Debat

Alternativet i København: Kommunalvalget er opgøret med mere af det samme

Gennem de seneste årtier har København udviklet sig til en velhaverghetto, hvor kraner og bulldozere indtager hvert et unikt lille hjørne af byen for at opføre grå betonblokke. Valget den 16. november er en mulighed for at vende denne udvikling, skriver Franciska Rosenkilde, kultur- og fritidsborgmester i København

På
Socialdemokratiets vagt har København udviklet sig til en by for de velhavende. Lad os få stoppet byggekapløbet i København og i stedet tænke byudvikling mere
kreativt og i et regionalt perspektiv, skriver Franciska Rosenkilde.
På Socialdemokratiets vagt har København udviklet sig til en by for de velhavende. Lad os få stoppet byggekapløbet i København og i stedet tænke byudvikling mere kreativt og i et regionalt perspektiv, skriver Franciska Rosenkilde.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Franciska Rosenkilde
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er brug for forandring i København, et opgør med den ødelæggende vækst- og gældsdrevede byudvikling, der omlægger alle kreative og rekreative områder til boliger af grå beton og dagligvarebutikker. Alternativet ønsker et København, hvor klimaet og udviklingen af en bæredygtig by og hovedstad står allerforrest.

Temadebat

Spidskandidaterne får ordet

Partiernes spidskandidater til valget til Københavns Borgerrepræsentation får i den kommende tid på skift ordet på Altinget Hovedstaden, når vi beder dem svare på:

Hvad er din mærkesag? Hvorfor og hvordan skal den gennemføres?

Panelet er:

Sophie Hæstorp Andersen (S)
Line Barfod (EL)
Mia Nyegaard (R)
Sisse Marie Welling (SF)
Franciska Rosenkilde (ALT)
Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Ole Birk Olesen (LA)
Jakob Næsager (K)
Finn Rudaizky (DF).

Bidrag til debatten kan sendes til [email protected] eller [email protected].

Jeg forstår godt, hvis mange københavnere har svært ved at genkende vores by. De seneste 20-30 år har vores hovedstad været i en rivende udvikling, hvor store beslutninger om byens fremtid er blevet taget og det ene store byggeprojekt efter det andet er blevet sat i søen.

Desværre har man bare på ingen måde sikret, at her stadigvæk er plads til samfundets mellem- og lavindkomstgrupper, ej heller haft blik for at understøtte byens natur eller det byliv mellem husene, der skaber værdi.

Byggebesættelsen skal sættes i bero
På Socialdemokratiets vagt har København udviklet sig til en by for de velhavende. Og paradoksalt nok er Socialdemokratiets løsning at gøre det samme, som de uden held har gjort i årtier: at bygge tusindvis af dyre boliger på hver eneste lille plet på landkortet, som endnu ikke er ”udviklet”, men ”kun” rummer unik natur eller kulturarv.

Man har i årevis forsøgt at bygge sig til et mere inkluderende boligmarked med lavere priser, og imens er priserne kun gået opad. Til gengæld har man i processen solgt ud af Københavns grønne områder, områder med rekreativ værdi eller hvor der i stedet kunne være plads til kreative iværksættere og små selvstændige erhvervsdrivend

Det er oplagt at bruge den eksisterende bygningsmasse til at skabe rum for alternative boliger som seniorbofællesskaber, kollektiver og ungdomsboliger.

Franciska Rosenkilde
Kultur- og fritidsborgmester i København

Godt nok har vi fra politisk side mulighed for at bestemme, at 25 procent af de boliger, der bygges, skal være almene. Men det betyder altså, at 75 procent af de nye boliger stadig vil være for dyre til at betale for mange almindelige mennesker.

Logikken må altså være, at København kun skal bestå af 25 procent almindelige mennesker – sygeplejerske, politimænd, tjenere, kokke og pædagoger – mens det store flertal skal have råd til både liebhaverlejlighed og sommerhus i Nordsjælland. Er det virkelig sådan en by, vi ønsker?

Men hvis al nybyggeriet i virkeligheden ikke hjælper på at skabe en blandet by, hvorfor er det politiske flertal så besat af det? Jo, det er de, fordi boligbyggeri slet ikke handler om billige boliger, men om at afdrage på den kolossale gæld, København har optaget i forbindelse med 20 års metrobyggeri.

Selvom det strider mod enhver form for fornuftig, demokratisk og bæredygtig byudvikling, er metroen finansieret ved, at kommunen, gennem sit udviklingsselskab By og Havn, sælger ud af vores fælles byområder til højestbydende private aktører.

Det er derfor, at kommunen – trods modstand fra tre ud af fire københavnere – har solgt Lærkesletten på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen til byggeri. Og det er derfor, et flertal på Rådhuset – igen uden at høre københavnerne om deres ønsker – planlægger at gennemføre vanvidsprojektet over dem alle, Lynetteholmen, selvom det både strider mod byens klima- og miljømål, og vil ødelægge unik natur i Øresund.

Vi kan faktisk gøre noget andet
I Alternativet vil vi gå en anden vej. Vi tror ikke på, at vi kan bygge os ud af efterspørgslen. Til gengæld bør vi tænke i langt mere kreative løsninger. I dag bygger man masser af lejligheder, der ligner hinanden til forveksling, i bygninger der ligner hinanden, men mange københavnere søger faktisk mod alternative boformer med plads til fællesskab, grønne ambitioner og kreativitet, og med en mindre personlig bolig.

Det er oplagt at bruge den eksisterende bygningsmasse til at skabe rum for alternative boliger som seniorbofællesskaber, kollektiver og ungdomsboliger. For eksempel har vi et stort uudnyttet potentiale i alle de erhvervslokaler, der står tomme rundt om i byen. Man kan også bygge ovenpå eksisterende bygninger, og på den måde opnå flere boliger uden at miste værdifulde arealer.

Det er lavthængende frugter, som vi burde udnytte, før vi bygger på hver en bar plet i byen og anlægger en stor ø i Øresund for at få plads til flere boliger. Og så skal vi i langt højere grad tænke i en regional udvikling på tværs af Hovedstaden, hvor vi udvikler bæredygtig infrastruktur og boligområder i fællesskab med blandt andet Frederiksberg, Hvidovre og Tårnby.

Der er ikke meget ved en by, hvor der er bygget så mange boliger, at der ikke er plads til at leve. København har brug for plads til små kreative erhverv, kultur og natur. Så lad os nu få stoppet byggekapløbet i København og i stedet tænke byudvikling mere kreativt og i et regionalt perspektiv.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00