EL-politikere forsvarer "tåbelig" sprog-vejledning: Det er ikke woke at skabe et godt arbejdsmiljø

Ikke op til den enkelte

Det er, fordi vi ved, at kultur skabes i fællesskab, og at ubevidste normer og vaner kan føre til eksklusion, selv når ingen har onde intentioner. Ansvaret for de rammer skal ikke ligge hos den enkelte medarbejder, men hos dem, der er ansvarlige for organisationen. Og det ansvar skal man selvfølgelig være voksen, når man påtager sig at lede en hel hovedstad.

Er det virkelig et problem, at studentermedhjælperen ikke får stillet spørgsmål, der gør ham skidt tilpas?

Charlotte Lund og Katrine Hassenkam
Medlemmer af Borgerrepræsentationen, EL

Derudover skal man huske på, at årsagen til, at vejledningen i sin tid blev indført, skyldtes, at der var problemer med arbejdsmiljøet i kommunen, også på rådhuset. Mest kendt er sagerne fra borgmesterkontorene, men fastholdelse og medarbejdertrivsel er en udfordring, som vi løbende skal forholde os til.

Her kan en vejledning bidrage positivt.

Og helt ærligt, er det virkelig så stort et problem, at studentermedhjælperen ikke får stillet spørgsmål, der gør ham skidt tilpas, at den fuldmægtige eller SOSU-assistenten med udenlandske rødder ikke nedgøres, eller den homoseksuelle lærers partner omtales retvisende?

For er det ikke bare en god arbejdspladskultur?

Det falder tilsyneladende skribenten og andre kritikere for brystet, at vejledningen fylder 19 sider. Men det gør den jo, fordi den er fyldt med eksempler på medarbejderes oplevelser med nedsættende, stereotypiske og krænkende kommentarer.

Det er ret arrogant at negligere de mange medarbejderes oplevelser og kaste dem under bussen i et korstog mod en såkaldt ”woke agenda.”

Charlotte Lund og Katrine Hassenkam
Medlemmer af Borgerrepræsentationen, EL

For undersøgelser har afdækket, at der fortsat er en del at arbejde med ude på arbejdspladserne for at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor ingen føler sig ekskluderede, udsat for sexisme eller talt ned til.

Vi synes ærligt talt, det er ret arrogant at negligere de mange medarbejderes oplevelser og kaste dem under bussen i et korstog mod en såkaldt ”woke agenda.”

I sidste ende er det at sikre lige muligheder og bekæmpe diskrimination ikke et ideologisk projekt, men en forpligtelse, vi har som samfund. Hvis nogen oplever vejledningen som provokerende, er det måske netop, fordi den udfordrer privilegier og vanetænkning.

Hvorfor er så mange borgerlige politikere og debattører så meget imod at skabe lige deltagelsesmuligheder? Hvorfor gør hensyn tilsyneladende så ondt på jer?