
*Opdateret 28. november klokken 15:10: Ulla Krag kunne ikke finde en kreds, der ville opstille hende, inden tidsfristen fredag klokken 12. Dermed er hun ikke med i kandidatfeltet til at blive ny fagborgmester for Socialdemokratiet.
Seks ud af otte socialdemokrater, der blev valgt til Borgerrepræsentation i Københavns Kommune ved kommunalvalget 18. november, har nu meldt sig på banen som kandidater til den fagborgmesterpost, som Pernille Rosenkrantz-Theil efterlod sig, da hun i lørdags trak sig helt fra dansk politik.
Fredag morgen har socialdemokrat Ulla Krag, der er medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, meldt sit kandidatur til posten som beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i København.
Det meddeler hun i et opslag på Linkedin.
"Vi har brug for at lægge en ny linje og starte på en frisk i København – det kan jeg bære igennem. Jeg kan samarbejde med alle partier – og indgå de nødvendige kompromisser for at få mest mulig af vores politik igennem. Jeg er ikke kontroversiel – og støder ikke grupper af københavnere fra mig," skriver Ulla Krag i opslaget.
Hun skriver dog, at hendes kreds, Nørrebrokredsen, ikke vil indstille hende som borgmesterkandidat, da kredsen allerede peger på Lars Aslan Rasmussen.
"Hermed mit kandidatur til fagborgmesterposten, hvis jeg havde en kreds, som indstillede mig," skriver Ulla Krag.
Dermed er Ulla Krag ikke formelt indstillet til posten, før hun har fundet en kreds, der vil bakke op om hendes kandidatur.
Ulla Krag blev ved kommunalvalget 18. november valgt ind i Borgerrepræsentationen med 789 personlige stemmer.
Udover Ulla Krag og Lars Aslan har Mette Reissmann, Yildiz Akdogan, Andreas Keil og Laura Rosenvinge meldt deres kandidatur.
Fristen for at melde sit kandidatur til borgmesterposten udløber fredag klokken 12.00.
























