Jesper Olsen om hjemsendt forsvarschef: Det kalder på nye vilkår for statens topchefer

Det samme gør sig gældende i forhold til ansvarsreglerne.

De er bundet op på ønsket om en fortsat ansættelse. Hvis man vil undslå sig det ansættelsesretlige ansvar, skal man sige op eller finde sig et andet job.

For to af de seneste store skandaler blev der aldrig placeret et ansvar hos den øverst administrative ansvarlige, fordi departementschefen i Instrukssagen var gået på pension, mens at departementschefen i Minksagen havde fået et direktørjob i en kommune. To af de øvrige departementschefer fik ophævet deres sanktioner, uden at offentligheden kunne få indblik i de nærmere begrundelser.

Vi får ikke en bedre administration, hvis der ikke er incitamenter til at påtage sig ansvaret

Jesper Olsen
Formand, Transparency International Danmark

Ansvaret for ministre og departementschefer kører formelt i to separate spor. Men de er dybt infiltreret i hinanden. For det er ministeren, der afgør om der skal rejses en sag. Og der er et mønster i, at hvis det har konsekvenser for ministeren, så har det også konsekvenser i embedsværket. Det samme gælder, når ministeren går fri. 

Moderniser tjenestemandsloven

Tjenestemandsansvaret bygger på nogle principper, som kan genfindes i strafferetten. Det er de handlinger eller undladelser, der direkte kan henføres til den enkelte, som udløser ansvaret.

Hvis der ikke er en rygende pistol, er der intet ansvar. Men hvad med det overordnede ledelsesansvar for de fejl, som systemet begår? Nogen vil sige, at det er et objektivt ansvar. Men er det ikke netop derfor, man har en topledelse?

Jeg vil derfor foreslå, at man igangsætter et arbejde med at modernisere ansættelsesvilkår og ansvar, så de matcher de moderne vilkår for at lede statens institutioner.

Helt konkret ved at modernisere tjenestemandsloven, sådan at ansvaret for systemfejl bliver tydeligere og ikke er bundet op på, om der er en rygende pistol. At ansvaret ikke forsvinder, fordi man har fået nyt job. At beskyttelsen bevares så man har rygstødet til at sige fra, når det er nødvendigt. Og at der er de rigtige proportioner i konsekvenserne.

Vi får ikke en bedre administration, hvis der ikke er incitamenter til at påtage sig ansvaret.

En sådan modernisering vil give ministrene den helt legitime mulighed for at handle, hvis de mister tilliden, men også for at give embedsværket en hånd i ryggen, når det bliver hedt, og de skal sige fra.

På den måde vil der være den rigtige balance, og politikere samt embedsværk vil have gode forudsætninger for at gøre hinanden bedre i de roller og ansvar, de nu har. Til gavn for dem selv. Men i sidste ende også til gavn for det land, de er sat til at tjene, og for tilliden til vores valgte ledelse samt de øverste administrative poster.