Bliv abonnent
Annonce
Debat

EL-politikere forsvarer "tåbelig" sprog-vejledning: Det er ikke woke at skabe et godt arbejdsmiljø

Hvorfor er så mange borgerlige politikere og debattører så meget imod at skabe lige deltagelsesmuligheder? Hvorfor gør hensyn tilsyneladende så ondt på jer, skriver Charlotte Lund og Katrine Hassenkam.
Hvorfor er så mange borgerlige politikere og debattører så meget imod at skabe lige deltagelsesmuligheder? Hvorfor gør hensyn tilsyneladende så ondt på jer, skriver Charlotte Lund og Katrine Hassenkam.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
31. oktober 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Signe Wolff Ravneberg kritiserer i en kommentar i Altinget 20. oktober Københavns Kommunes vejledning til forebyggelse af sexistisk kultur og adfærd som et udtryk for "wokeisme" og mener, at retningslinjer for, hvordan man skaber et mere inkluderende arbejdsmiljø, er et udtryk for at infantilisere medarbejderne.

Vi kunne ikke være mere uenige.

Vejledningen er derimod et udtryk for en kommune og en Borgerrepræsentation, som har taget problemerne med en sexistisk kultur, også langt ind i egne rækker, alvorligt og handlet på det. Som politikere er vi også arbejdsgivere, og her skal man selvfølgelig sikre et godt arbejdsmiljø, præcis ligesom alle andre arbejdspladser skal det. 

Det er ikke "woke" at tage ansvar for, hvordan vi taler til og agerer over for hinanden. Det er sund ledelse og moderne arbejdskultur. Når kommunen opfordrer medarbejdere til at reflektere over grænser og kommunikation, er det ikke, fordi man tror, folk ikke kan tænke selv.

Læs også

Ikke op til den enkelte

Det er, fordi vi ved, at kultur skabes i fællesskab, og at ubevidste normer og vaner kan føre til eksklusion, selv når ingen har onde intentioner. Ansvaret for de rammer skal ikke ligge hos den enkelte medarbejder, men hos dem, der er ansvarlige for organisationen. Og det ansvar skal man selvfølgelig være voksen, når man påtager sig at lede en hel hovedstad.

Er det virkelig et problem, at studentermedhjælperen ikke får stillet spørgsmål, der gør ham skidt tilpas?

Charlotte Lund og Katrine Hassenkam
Medlemmer af Borgerrepræsentationen, EL

Derudover skal man huske på, at årsagen til, at vejledningen i sin tid blev indført, skyldtes, at der var problemer med arbejdsmiljøet i kommunen, også på rådhuset. Mest kendt er sagerne fra borgmesterkontorene, men fastholdelse og medarbejdertrivsel er en udfordring, som vi løbende skal forholde os til.

Her kan en vejledning bidrage positivt.

Og helt ærligt, er det virkelig så stort et problem, at studentermedhjælperen ikke får stillet spørgsmål, der gør ham skidt tilpas, at den fuldmægtige eller SOSU-assistenten med udenlandske rødder ikke nedgøres, eller den homoseksuelle lærers partner omtales retvisende?

For er det ikke bare en god arbejdspladskultur?

Læs også

Det falder tilsyneladende skribenten og andre kritikere for brystet, at vejledningen fylder 19 sider. Men det gør den jo, fordi den er fyldt med eksempler på medarbejderes oplevelser med nedsættende, stereotypiske og krænkende kommentarer.

Det er ret arrogant at negligere de mange medarbejderes oplevelser og kaste dem under bussen i et korstog mod en såkaldt ”woke agenda.”

Charlotte Lund og Katrine Hassenkam
Medlemmer af Borgerrepræsentationen, EL

For undersøgelser har afdækket, at der fortsat er en del at arbejde med ude på arbejdspladserne for at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor ingen føler sig ekskluderede, udsat for sexisme eller talt ned til.

Vi synes ærligt talt, det er ret arrogant at negligere de mange medarbejderes oplevelser og kaste dem under bussen i et korstog mod en såkaldt ”woke agenda.”

I sidste ende er det at sikre lige muligheder og bekæmpe diskrimination ikke et ideologisk projekt, men en forpligtelse, vi har som samfund. Hvis nogen oplever vejledningen som provokerende, er det måske netop, fordi den udfordrer privilegier og vanetænkning.

Hvorfor er så mange borgerlige politikere og debattører så meget imod at skabe lige deltagelsesmuligheder? Hvorfor gør hensyn tilsyneladende så ondt på jer?

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026