Vestager er klar på tredje tur som EU-kommissær: Jeg elsker det her job, hvorfor lukke døren?

BRUXELLES: Selv om hun tidligere er blevet mødt af en kold skulder fra den danske regering, slår Margrethe Vestager nu fast, at hun gerne vil fortsætte som kommissær, når hendes mandat udløber om et lille års tid.
"Det kunne jeg da godt tænke mig," siger hun i et kommende interview med Europa-analytiker Thomas Lauritzen i Altingets EU-podcast:
"Man skal jo ikke sige, at der er noget, man ikke vil. Man skal være åben for de ting, der melder sig," tilføjer hun i udsendelsen, som udkommer torsdag.
I ni år har Margrethe Vestager været Danmarks repræsentant i Europa-Kommissionen. Siden 2019 som ledende næstformand med ansvar for konkurrence og for EU's digitale omstilling.
Når det kommende europaparlamentsvalg har fundet sted næste sommer, skal en ny Kommission sammensættes. Derfor er det også "meget, meget tidligt at forholde sig til" en tredje periode, understreger Margrethe Vestager.
Men hun "holder" sine "muligheder åbne", tilføjer hun.
Tre meget anderledes måneder er ovre
Vestager er netop vendt tilbage til posten som EU-kommissær efter at have brugt de seneste tre måneder på at forsøge at blive den næste chef for EU's investeringsbank, EIB, der er verdens største multilaterale bank med hovedsæde i Luxembourg. I sidste ende gik jobbet dog til spanieren Nadia Calviño.
"Det blev tre meget anderledes måneder i mit liv," fortæller hun.
Var stillingen blevet ledig tidligere i perioden, havde hun "med 100 procents sikkerhed ikke søgt", tilføjer EU-kommissæren. Men med kun et år tilbage af Kommissionens arbejde er sagen en anden.
"Vi fremsætter næsten ikke nogen lovforslag længere. De fleste af kollegerne er optaget af at få lavet de politiske aftaler mellem Rådet og Parlamentet, så de lovforslag, vi har fremsat, faktisk kan blive til virkelighed," lyder det fra Margrethe Vestager.
"Så når det nu skulle være, tror jeg ikke, det er den værste periode at have haft orlov i."
"Undskyld mig, men det forekommer lidt underligt"
Undervejs i kapløbet om EIB-posten luftede Margrethe Vestager alligevel tanken om at fortsætte som kommissær. Det skete på Tænketanken Europas årlige konference i Industriens Hus i København i begyndelsen af november.
Men samme dag punkterede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) drømmen. Der var brug for fuldt fokus på at sikre hende titlen som bankchef, mente han.
"Undskyld mig, men det forekommer lidt underligt," konstaterede Løkke over for Altinget.
Det var dog "sagt med et smil på læben", fortæller Margrethe Vestager i Altingets europæiske podcast.
"Det er jo godt, hvis den, der får gennemført lovgivningen, også er der til at sørge for, at den faktisk bliver gjort til virkelighed i fuld skala. Så det var mere med den på, jeg sagde, at det ville være naturligt, at man fortsætter," siger hun.
Vil hellere holde døre åbne end smække dem i hovedet på nogen
Nu siger du jo, at du faktisk godt kunne tænke dig en periode mere. Tror du, at regeringen vil give dig sådan en periode igen? Er det muligt?
"Jeg tror ikke, man skal forholde sig til det på den måde, for jeg synes ikke, man kan fortænke mig i at have den overvejelse. Jeg elsker det her job," svarer Margrethe Vestager.
"Det ville være lidt barskt at sige: 'Det kan du godt holde op med at tænke på.' Hvad er jeg? 55 år. Jeg har et langt arbejdsliv foran mig. Jeg synes, det handler om at holde døre åbne snarere end at smække dem i hovedet i nogen," tilføjer hun.
Hvis det ikke skal være dig, hvem skal det så være?
"Det tror jeg, du skal spørge nogle andre om."
Omtalte personer
Indsigt

Peter Skaarup spørger Lars Aagaard MøllerHvordan forholder ministeren sig til, at varmeselskaber kan afvise at rette ind efter Ankenævnet på Energiområdets afgørelser?Besvaret
Udvalget spørger Morten DahlinHvordan vurderer ministeren, at placeringen af energiinfrastruktur påvirker bosætning og erhvervsudvikling?
Morten Messerschmidt spørger Magnus HeunickeHvilken rolle spiller lokale naboers tryghed og trivsel i den grønne omstilling?Besvaret
- B 2 Nedsættelse af de danske afgifter og moms på benzin og diesel (Skatteministeriet)Fremsat
- B 40 Krav til kommunerne om at udarbejde retningslinjer for energianlæg på land (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)2. behandling
- L 123 Lov om gasforsyning (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)1. behandling
- Dan Jørgensen har holdt 278 møder med lobbyister, siden han blev kommissær
- Klimaaktivist: Hvis Socialdemokratiets ledelse tænkte som disse S-forfattere, ville verden være et bedre sted
- Erhvervsorganisation har holdt flest møder med Dan Jørgensen: "De har brug for input udefra"
- Synergi: Krigen i Iran minder os om, at vi stadig overser det vigtigste værktøj mod energikriser
- Politikerne satte milliarder af til havvind: Nu har staten modtaget flere bud





















