Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinyler i Kødbyen og drikker naturvin. Og jeg er en del af problemet

Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinylplader på H15 i Kødbyen på Vesterbro og skåler i naturvin med vennerne, mens jeg kigger over på junkierne, slagsmålene og de blå blink ved fixerummet lige på den anden side af gaden. Der er kun en asfalteret vej imellem os, men vi taler aldrig med dem – og de taler aldrig med os.

Jeg så det i min gamle andelsboligforening på Østerbro, hvor vi klagede over en beboer, der skabte larm og utryghed. Selvfølgelig var det lige netop den beboer, der havde boet der, siden andelene kostede 50.000 og ikke som nu 3.400.000 kroner for 75 kvadratmeter.

Jeg ser det, når jeg sidder i det skønne bageri Flere Fugle i Demokrati Garage i Nordvest og nyder en cappuccino kun lidt større end et fingerbøl til 42 kroner og alligevel er for nærig til at købe en flaske naturvin til 800 kroner eller et kilo kaffe til 1.000 kroner.

Der er selvfølgelig ingen af de gamle lokale, der sætter sine ben der, selvom det egentlig var tænkt som et samlingssted, der skulle integrere de udsatte i kvarteret. (Som i stedet er ved at blive jaget ud af deres egen bydel af vanvittige priser).

Jeg er stiltiende vidne til det, når jeg ser en ung spansktalende mand blive fyret live foran kunderne på Reffen på Amager, fordi stadeholderen ikke gider glo på hans 'grimme fjæs', som han råber. Ingen protesterer.

Den unge mand svinger sin rygsæk over skulderen og sjokker væk, mens vi andre kigger skamfuldt væk. Hvis det samme var sket for en af os djøf'ere blandt kunderne, så havde vi nok fået et halvt års fratrædelse og et outplacement forløb i AS3 Østerbro.

Og jeg er pinligt bevidst om, at jeg selv er med til at skubbe på den udvikling, når jeg køber en lejlighed sammen med min kæreste for en vanvittig sum i København K.

For længe siden kunne det måske retfærdiggøres, at politikerne forsøgte at hive det fattige København op af dyndet ved at skifte fattige ud med vellønnede karrieremennesker:

I 1994 var Københavns Kommune ved at gå fallit, fordi børnefamilier flyttede ud og efterlod masser af socialt udsatte i byen. Det socialdemokratiske bystyre begyndte helt bevidst at udskifte dårlige skatteborgere med gode.

I starten var det en overlevelsesstrategi. Man solgte ud af de billige kommunale lejelejligheder, som blev til dyre private lejelejligheder.

Bystyret lod alle, der spurgte, lægge lejlighederne sammen (og montere altaner), så man fik børnefamilier og gode skatteborgere ind på bekostning af enlige fattigrøve i små lejligheder. Det var sådan set forståeligt, for daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen havde ryggen mod muren.

Den undskyldning havde efterfølgerne ikke:

Så sent som i år har S på Christiansborg sagt nej til at hæve maksimumbeløbet for almene boliger, men fem minutter i katastrofevalg vil regeringen pludselig godt alligevel

Jakob Elkjær

København blev rigere. Samtidig tabte Socialdemokraterne stemmer. I 2005 lancerede Ritt Bjerregaard sit forslag om 5.000 billige boliger til 5.000 kroner. Det store nummer, som alle husker.

Hvad ingen opdagede var, at Socialdemokraterne fortsatte med at tale om billige boliger – også efter Ritt – uden at de blev bygget.

Jeg var pressechef for overborgmester Frank Jensen i København fra 2012 og tre år frem. Vi talte næsten ikke om andet end billige boliger – i medierne. Vi tog med journalisterne rundt og pegede på byggegrunde her, der og ikke mindst i det nye velhaverkvarter i Nordhavn.

Her skulle der være 25 procent almene boliger! Der skulle der være 40 procent! Ingen højere? Frank Jensen var ambitiøs. Der blev sat penge af i kommunens budget. Der blev lavet lokalplaner. I virkelighedens verden faldt planerne sammen som en kold souffle. De almene boliger blev aldrig bygget.

Socialdemokraterne i Folketinget ville ikke hæve maksimumbeløbet for, hvor dyre almene boliger må være at bygge, så planerne forblev luftkasteller, men det varmede at tale følelsesladet om billige boliger, når der var valg.

Brune værtshuse blev til brand-butikker overalt. Sådan har det ikke altid været. I gamle dage kunne arbejderbevægelsen godt bygge alment.

Jakob Elkjær

Og selv om Socialdemokraterne har haft regeringsmagten i ti år i perioden, så har en samlet arbejderbevægelse på Christiansborg, i Københavns Kommune og i boligbevægelsen ikke formået at sikre betalelige boliger til almindelige arbejdere i København.

Det må ellers siges at være et af hovedformålene for arbejderbevægelsen. Men så vigtigt var det så åbenbart heller ikke. S lod den administrative overklasse og spekulanter styre, og de fortsatte med at skifte dårlige skatteborgere ud med gode, bygge dyre lejeboliger og smide store kasser op på Kalvebod Brygge. 

Brune værtshuse blev til brand-butikker overalt. Sådan har det ikke altid været. I gamle dage kunne arbejderbevægelsen godt bygge alment.

I 1980'erne under overborgmester Egon Weidekamp (S) var næsten 70 procent af de nybyggede boliger i København almene. I 1990'erne under Kramer var det næsten 60 procent.

De seneste ti år fra 2014 har det kun været ni procent. I samme periode har hovedparten af de nye boliger været private lejeboliger – og de er hamrende dyre.

Samtidig er prisen på ejerlejligheder og andelsboliger eksploderet. 

Så sent som i år har Socialdemokraterne på Christiansborg sagt nej til at hæve maksimumbeløbet for almene boliger, men NU NU NU – fem minutter i katastrofevalg, vil regeringen pludselig godt alligevel. Tør man tro på det efter alle de tomme løfter? 

Det er heldigvis ikke for sent at redde København fra at blive en gold ørken af kedsommelig administrativ overklasse og turister. De almene boliger udgør stadig 19 procent af boligmassen og er med til at holde priserne nede, så vi ikke nødvendigvis ender som Stockholm eller London. Men det er ved at være sidste chance, hvis der skal være plads til det skæve, det tarvelige, det sjove, det brune og helt almindelige lønmodtagere. 

Jeg kan godt forstå, at de fleste københavnere siger 'MON DOG' til Socialdemokraternes sidste øjebliks løfter og vælger partiet fra ved dette valg. Det gør jeg også selv. 

For jeg ville blive så ked af det, hvis hele byen bliver som Nordhavn, hvor de nye velhavende beboere lejer private vagtværn til at chikanere københavnere, der gerne vil bade. 

For sådan er vi københavnere da ikke, eller er vi?