Debatten om børns skærmforbrug illustrerer en ideologisk splittelse i SVM-regeringen

De seneste ugers debat om teknologiens betydning i samfundet har vist sig at blotlægge nogle interessante kløfter i dansk politik, som endda trækker tråde helt ind i regeringskontorerne. 

Socialdemokraterne folder sig ud som fuldtonede maskinstormere, der er angste for teknologi, skærme og det meste af det nye. Og de påtager sig velvilligt rollen som dem, der skal beskytte os andre fra det farlige nye ved hjælp af forbud og regulering. 

Felttoget føres an af statsministeren selv, som fra Folketingets talerstol gjorde mobiltelefonen til hovedfjenden:  "Det er jo ikke trafikken, der er det farligste for børn nu. Det er den her,” sagde hun og viste sin telefon i hånden.

Mobilerne skal ud af folkeskolerne. Skærme skal bandlyses i daginstitutioner. Forbud mod bestemte programmer på visse telefoner. Hævede pegefingre overfor Big Tech. For slet ikke at nævne TikTok. 

Listen er lang, men det er alt sammen noget, der virker som afmægtige slag i luften fra politikere, som forsøger at regulere i takt med en eksponentiel teknologisk udvikling og en udvikling i vores hverdag, hvor vi alle betragter det digitale som en uundværlig og integreret del af hverdagen. 

Men hvorfor opstår der pludselig en kæmpe debat om, hvordan vi bremser og regulerer teknologi?

Hvorfor opstår der pludselig en kæmpe debat om, hvordan vi bremser og regulerer teknologi?

Jacob Bruun

Det ene svar er selvfølgelig, at der er noget relevant at tale om. Teknologi fylder mere og kan mere, så selvfølgelig skal der være indsigt og transparens i den måde, teknologivirksomheder påvirker vores hverdag. Men set herfra virker det som om, debatten godt kunne trænge til nogle nuancer og mere viden fremfor følelser. 

Det andet svar er et borgerforslag, som på bare én måned samlede de nødvendige 50.000 underskrifter for en bedre og anderledes regulering af tech-industriens adfærd overfor børn og unge. Og selvom borgerforslaget hent forudsigeligt vil ende med ikke at blive vedtaget, så er det lykkedes at skabe en bred folkelig og politisk debat. 

Det tredje svar er, at der potentielt er væsentlige vælgermæssige points at hente, især for Socialdemokratiet som udveksler vælgere med blandt andre SF og DanmarksDemokraterne – ikke ligefrem partier, hvis kernevælgere tilhører den fremtidsorienterede, teknologiske og innovative elite.

Og det var da også et spørgsmål fra SF’s Pia Olsen Dyhr, som fik statsministeren til at sammenligne mobilbrug med trafikdrab. Så har den vist også fået hvad dén kan trække.

Og endelig for det fjerde blotlægger diskussionen en ideologisk kløft i regeringen mellem Socialdemokratiet på den ene side og især Venstre på den anden. Partierne er ikke engang så uenige om målet (mindre skærm til børn og unge), men strides diskret om midlerne.

Socialdemokratiets flirt med forbud og central regulering strider mod Venstre-folkenes liberale, ideologiske afsæt, hvor den slags ting bedst reguleres gennem dialog mellem børn og forældre samt ved lokale retningslinjer tilpasset virkeligheden i den enkelte daginstitution eller skole. 

Socialdemokratiets flirt med forbud og central regulering strider mod Venstre-folkenes liberale, ideologiske afsæt

Jacob Bruun

Man kan undre sig over, at der tilsyneladende er så bred politisk opbakning bag synspunkter, som bringer os tættere på fortiden end fremtiden. Eller som tidligere S-rådgiver Noa Redington skrev i Politiken tidligere i denne uge: "Jeg kan ganske enkelt ikke erindre, at fremtiden har været mindre velkommen end i disse dage.”

Og det er da nærmest naturstridigt, at der ikke er bare et enkelt af Folketingets alt for mange (12) partier, som gør sig til talspersoner for det modsatrettede, optimistiske og teknologi-positive synspunkt, nemlig at fremtiden helt sikkert bliver bedre end fortiden. Og at teknologisk udvikling skal have en stor del af æren for det. 

Når statsministeren sammenligner mobiltelefonen med trafikdrab, så kunne man dog foreslå hende at søge inspiration fra Færdselsloven. Den forbyder jo netop ikke biler eller trafik, selvom begge dele kan skabe problemer, men loven definerer i stedet rammer, skaber forudsigelighed og gør det tydeligt, hvad der sker, hvis man kører over for rødt. 

Også i den digitale verden kunne vi med fordel lære af færdselslovens paragraf tre, som helt banalt siger, at vi skal "optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke forvoldes skade eller ulempe for andre” og ved at "vise hensyn”. Lad os gøre det fremfor at regulere os fremad til fortiden.