S: Energipolitikken står ved en skillevej

DEBAT: Regeringen mangler at give fjernvarmen og forbrugerne svar på og sikkerhed for, hvad der skal ske, når grundbeløbet bortfalder, mener Jens Joel (S).

Af Jens Joel (S)
Klima- og energiordfører

Fjernvarmen skal forhåbentlig spille en afgørende rolle i det kommende energiforlig. Med stærkt stigende mængder sol- og vindmøllestrøm er en af de mest centrale opgaver i energipolitik i dag at sikre en elektrificering af varmesektoren. Den skal både udnytte strømmen bedre, medvirke til at balancere de store mængder vedvarende energi og sikre, at vi undgår en alt for stor omstilling til biomasse.

Energipolitikken står ved en skillevej. Som vi har gjort de seneste årtier, skal vi fortsat udbygge massivt med vedvarende energi, men den udbygning er ikke længere nok til at sikre en ambitiøs omstilling.

Vi er nok blevet verdensmestre i at producere grøn strøm, men nu er udfordringen at få brugt den grønne strøm bedre, få balanceret den svingende produktion fra vind og sol, få lagret strømmen til de vindstille dage, og få udviklet de energieffektive løsninger, som kan redde både klimaet og tusindvis af arbejdspladser herhjemme.

Grøn fjernvarme
På afgørende områder er en fremtidssikret og grøn fjernvarme en del af løsningen. I den forstand er det også påfaldende, at regeringen indtil nu har haft lukket for det varme vand, for så vidt angår svar på de helt afgørende spørgsmål:

Hvad sker der, når grundbeløbet udløber, og tusindvis af varmekunder kan se frem til en ekstraregning? Hvornår kommer den permanente afgiftsløsning, som skal sikre, at det er varmepumper og ikke biomasse, der rulles ud landet over?

Regeringen lovede i PSO-aftalen, at den senest i foråret 2017 ville komme med et bud på, hvordan vi undgår en ”uhensigtsmæssig omstilling til biomasse”. På en måde kan man sige, at de har indikeret, hvordan de synes, det skal løses, i og med at de midlertidigt har nedsat elafgiften til varmeproduktion og dermed skabt incitament til investeringer i varmepumper.

Desværre er der jo ikke så mange fornuftige bestyrelsesmedlemmer i fjernvarmen, som investerer i en pumpe, der skal bruges de næste 20 år, fordi afgiften er sat ned de næste to. Der melder sig derfor umiddelbart to spørgsmål:

  1. Er det noget, man kan regne med vil blive permanent?
  2. Kan vi i den forbindelse være sikre på, at den nedsættelse rent faktisk også betyder, at det – i langt de fleste tilfælde – er varmepumpen, der ”vinder”?

Lad fjernvarmen få svar på de spørgsmål, og lad forbrugerne få sikkerhed for, at vi politisk vil handle og sikre udviklingsmuligheder, så vi undgår varmeregninger, der bliver flere tusinde kroner dyrere fra nytår.

Forrige artikel Forening: Plast-krisen kalder på en handleplan Forening: Plast-krisen kalder på en handleplan Næste artikel Dansk Affaldsforening: Lad os følge Tyskland og ensrette plastiktyper Dansk Affaldsforening: Lad os følge Tyskland og ensrette plastiktyper
Regeringen vil fritage foreninger for gebyrer på affald

Regeringen vil fritage foreninger for gebyrer på affald

AFFALD: De velgørende foreningers genbrugsbutikker slipper fremover for at betale afgift, når de afleverer affald på genbrugspladserne. Det er regeringen blevet enig med et flertal i Folketinget om – men EU-regler kan forhindre afgiftsfritagelsen.