Bo-Vita: Prisen for at komme ud af ghettolisten er høj. Politikere og myndigheder bør kvittere ved at følge op

Mjølnerparken blev en testplads for noget langt mere vidtgående end byfornyelse. 

Vi besluttede derfor at samle erfaringerne i en rapport. I Bo-Vita ønskede vi ikke blot at gennemføre lovgivningen, men også at dokumentere, hvordan den blev oplevet i praksis.

Rapporten 'Vejen væk fra ghettolisten – 10 års fortællinger fra Mjølnerparken' samler beboerudsagn, billeder, data og feltarbejde. Den viser, hvordan politik omsættes til hverdagsliv.

Opløste fællesskaber 

For os er det en del af boligorganisationernes samfundsopgave og som et bidrag til den demokratiske samtale med konkret viden og erfaringer. 

I dag må vi insistere på, at ansvaret for at lykkes med at implementere lovgivning ikke kan placeres ensidigt hos boligorganisationerne.

Jan Hyttel
Formand, Bo-Vita

I dag står vi med erfaringer, der kan bruges. Ikke til at pege fingre, men til at sikre, at fremtidige boligpolitiske indsatser bliver mere vidensbaserede, mere retfærdige og mere socialt bæredygtige.

Det er derfor vores håb, at relevante myndigheder og politikere vil tage ansvar for at evaluere, om denne måde at gennemføre omdannelsesplaner på er den rette.

Ikke kun for de berørte boligområder, men også for beboerne og for de aktører, der fører beslutningerne ud i livet. 

Der bør følges op. Ikke bare på, om områder forsvinder fra ghettolisten, men på om det faktisk fører til bedre livsmuligheder for dem, der bor der.

Der bør ses på, om tilliden og sammenhængskraften styrkes, og hvordan de nye beboersammensætninger fungerer i praksis.

Når mennesker flyttes, fællesskaber opløses og boliger frasælges, opstår der konsekvenser, som ikke kan måles alene i brøker og andele. 

Stærke fællesskaber kræver, at vi løfter i flok

I dag fremstår Mjølnerparken forandret. Omdømmet er forbedret, trygheden er øget, og en mere varieret beboersammensætning er under udvikling.

Men det er ikke hele historien. Mange beboere har betalt en høj pris – menneskeligt og socialt. Omdannelsen har rykket ved relationer og fællesskaber, der havde eksisteret i årtier.

Beboere har anlagt sag mod staten for diskrimination, og sagen verserer nu ved EU-domstolen. 

Derfor er vi ikke færdige med at stille de vigtige spørgsmål.

Hvordan gik det de familier, der blev flyttet? Hvad betyder frasalg for fællesskabet? Og har omdannelsen haft den ønskede effekt – ikke bare i statistikkerne, men i menneskers liv? 

I dag må vi insistere på, at ansvaret for at lykkes med at implementere lovgivning ikke kan placeres ensidigt hos boligorganisationerne.

Hvis vi som samfund skal skabe blandede bydele med stærke fællesskaber, kræver det, at vi løfter i flok.

Kun gennem reelt samarbejde mellem stat, kommune, civilsamfund og boligsektor kan vi finde langsigtede løsninger, der er både sociale, økonomiske og menneskelige.