Debat

Professorer: Smarte løsninger kan gøre energiøerne mindst 20 milliarder billigere

Med nye innovative løsninger kan vi spare mindst 20 milliarder kroner, når Danmarks to energiøer er fuldt udrullet, skriver Jacob Østergaard, Frede Blaabjerg og Nicolaos Antonio Cutululis. 

Der er tre eksisterende løsninger, der kan gøre energiøerne markant billigere, skriver Jacob Østergaard, Frede Blaabjerg og Nicolaos Antonio Cutululis. 
Der er tre eksisterende løsninger, der kan gøre energiøerne markant billigere, skriver Jacob Østergaard, Frede Blaabjerg og Nicolaos Antonio Cutululis. Foto: Colourbox
Jacob Østergaard
Nicolaos Antonio Cutululis
Frede Blaabjerg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark er helt i front, når det gælder anvendelse og udvikling af vedvarende energi. Med beslutningen om at etablere verdens første energiøer kan vi sikre os førertrøjen mange år frem. Men det kræver, at vi tænker smart fra starten.

Opførelsen af energiøer er en opgave, som aldrig er udført før. Heldigvis har vi en del erfaringer, som vi kan trække på.

Tema: Energiøer

Etableringen af energiøerne forventes færdiggjort i eller efter 2030, og det rejser flere spørgsmål: 

Kan og bør etableringen ske hurtigere? Hvis energiøerne først er færdige efter 2030, hvornår kan den grønne energi fra øerne så tælles med i CO2-regnskabet?  
Dertil kommer spørgsmålet om energiøernes økonomi og involveringen af private aktører. 
 
Energistyrelsen har inviteret til offentlig høring om de økonomiske aspekter for energiøerne. På Altinget benytter vi den anledning til ligeledes at invitere en bred skare af aktører til at give deres bud på de ovennævnte spørgsmål og store dilemmaer, som energiøerne afstedkommer. 

Panelet er:

  • Kraka Advisory
  • Axcelfuture
  • Rambøll
  • Klimarådet
  • DI Energi
  • DTU Energy

Send dit bidrag til [email protected].

På Danmarks Teknologiske Universitet (DTU) og Aalborg Universitet (AAU) har vi arbejdet med teknologier på energiøer de sidste 10 år og har netop udgivet hvidbogen ”Energiøerne- En ’Mars-mission’ for det danske energisystem”.

På den baggrund vil vi pege på tre eksempler, hvor vi ikke bare kan kopiere vores eksisterende løsninger, når øerne skal opføres, uden at det bliver unødigt dyrt for samfundet. Vi skal i stedet med en målrettet forskningsindsats allerede nu sikre store besparelser og fremtidssikre energiøerne, så vi ikke ender i en blindgyde uden mulighed for at tilpasse øerne til de udfordringer, der opstår om 10 eller 20 år. 

De tre eksempler er at ændre kravene til vindmøller, designe transformerstationen på energiøerne på en ny måde og udvikle vindmøllerne til at producere brint.

Tre eksempler på eksisterende løsninger

Ændrede krav til vindmøller: Komponenterne i vores nuværende vindmøller er underlagt strenge krav. Det er nødvendigt, da de alle er direkte tilsluttet elnettet, som er følsomt overfor potentielle fejl på møllerne og deres drift.

Vindmøllerne på de kommende energiøer bliver derimod ikke tilsluttet direkte til vores fælles elnet. De får i stedet forbindelse til en transformerstation på energiøen, inden strømmen sendes videre mod fastlandet via styrbare jævnstrømskabler.

Det muliggør, at vi kan ændre kravene til vindmøllerne tilsluttet energiøerne. Med en fokuseret forsknings- og udviklingsindsats kan vi udvikle vindmøller med elektriske komponenter, der er optimeret til disse krav.

Det kan lede til en besparelse på omkring 7,5 milliarder kroner uden at påvirke elsystemets driftssikkerhed.

Nyt design af transformerstationerne: Energiøerne er opbygget med en transformerstation, der omformer vindmøllernes energi, før den sendes via kabler til fastlandet. Her møder den som det første en ny transformerstation, der sikrer tilpasning af strømmen til forholdene i elnettet, før den fordeles ud i nettet.

Det er nu, vi har en enestående mulighed for at tænke i nye unikke løsninger, der både kan bidrage til at cementere vores verdensførende placering og betyde starten på et kommende eksporteventyr, når nye energiøer fremover skal designes verden over.

Jacob Østergaard, Frede Blaabjerg og Nicolaos Antonio Cutululis
Professor, DTU Elektro; professor, Aalborg Universitet og professor, DTU Vindenergi

Dette kan simplificeres, idet transformerstationerne for de vindmølleparker, som tilsluttes energiøen, potentielt kan elimineres. Det vil kunne mindske udgifterne med 12 milliarder kroner, men forudsætter en forskningsindsats for at verificere, at løsningen ikke påvirker driftssikkerheden af energiøerne.

Produktion af brint på øerne halverer transportudgifter: På energiøerne kan vi omdanne en del af strømmen til brint, der er langt billigere at transportere. Det kan vi eksempelvis gøre ved at indbygge Power-to-X-anlæg i møllerne, så vindmøllen kan omdanne energien til brint, når der ikke er behov for el. Det kræver forskning og udvikling af nye møller.

Til gengæld kan brinten transporteres i de rør, der allerede bliver etaberet til elkablerne mellem energiøerne og fastlandet, og det endda for den halve udgift. Vores beregninger viser endvidere, at hvis vi udvikler offshore Power-to-X-teknologi, vil det være 12 procent billigere at producere brint på en energiø og bringe den i land frem for at lade brintproduktionen foregå på land.

Samlet besparelse på mindst 20 milliarder

De tre nævnte forskningsindsatser giver en besparelse på mindst 20 milliarder.

Det er så stort et beløb, at det i vores øjne vil være uansvarligt ikke at gribe chancen for at udvikle nye innovative tiltag, når vi om lidt skal etablere de to energiøer. De tre eksempler er vores bud på baggrund af resultater fra vores foreløbige forskningsindsatser, men andre muligheder for ny udvikling bør naturligvis også undersøges.

Det er nu, vi har en enestående mulighed for at tænke i nye unikke løsninger, der både kan bidrage til at cementere vores verdensførende placering og betyde starten på et kommende eksporteventyr, når nye energiøer fremover skal designes verden over.

Den mulighed skal gribes.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00