SF i EU: Det er en fejl at forære Trump den magt, vi har kæmpet for at genvinde fra Putin

Verdens politiske situation ændrer sig drastisk fra dag til dag. Siden Trump blev genvalgt i 2024, har der ikke været en ende på hans voldsomme udtalelser og ekstreme beslutninger, der alle træffes med ét formål: At styrke USA's position og gøre os andre afhængige af hjælpen fra vest.
Det startede med Panama. Så blev det Venezuelas tur. Og nu står Grønland for skud. Men hvad har disse tre, tilsyneladende meget forskellige, lande til fælles?
Strategisk placering. Fossile brændstoffer og mineraler. Og nøglen til at skabe energiafhængighed.
Energi er magt
USA sidder lige nu på titlen som verdens største energiproducent af olie og gas. Det betyder de facto, at de kan vælge, hvem de sælger til. De kan prisregulere. Og de kan beslutte at begrænse adgangen til energi for udvalgte lande og nationer.
Det er en ubeskrivelig magt, for uden energi kan vores moderne samfund ikke fungere. Med energien som våben strammer Trump altså det jerngreb, han allerede har om EU.
I forbindelse med at EU i december stemte for at udfase russisk gas, har vi været nødt til at importere endnu mere fra USA. Sidste år indgik EU blandt andet en handelsaftale med USA om at købe amerikansk energi for omkring 750 milliarder dollar.
Det er rigtig godt, at vi ikke længere er afhængige af Rusland. Men det er en fejl at forære USA og Trump den magt, vi har kæmpet for at genvinde fra Putin. Situationen i Grønland er et klart bevis.
Hvis vi mindsker behovet for fossile brændstoffer, mindsker vi automatisk behovet for Trump.
Kira Marie Peter-Hansen
EU-parlamentariker, SF
Så længe USA er vores primære energikilde, gør vi os sårbare over for de politiske udsving og økonomiske interesser, der præger amerikansk politik. EU's beslutningstagere har svært ved at træffe politiske beslutninger, som går imod Trumps visioner, af frygt for konsekvenserne. Det Trump ønsker, skal han få. For han er instruktøren i det skuespil, vi kalder international politik.
Hvis vi skal genvinde kontrollen fra Trump, er vi nødt til at skubbe ham ud af instruktørstolen.
Derfor er det positivt, at der nu i Europa-Parlamentet er opstået bred enighed om at afvise EU's nye handelsaftale med USA om at købe mere energi, så længe Trump truer med told, hvis ikke han får Grønland.
Det er et skub i den rigtige retning, men skal Trump helt ud af stolen, skal vi vores afhængighed af amerikansk energi til livs. Vejen dertil går hurtigst og billigst gennem opførelsen af vedvarende energi.
Et overset konkurrenceproblem
En af EU's største svagheder er vores import af fossile brændstoffer. Vi har en importafhængighed på omkring 95 procent for olie og 88 procent for gas – og en stor del af den energi, vi importerer, kommer fra USA. Hvis vi mindsker behovet for fossile brændstoffer, mindsker vi automatisk behovet for Trump.
EU plejede at være frontløber på grøn energi – og det er nu, at vi er nødt til at hanke op i os selv og komme tilbage på rette spor.
Hvis ordene klima, bæredygtighed og grøn omstilling får hårene til at stritte på dig, så er du ikke alene. De seneste år har vist, at oprustning, økonomisk stabilitet og internationale kriser prioriteres øverst på den politiske dagsorden.
Men realiteten er, at den grønne dagsorden ikke arbejder imod hverken sikkerhed eller sund økonomi. Grøn og vedvarende energi er derimod et middel til at fremme både Danmark og EU's sikkerhedsmæssige og økonomiske styrkeposition i verden.
Den meget omtalte Draghi-rapport viser, at EU i gennemsnit betaler tre gange så meget for vores energi som Kina og USA. Det er et enormt, men desværre overset konkurrenceproblem for virksomheder, der koster arbejdspladser og innovation.
Derfor er det en økonomisk og sikkerhedsmæssig nødvendighed at udvikle vores elnet og sikre bedre opbevaringsmuligheder for vedvarende energi. Med kontrol over energien generobrer vi kontrollen over vores politiske beslutninger og skal ikke i samme grad være bekymrede for, hvad der venter sig af sanktioner i Trumps næste akt.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- 100 elbusser mangler strøm fra Energinet: ”Det var slet ikke noget, vi tænkte kunne blive et problem”
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Eksperter har givet gode råd til Energinet: Sådan foreslår de at løse problemerne med elnettet
- Dansk Erhverv: Det er absurd, at en forældet havnelov kan hugge bremsen i for solcelleanlæg
- Kommunerne bør få lov til at skabe lokal grøn elproduktion uden om anlægsrammen
Nyhedsoverblik

Dan Jørgensen opfordrer europæerne til at arbejde hjemme

Ny energikrise får europæiske ledere til at kræve grønne forringelser

Sverige truer med at kappe energikabler til Danmark

Dan Jørgensen blev overhalet af virkeligheden inden stort udspil. Nu presser lande på for billigere strøm her og nu
























