Olie og gas er langt fra fortid i Danmark. Heldigvis står vi i en valgkamp

Olie- og gasproduktion udgør, som rygraden i det nuværende energisystem og hovedkilden til klimakrisen, en politisk sprængfare. Vores historie er smurt ind i det slibrige sorte stads, da Danmark i årtier har været et af EU's mest olieproducerende lande.

Intentionen var egentlig, at det skulle få sin ende med Nordsøaftalen fra 2020, hvor et flertal i Folketinget satte en slutdato for dansk olieproduktion i 2050. Men siden har regeringen dog fundet adskillige smutveje til mere fossil produktion gennem alt fra mini-udbudsrunder til licensforlængelser til olie- og gasselskaber.

Efter Nordsøaftalens vedtagelse er det blevet afsløret, hvordan Energistyrelsen opfordrer fossilindustrien til mere olie- og gasjagt i Nordsøen. Der er blevet sendt og behandlet ansøgninger til olifelter som Elly Luke og Hejrefeltet, hvor sidstnævntes godkendelse først blev dømt ulovlig, men hvor selskabet nu har søgt på ny.

Alt dette understreger, at olie og gas langt fra er fortid i Danmark, men en igangværende kamp.

Caroline Bessermann

Olieselskaber har meldt sig klar til flere fossile investeringer i olie og gas over de seneste uger. Alt dette understreger, at olie og gas langt fra er fortid i Danmark, men en igangværende kamp, hvor fossilselskaberne kæmper lige så indædt for deres overlevelse, som de grønne bevægelser kæmper imod den.

Nu får olieselskaberne en hjælpende hånd fra øverste politiske niveau, hvor regeringen introducerer forslaget om mere olie og gas med henvisning til Europas forsyningssikkerhed. Men regeringens argumentation slår sprækker.

For regeringen underbygger sin påstand om at fortsætte oliejagten ved at referere til et scenarie hos Det internationale Energiagentur, kaldet Stated Policies scenarie (STEPS), hvor verden står til at blive 2,5 grader varmere indenfor det næste århundrede, og hvor EU ikke lever op til sine egne klimamål. Blandt andet klimamålet for 2040, som Aagaard selv var chefforhandler for at få vedtaget i efteråret sidste år.

Modsat viser en konsekvensrapport fra Europa-Kommissionen, at hvis EU overholder sine klimamål, vil EU's gasforbrug i 2042-2050 ligge på et niveau, hvor det kan dækkes af gasforsyning fra Norge.

Når oliejagten ikke er et spørgsmål om energiuafhængighed, er det nærliggende at kigge andre steder hen for forklaringen til SVM's fossile offensiv. Den kan spottes i reaktionerne på regeringens oliemelding.

Her var Dansk industri, oliegiganten BlueNord, plastikgiganten Ineos og olie- og gasgiganten TotalEnergies nemlig ude og rose SVM for at have fulgt oliebranchens udtalte ønske til regeringen om at fortsætte den fossile produktion. Derfor kan regeringens kovending på udfasning af olie og gas nok ikke ses som andet end en klassisk beskidt industrigave.

Det har materielle konsekvenser. Udledninger alene fra et oliefelt som Hejrefeltet vil overstige Danmarks årlige udledninger og forårsage, at 10.700 mennesker vil omkomme af ekstrem varme og lægge til den regning på 406 milliarder kroner, som Danmark vil have til klimatilpasning over det næste århundrede.

Valgkampe er et af de mere håbefulde elementer i vores demokrati, da det er befolkningens største mulighed for at rykke magtbalancen i politik.

Caroline Bessermann

Beslutningen forventes også at sænke omstillingen til vedvarende energi, fastholde fossil infrastruktur og resultere i nye investeringer i fossil energi, der kan knockoute den så nødvendige grønne omstilling i nogle af dens mest afgørende år.

Heldigvis står vi i en valgkamp. Og valgkampe er et af de mere håbefulde elementer i vores demokrati, da det er befolkningens største mulighed for at rykke magtbalancen i politik.

Græsrodsbevægelser, som Fossilfri Fremtid, Den Grønne Ungdomsbevægelse og den nytilkomne Jordskred, stiller skarpt på et olie- og gasstop. Og jeg håber, at næste gang TV-værterne Natasja Crone og Kåre Quist skal sætte rammen i en partilederdebat, at klima får sin plads.

Olie og gas befinder sig i midten af den debat, og der er meget på spil.