Professor: "Falsk overskudsvarme bliver let et fantom"

Af Bent Ole Gram Mortensen
Professor, Syddansk Universitet

Fjernvarme er blevet en stor succes i Danmark. Gennem mere end hundrede år er fjernvarmen vokset til at omfatte cirka 65 procent af alle husstande. Det er en succes, der er værd at bemærke.

Med fjernvarmesektoren har vi i Danmark i tidens løb kunnet nyttiggøre kølevand fra affaldsforbrændingsanlæg og kraftværker til glæde for både varmekunder og samfundsøkonomien. Det har vi været rigtig dygtige til.

Der er imidlertid ét område, hvor vi kun har haft begrænset succes med at udnytte en varmeressource, der ellers ville gå til spilde – industriel overskudsvarme.

Ifølge en rapport fra Grøn Energi leverer 40 virksomheder aktuelt overskudsvarme til fjernvarmenettet i Danmark svarende til cirka fire procent af fjernvarmeproduktionen. Den udnyttelsesgrad kan øges; ikke blot for de datacentre, der er planlagt etableret i Danmark i de kommende år, men også for de industrivirksomheder, der blot udleder overskudsvarme til ingen nytte.

Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme skønner, at potentialet i overskudsvarme med de kommende datacentre vil kunne opvarme 220.000 danske husstande, hvis rammebetingelserne er de rette. Den aktuelle udnyttelse svarer til opvarmningen af cirka 50.000 husstande.  

I en tid, hvor vi taler om cirkulær økonomi, klimaforandringer og vedvarende energi, synes det forunderligt, hvis afgiftsteknikaliteter skulle stå i vejen for en øget udnyttelse af en ressource, der ellers blot ville gå til spilde

Bent Ole Gram Mortensen
Professor, Syddansk Universitet

Hvor har vi fejlet?
Man kan så undre sig over, at vi ikke har evnet at øge udnyttelsesgraden af overskudsvarme. Én af årsagerne skal findes i afgiftssystemet.

Udnyttelse af overskudsvarme afgiftsbelægges. Det sker ud fra et afgiftsteknisk rationale om, at virksomheder kunne have incitament til kunstigt at øge produktionen af overskudsvarme for derigennem at slippe billigere i afgifter – den såkaldte falske overskudsvarme.

Det er lidt en selvskabt plage, der stammer fra 1995, hvor lovgiver indførte nye afgiftsregler, der fjernede virksomheders mulighed for at få godtgjort afgifter på energi, der blev benyttet til rumopvarmning. Der kom således lavere energiafgifter på varme til proces end på varme til rumopvarmning, og dermed kunne der komme et incitament til at spekulere i at producere ekstra overskudsvarme og dermed snyde med afgifterne. Svaret var afgifter.

Tanken om den falske overskudsvarme med tilhørende afgifter synes præget af en skatteteknisk tankegang, hvor ønsket om at reducere muligheden for skattesnyd har været det altovervejende kriterium. Og skattesnyd med overskudsvarme reduceres selvfølgelig, hvis udnyttelsesgraden reduceres.

Hvorvidt og hvor stor en afgift, der skal til, før industrivirksomheder ikke tør involvere sig i udnyttelse af overskudsvarme, er individuelt fra projekt til projekt. Men den blotte tro på, at det ikke kan lønne sig at udnytte overskudsvarmen, er såmænd nok. Og tiltro og transparens har måske ladet lidt tilbage at ønske. Måske fordi forskellige skattemyndigheders praksis på området ikke har været helt tydelig. Der har sågar været en risiko for at komme til at betale afgift, selv om overskudsvarmen blev foræret bort.

Skal der ikke gøres noget?
I en tid, hvor vi taler om cirkulær økonomi, klimaforandringer og vedvarende energi, synes det forunderligt, hvis afgiftsteknikaliteter skulle stå i vejen for en øget udnyttelse af en ressource, der ellers blot ville gå til spilde. Er det ikke ofte lavthængende frugter?

Et skatteudspil fra april 2018 med en fast afgift for overskudsvarme, uanset oprindelse og anvendelse, ville have fordyret og muligvis stoppet visse typer af projekter.

Men der er allerede kommet et nyt udspil. Faktisk forhandles der aktuelt i Folketinget om et nyt forslag. Dette indeholder indførelsen af en certificeringsordning af virksomhedens energiledelsessystem. Med en sådan certificering kan det sikres, at virksomheden ikke producerer falsk overskudsvarme, og den certificerede virksomhed belønnes med en lavere afgiftssats.

Samme forslag indeholder imidlertid også en anden nyskabelse – en ny prisreguleringsmekanisme. Med denne fastslås, at overskudsvarmens pris fastsættes til en normalforrentning af den afskrevne værdi af den investerede kapital. Det er en overraskelse.

Efter mange år med planlovgivning på fjernvarmeområdet bevæger vi os ellers hen mod en mere markedsbaseret regulering. Tilskud er blevet fjernet. Tilslutnings- og forblivelsespligt er fremadrettet afskaffet. Brændselsbindingernes mulige ophævelse er under overvejelse. Nu foreslås det pludselig at indskrænke det forhandlingsrum mellem omkostningsbestemt pris og substitutionspris, som sektoren aktuelt har.

Det er den forkerte vej at gå.

Voksne mennesker
En ny prisreguleringsmekanisme giver næppe hverken tiltro eller transparens blandt industrivirksomhederne. Angiveligt skulle formålet hermed for det første være "et værn mod, at den enkelte virksomhed kan få dækket omkostninger til brændsel og derved producere falsk overskudsvarme".

Var det problem ikke lige blevet løst med en certificeringsordning? For det andet skulle den være "en beskyttelse af forbrugerne mod højere varmepriser". Jamen de er altså voksne mennesker i fjernvarmesektoren. Der indgår man næppe nogen aftale, der vil være til skade for forbrugerne.

Forslaget angiver selv følgende: "Med aftalen fremmes den forventede udnyttelse af overskudsvarmen med cirka 35 procent. Det svarer til, at den ekstra udnyttelse af overskudsvarme vil kunne opvarme godt 20.000 husstande ekstra om året. Aftalen indebærer desuden væsentlige forenklinger og lempelser."

Det postulat er allerede blevet skudt ned af en afgiftsspecialist, hvis vurdering har været omtalt i pressen.

Hvad skal der til?
Vi må væk fra den skatteministerielle embedsmandstankegang. Udnyttelse af overskudsvarme er ikke et spørgsmål om at maksimere statens afgiftsprovenu eller fange enkelte afgiftsspekulanter. Det er et spørgsmål om at maksimere samfundets gevinst. Miljømæssigt, klimamæssigt, forsyningssikkerhedsmæssigt og samfundsøkonomisk.

En forventning om falsk overskudsvarme bliver let et fantom, der ikke gavner nogen.

Og hvis man følger forslaget om at indføre en certificeringsordning, så burde risikoen for falsk overskudsvarme være elimineret.

Den foreslåede nye prisregulering specielt for overskudsvarme må også skrottes. Den risikerer blot at blive en ny bremse på udnyttelse af overskudsvarme. Hvis man fra lovgivers side skulle blive nervøs ved tanken om, at en industrivirksomhed kunne tjene (for) godt ved at videresælge sin restvarme til nyttiggørelse i et fjernvarmeværk, så kan jeg anbefale at se nærmere på en alternative prismodel, som Vestegnens Kraftvarmeselskab, VEKS, angiveligt skulle have indgået med en industrivirksomhed.

Her deler parterne de gevinster, der kommer af udnyttelsen af den billige overskudsvarme i forhold til de alternative omkostninger til at fremstille samme mængde varme med brug af brændsel. Industrivirksomheden får hele gevinsten ved overskudsvarmeprojektet, indtil deres projektrelaterede investeringer er tilbagebetalt. Herefter får VEKS hele gevinsten, indtil deres investering er tilbagebetalt. Til slut deler parterne fremadrettet gevinsten ved udnyttelse af den billige overskudsvarme til fælles bedste.

Så slipper man også for bureaukratiet i forbindelse med en prisreguleringsordning.