Rambøll: Vi bør allerede begynde planlægningen af de næste to energiøer

Med beslutningen om at etablere verdens to første energiøer tog vi i Danmark hul på en helt ny epoke i det danske vindeventyr. Med energiøerne øger vi mængden af havvind massivt, og samtidig vil vi gøre det muligt at omdanne den grønne strøm til brint og klimavenlige brændsler, der skal bruges i tanken på lastbiler, fragtskibe og fly - alt det vi kalder Power-to-X. 

Det er en fremsynet regering, der tager sådanne modige og ambitiøse beslutninger. Det er forandringer, der vil få markant betydning for Danmark.

Ikke bare nu og her eller i 2030, men langt ind i fremtiden.

Danmark har den viden og erfaring, der skal til

Men vi er klar til endnu mere. Markedet er klar til mere. Politikerne bør derfor allerede nu fokusere på at få godkendt areal til de næste to energiøer og tilhørende vindmølleparker i Nordsøen eller Østersøen.

Vi har fire gode grunde til at gøre det.

For det første har vi den viden og erfaring, der skal til. Danmark var de første i verden til at etablere en havvindmøllepark med parken Vindeby ud for Lolland. Det er 30 år siden, og der er løbet meget klimavenlig vind og strøm igennem Danmark lige siden.

Vi har nu opbygget en solid know-how, teknologisk indsigt og innovationskraft, som andre lande misunder os, og vi er i dag førende i Europa på havvind, hvor Wind Denmark anslår, at vi har 35-40 procent af markedet. Den succes kan vi gentage inden for brint og Power-to-X, da vi igen har både stærke projektudviklere og tilsvarende stærke virksomheder på teknologisiden. Men det kræver yderligere udvidelse af vores store vindressource i Nordsøen.

Vi har nu opbygget en solid know-how, teknologisk indsigt og innovationskraft, som andre lande misunder os, og vi er i dag førende i Europa på havvind, hvor Wind Denmark anslår, at vi har 35-40 procent af markedet.

Michael Simmelsgaard
Koncerndirektør, Rambøll

For det andet ser vi lige nu en massiv investeringsvillighed til at bygge nye vindparker fra allerede veletablerede vindselskaber og de traditionelle olie- og gasselskaber.

Vinduet for indgivelse af bud er lige lukket på Danmarks hidtil største havvindmøllepark 'Thor', hvor en bred og kompetent gruppe på i alt seks konsortier og selskaber netop har afgivet deres bud på opførelsen til Energistyrelsen.

Vi hører mange rygter og forventninger til, at det bliver et nulbud - ja et rigtigt nulbud, altså en ”gratis” omgang for staten, endda med en ikke ubetydelig betaling til staten for rettigheden til havbunden. Så hvad kan holde os tilbage? Lad ikke vinden blive en begrænsning.

Vi har internationale forpligtelser

For det tredje har vi i Danmark, med vores enorme maritime areal, en forpligtelse over for et stort aftagermarked, der til gengæld har behovet.

Kigger vi blot syd for grænsen til vores naboer i Tyskland, ser vi et behov for vedvarende energi, der er cirka 15 gange større end Danmarks. Til gengæld har Danmark tre gange så stort et maritimt areal. Tyskland får en sværere vej til sine klimamål, fordi landet har en stor andel af tung industri, der er meget vanskelig at elektrificere direkte. I stedet skal bruges grøn brint.

Vi har altså et stort aftagermarked i Tyskland, men også i resten af Europa. Det er med andre ord ikke kun Danmarks behov for grøn strøm og klimavenlige brændsler, der er vigtigt her, men vores samlede rolle i det europæiske energisystem og vores forpligtelse til at bidrage til fælles europæiske og globale ambitioner.

Derudover har vi stærke drivkræfter i både flyindustrien og skibsfarten, der potentielt er store aftagere af grønt produceret ammoniak og metanol, som er x’er med stort potentiale for de to sektorer. A.P. Møller – Mærsks ambition om i fremtiden udelukkende at sejle på grønne brændstoffer er et fremragende eksempel. Men flaskehalsen for den store ambition bliver, hvor mange brændstoffer de kan få og hvor hurtigt.

For den CO2-neutrale metanol i sig selv er ikke svær at lave – vi har jo den nødvendige know-how – men mængderne halter, og det bliver svært at skalere til det niveau, Mærsk skal have. For at sætte det lidt i perspektiv vil Thor give energi nok til, at ni af Mærsks containerskibe kan sejle årligt (cirka 400.000t methanol).

Gylden mulighed for nyt energieventyr

For det fjerde er der både arbejdspladser til danskerne og penge i at satse mere på Power-to-X, end vi gør i dag.

Det har Rambøll netop slået fast i en analyse for Dansk Energi, der ser på erhvervspotentialet i Power-to-X i forskellige scenarier. Analysen viser, at i det mest ambitiøse scenarie, der bygger på, at Danmark ud over selv at producere Power-to-X til vores egen transportindustri også skal eksportere de nye grønne brændstoffer til udlandet - ja, der vil de højere ambitioner kunne øge beskæftigelsen fra cirka 10.000 til cirka 35.000 fuldtidsansatte, øge teknologieksporten fra cirka 22 til cirka 36 milliarder kroner og øge energihandlen med Power-to-X fra cirka to til ni milliarder kroner i 2030.

Hvis vi virkelig vil den grønne omstilling og skal føre den helt i mål, så er Danmarks havareal så vigtig en del af den europæiske energiforsyning, at vi allerede nu skal turde læne os frem og få klargjort endnu mere areal.

Michael Simmelsgaard
Koncerndirektør, Rambøll

Vi står med andre ord med en gylden mulighed for at starte et helt nyt energi- og erhvervseventyr med Nordsøen og Østersøen som omdrejningspunkt. Men det kræver, at politikerne tør tage de nødvendige, modige beslutninger om statsstøtte i milliardklassen og en langt større udbygning af vedvarende energi, end der lige nu er i støbeskeen.

For produktionen af grønne brændsler er energikrævende og kræver også andre fornødne ressourcer, såsom vand og infrastruktur, for at kunne realiseres. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi er villige til at levere de arealer, der er nødvendige for at imødegå klimaforandringerne, og om vi vil investere i en planlægning, som tænker hele værdikæden rundt, så vi kan sikre, at den grønne omstilling bliver bæredygtig på alle parametre.

Har vi råd til at lade være?

Kritikerne vil sige, at vi ikke har råd, og at vindmøllestrømmen ikke er stabil nok til den udbygning af havvind, jeg advokerer for. Men Danmarks innovative evner til at skabe de systemer, der skal til for at udnytte vinden, investeringsvilligheden og det store aftagermarked er en gylden mulighed for at minimere omkostningerne.

Det bliver aldrig billigere. Så vi behøver ikke længere diskutere, om vi har råd til det. Vi bør snarere diskutere, om vi har råd til at lade være.
 
Naturligvis skal vi ikke bare planlægge flere energiøer til bevidstløshed med bind for øjnene.

I projekter af energiøernes størrelse er der indlysende mange ubekendte, som vi først nu er ved at få erfaring i. Derfor kræver det i sagens natur grundig planlægning og omhyggelig vurdering af effekterne for samfund, miljø og den bæredygtige omstilling, så alle de elementer, der er i et så komplekst og gigantisk energisystem forbindes på bedste vis.

Men hvis vi virkelig vil den grønne omstilling og skal føre den helt i mål, så er Danmarks havareal så vigtig en del af den europæiske energiforsyning, at vi allerede nu skal turde læne os frem og få klargjort endnu mere areal.

Lad os få ambitionerne endnu højere op på mængden af vindparker, der bliver frigivet. Lad os for alvor gøre Danmark førende inden for havvind og energiøer og dermed være bannerfører for den grønne omstilling.