SF: EU bør forbyde bankers lån til fossil ekspansion

Rasmus Nordqvist
MEP (SF), i bestyrelsen for Det Europæiske Grønne Parti (EGP)
Lisbeth Bech-Nielsen
MF (SF), it- og digitaliseringsordfører, finansordfører
Til valget til Europa-Parlamentet skal vi tale om sorte penge. Vi bliver nødt til at tale om, hvordan vi sikrer, at europæernes penge ikke bidrager til at finansiere klimakrisen.
Der er brug for langt mere regulering af fossile selskaber. Det er derfor helt afgørende, at det nyvalgte Europa-Parlament udviser vilje og mod til at tage livtag med kul-, olie og gasselskaber og de banker og pensionskasser, som finansierer dem.
Beskeden fra Det Internationale Energiagenturs udmelding fra 2021 er klar: Inden for Parisaftalens halvanden graders mål kan man ikke kan udvide den fossile produktion mere. I 2023 under COP28 blev hele verden enig om at transitionere væk fra fossile brændsler. Det betyder mindre produktion af kul, olie og gas.
Det til trods er 96 procent af olie- og gasselskaber fortsat med at ekspandere deres fossile produktion.
Banker investerer i fossile selskaber
Siden Parisaftalen blev vedtaget i 2016 har banksektoren på global plan puttet 2,7 billioner amerikanske dollars i den fossile sektor. Selvom de amerikanske banker tager den sorte førsteplads, har europæiske banker en stor del af ansvaret.
Europæiske banker stod i 2022 for 130 milliarder amerikanske dollars i investeringer med mere til fossile selskaber – til trods for, at stort set samtlige havde vedtaget klimaneutralitetsmål. Finanssektoren bliver derfor ofte kaldt "den sidste sektor", der mangler at komme med i den grønne omstilling.
Det er desværre fair at konkludere, at EU i alt for høj grad har vendt ryggen til nældens rod: Den fossile kapitalisme – de økonomiske interesser og den massive finansiering, som muliggør, at verdens største fossile selskaber kan blive ved med at ekspandere fossilt i jagten på profit og afkast til deres aktionærer.
Finanssektoren har kontinuerligt været en afgørende barriere for udfasning af fossile brændsler. Banker, pensionskasser og forsikringsselskabers investeringer og lån til kul, olie og gas driver klimakrisen til ildevarslende dimensioner. Den finansielle sektors fossile kapitalisme accelererer det destruktive krydsfelt mellem den globale klima- og ulighedskrise.
Det er derfor en bunden opgave for et kommende Europa-Parlament at få skåret den finansielle sektors livline til fossil ekspansion.
Forbyd lån til fossil ekspansion
Et helt oplagt sted at starte er ved at forbyde finansielle lån til fossil ekspansion – altså jagt på mere olie og gas.
EU bør regulere bankerne, så de ikke længere må give nye lån og refinansiering til kul-, olie- og gasselskaber, der ekspanderer deres fossile produktion.
EU bør inkludere regulering af finanssektoren i sin klimalov og sætte en slutdato for udvinding af fossile brændsler.
Rasmus Nordqvist og Lisbeth Bech Nielsen (SF)
Hhv. kandidat til Europa-Parlamentet, og medlem af Folketinget
Den danske regering har endnu ikke villet sige ja til at forbyde de fossile udlån herhjemme.
Danske Bank er gået forrest og har allerede selv indført et låneforbud, og et forbud vil hverken koste staten på kistebunden eller være social skrævridende.
Et nationalt forbud ville være et perfekt afsæt for en fælles indsats for at få hele EU med på et forbud. Det bør alle grønne kræfter i det kommende Europa-Parlament kæmpe for.
EU bør også uden at blinke tage kampen op mod de fossile subsidier. At bruge europæernes skattekroner på at holde priserne på fossile brændsler nede er absurd.
I 2022 brugte EU-landene ifølge EU's miljøagentur 123 milliarder euros på fossile subsidier. På den måde er vi med til at holde hånden under de fossile selskaber, som aktivt underminerer EU's egne klimamål og Parisaftalen. Det skal stoppes.
Vi bør helt grundlæggende arbejde henimod en omfattende regulering af finanssektoren, så vi på sigt helt forbyder investeringer i selskaber, som ekspanderer fossilt. Vi må handle for at sikre, at vi ikke har et økonomisk system, som tjener penge på at underminere Parisaftalen.
EU bør desuden inkludere regulering af finanssektoren i sin klimalov og sætte en slutdato for udvinding af fossile brændsler allersenest i 2040 og helt stoppe for udbygning af nye olie- og gasfelter og nye kulkraftværker.
I en tid, hvor flere og flere præsenterer sig som grønne i valgkamp, er villigheden til at sætte grænser for den fossile sektor en god lakmustest. Kampen mod den fossile kapitalisme skiller de grønne får fra de sorte bukke.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- 100 elbusser mangler strøm fra Energinet: ”Det var slet ikke noget, vi tænkte kunne blive et problem”
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Eksperter har givet gode råd til Energinet: Sådan foreslår de at løse problemerne med elnettet
- Kommunerne bør få lov til at skabe lokal grøn elproduktion uden om anlægsrammen
Nyhedsoverblik

Dan Jørgensen opfordrer europæerne til at arbejde hjemme

Ny energikrise får europæiske ledere til at kræve grønne forringelser

Sverige truer med at kappe energikabler til Danmark

Dan Jørgensen blev overhalet af virkeligheden inden stort udspil. Nu presser lande på for billigere strøm her og nu






















