for den tilbagevendte V-formand, vurderer han.
"Hvis forliget bliver så overordnet og løst, som regeringen ønsker, bliver det alligevel Jakob Ellemann-Jensen, der sammen med forligskredsen skal fylde rammerne ud i de kommende år," siger han.
Troels Lund kommer i tv’et
Spørgsmålet er, om det er nok.
"På indholdssiden vil der være masser af forsvarspolitik at lave inden for rammerne af det kommende forsvarsforlig."
"Men når vælgerne sidder og ser nyheder i tv, er det ikke Ellemann, der kommer ud fra døren til forhandlingslokalet. Det er Troels Lund Poulsen," siger politisk redaktør Esben Schjørring.
Ellemann er blevet mere kendt for at være væk med en stresssygemelding end for sine politiske resultater, lyder analysen.
"Og det er altså et problem."
Når vælgerne ser nyheder i tv, er det ikke Ellemann, der kommer ud fra døren til forhandlingslokalet. Det er Troels Lund Poulsen.
Esben Schjørring
Politisk redaktør
Indsigt

Peter Skaarup spørger Lars Aagaard MøllerHvordan forholder ministeren sig til, at varmeselskaber kan afvise at rette ind efter Ankenævnet på Energiområdets afgørelser?Besvaret
Udvalget spørger Morten DahlinHvordan vurderer ministeren, at placeringen af energiinfrastruktur påvirker bosætning og erhvervsudvikling?
Morten Messerschmidt spørger Magnus HeunickeHvilken rolle spiller lokale naboers tryghed og trivsel i den grønne omstilling?Besvaret
- B 2 Nedsættelse af de danske afgifter og moms på benzin og diesel (Skatteministeriet)Fremsat
- B 40 Krav til kommunerne om at udarbejde retningslinjer for energianlæg på land (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)2. behandling
- L 123 Lov om gasforsyning (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)1. behandling
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Vigtig klimastatus sat på pause af regeringsforhandlingerne: "Det må betyde, at der er politisk indblanding”
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april
- I kampen om et bedre elnet vinder klimaet over miljøet, mener socialdemokrat: "Det er en afvejning, jeg godt vil stå inde for"
Nyhedsoverblik

Eksperter har givet gode råd til Energinet: Sådan foreslår de at løse problemerne med elnettet

I kampen om et bedre elnet vinder klimaet over miljøet, mener socialdemokrat: "Det er en afvejning, jeg godt vil stå inde for"


















