Bliv abonnent
Annonce
Debat

Concito: Københavns politikere bør lytte til borgernes ønske om hjælp til mere klimavenlig levevis

Den kommende klimaplan indeholder blandt andet forslag til at få flere måltider med grøntsager og bælgfrugter ind i de københavnske spisesteder, private som offentlige, skriver Charlotte Louise Jensen og Niels Bethlowsky Kristensen.
Den kommende klimaplan indeholder blandt andet forslag til at få flere måltider med grøntsager og bælgfrugter ind i de københavnske spisesteder, private som offentlige, skriver Charlotte Louise Jensen og Niels Bethlowsky Kristensen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
14. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Flere københavnske politikere har tilsyneladende fået kolde fødder i forhold til indsatsen for at mindske københavnernes forbrugsudledninger.

Det fremgår af en artikel i Altinget 7. marts, hvor Jacob Næsager (K), Laura Rosenvinge (S) og Louise Theilade Thomsen (V) kritiserer dette element i Københavns Kommunes kommende klimaplan.

Den foreslåede klimaplan, som nu skal til politisk forhandling, opstiller en række klimatiltag, der har til formål at reducere klimaudledningerne fra københavnernes forbrug.

Læs også

Det er tiltag, som svarer på det opdrag for reduktion af Københavns Kommunes forbrugsbaserede udledninger, som Københavns Borgerrepræsentation godkendte i efteråret 2021.

Men her forud for forhandlingerne beskrives forslagene fra Teknik- og Miljøforvaltningen blandt andet som "indoktrinerende" og "skøre".

Urimelig dom 

I Altingets artikel kan man læse, at "det ikke er effektiv klimapolitik" når kommunen vil have den københavnske restaurationsbranche, virksomhedskantiner og detailhandlen til at præsentere københavnerne for mindre kød og flere bæredygtige fødevarer. 

"Jeg synes nærmere, det har karakter af indoktrinering," siger Jacob Næsager, lige som han "ikke har behov for, at kommunen opfører templer, hvor man dyrker klimaet som en religion."

Dette er en helt urimelig dom over en række forslag om indsatser, som har til formål at inspirere og hjælpe Københavns borgere til at træffe klimarigtige valg.

Beregninger fra Klimarådet viser, at efterlevelse af de officielle kostråd omtrent kan halvere forbrugsudledningen fra danskernes fødevareforbrug.

Charlotte Louise Jensen og Niels Bethlowsky Kristensen
Hhv. seniorkonsulent og klimaanalytiker, Concito

Særligt, når flere og flere borgersamlinger — inklusive Københavns egne — peger på, at borgerne i høj grad efterspørger hjælp til handling.

Anbefalingerne fra det seneste københavnske klimaborgerting (2024) understreger netop dette ønske, med mange konkrete anbefalinger om at starte pilotprojekter, for eksempel knyttet til at skabe rum og incitament til at spise grønnere og få igangsat "oplysende genbrugscentraler" rundt omkring i byen (henholdsvis side 13 og 16 i anbefalingskataloget).

I anbefalingerne fra Københavnertinget (2023) er der sågar opfordringer til, at kommunen "skal fortælle borgerne om små og nemme måder at bevæge sig på", som det fremgår på side 23.

Adresserer klimatunge forbrugsdomæner

Når nogle politikere nu argumenterer imod initiativer med en, som de beskriver det, "holdningsbearbejdende" tilgang, ignorerer de således mange af deres egne borgeres ønsker, samt et væsentligt potentiale for reduktion af københavnernes forbrugsudledninger.

Forslagene til indsatser i Københavns nye klimaplan adresserer nemlig nogle af de mest klimatunge forbrugsdomæner som vores fødevareforbrug og transportvaner.

Som politikerne selv skitserer i deres udtalelser, så omfatter den kommende klimaplan blandt andet forslag til at få flere måltider med grøntsager og bælgfrugter ind i de københavnske spisesteder, private som offentlige, ligesom den kommer med forslag til at gøre det mere attraktivt at holde ferie mere lokalt, frem for at flyve på ferie i udlandet.

Læs også

Concito-rapporten om Danmarks globale forbrugsudledninger viser, at der er stort klimapotentiale i at adressere netop disse forbrugsdomæner.

Beregninger fra Klimarådet viser for eksempel, at efterlevelse af de officielle kostråd omtrent kan halvere forbrugsudledningen fra danskernes fødevareforbrug.

Ligeledes har en nylig Concito-analyse af danskernes ferievaner vist, at flyrejsen står for 60 procent af feriens samlede udledning, når danskerne holder ferie i udlandet. Her er altså meget at hente ved at holde flere ferier lokalt.

Potentiale for ambitiøs klimapolitik

Det er svært at forstå, hvorfor kommunen ikke må opfordre københavnerne til at holde ferie lokalt, når Københavns Kommune tilsyneladende godt må hjælpe deres borgere på ferie i sydens sol.

Ved Principaftalen om budget 2024-2025, vedtog man nemlig et pilotprojekt, som skulle give de ældre københavnere mulighed for at komme på betalt velfærdsferie, og dette blev effektueret med charterferier til Malaga i slutningen 2024, ifølge en artikel fra TV2 i september 2024.

Forslagene til indsatser i Københavns nye klimaplan adresserer nogle af de mest klimatunge forbrugsdomæner som vores fødevareforbrug og transportvaner.  

Charlotte Louise Jensen og Niels Bethlowsky Kristensen
Hhv. seniorkonsulent og klimaanalytiker, Concito

Politikerne understreger, at de kan se potentiale for en ambitiøs klimapolitik fra Københavns Rådhus, men det går primært på opbakning til, at kommunen kan gå foran og være en meget mere klimabevist indkøber.

Det er helt oplagt, at Københavns Kommunes offentlige indkøb skal være klimarigtige, men som det fremgår af Bilag 4 under afklaring af indsatsområder og tilhørende delmål for den samlede Klimastrategi 2035, udgør kommunens egen udledning mindre end en tiendedel af borgernes samlede forbrugsbaserede klimaaftryk.

Netop danskernes samlede forbrugsaftryk er noget vi fremadrettet kommer til at skulle adressere i langt højere grad, både nationalt og lokalt, da vi som danskere har et stort klimaaftryk også udenfor Danmarks grænser.

Hjælp københavnerne til at leve mere klimarigtigt

Herfra skal derfor lyde en opfordring til, at de københavnske politikere tager deres egen beslutning om et pejlemærke for reduktion af kommunens forbrugsudledninger alvorligt.

Dette indebærer både at tage forvaltningens arbejde og forslag til handlinger mere seriøst, samt i større grad at lytte til og imødekomme Københavnernes anbefalinger og ønsker til kunne leve mere klimarigtigt.

Hvis politikerne fortsat har ønsker om at København skal være en international anerkendt by på klimaområdet vil det være afgørende, at kommunen vedtager en ambitiøs klimaplan, der understøtter og hjælper de københavnske borgere til at leve mere klimarigtigt.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026