Hæstorp efter socialdemokratisk budgetforlis: Det handler ikke om mig som overborgmester

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen varsler selvransagelse i den socialdemokratiske gruppe, i kølvandet på at partiet for første gang i mere end 100 år står uden for en københavnsk budgetaftale. 

Sophie Hæstorp har i år ledet de københavnske budgetforhandlinger for første gang. 
Sophie Hæstorp har i år ledet de københavnske budgetforhandlinger for første gang. Foto: Philip Davali / Scanpix
Søren DahlFrederik Gjersen HansenCindy Shummontien Green

Der er lagt op til "eftertanke" og "selvransagelse" i den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus.

Sådan lyder meldingen fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, i kølvandet på, at Socialdemokratiet for første gang i umindelige tider står uden indflydelse på en københavnsk budgetaftale. 

Hun erklærer sig dog også overrasket over, at Enhedslisten valgte at lukke en budgetaftale med rådhusets borgerlige partier, der blandt andet indeholder en skattelettelse på 0,1 procent, som koster kommunen et trecifret millionbeløb over de næste fire år.  

"Enhedslisten kunne have fået en bedre aftale med Socialdemokratiet og SF. Vi var klar til at lave et forlig med ambitiøs klimapolitik, og et løft af velfærden i København," siger Sophie Hæstorp. 

"I stedet bruger vi nu midler på skattelettelser, der kunne være brugt til en bedre indsats til de københavnere, der står udenfor arbejdsmarkedet, og til at sikre, at vi fremtiden kunne bygge flere almene boliger," tilføjer hun. 

"Overdreven" og "dårlig" forhandlingstaktik

Ifølge socialborgmester Karina Vestergård, der ledede forhandlingerne for Enhedslisten, valgte partiet at lave en aftale med partier som Venstre, Radikale, Konservative og Nye Borgerlige, fordi det var de partier, der "ville mest på klima og velfærd". 

"Vi var jo ikke færdige, da Enhedslisten meddelte, at de ville gå ned til Ole Birk Olesen hos Liberal Alliance for at drøfte skattelettelser. Det kom meget bag på mig,"

Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester (S)

Liberal Alliances Ole Birk Olesen lagde på pressemødet vægt på, at Socialdemokratiet ved forhandlingernes start havde lagt beslag på "størstedelen af de midler", der var i spil ved forhandlingsbordet, på trods af, at partiet kun sidder på 10 ud af 55 mandater i Borgerrepræsentationen. 

"Det var vi en gruppe partier, der mente, at det ikke kunne passe. Derfor er den her aftale også et resultat af overdreven og dårlig forhandlingstaktik fra Socialdemokratiets side. Det må de så slås med efterfølgende," lød det fra Ole Birk Olesen. 

Hæstorp: Gik efter bred aftale 

Sophie Hæstorp mener, at det er svært at pege på en entydig årsag til, at Socialdemokratiet nu står uden indflydelse på fredagens aftale. 

Hun forklarer, at hun gik til forhandlingerne med ønsket om at lave en bred budgetaftale. 

"Det gjorde jeg, for jeg tror, at det er det bedste for København og københavnerne. Vi havde nået rigtig mange store ting både i forhold til velfærd og til at tage de første skridt på klima, men vi var jo ikke færdige, da Enhedslisten meddelte, at de ville gå ned til Ole Birk Olesen hos Liberal Alliance for at drøfte skattelettelser. Det kom meget bag på mig, siger Sophie Hæstorp Andersen. 

Hvad er så gået galt? Handler det om dig som overborgmester? 

"Det tror jeg faktisk ikke, det gør. Det er muligt, at der er alle mulige magtspil, der kører både på rådhuset og udenfor op mod et folketingsvalg. Vi har indgået brede aftaler her i det seneste halve års tid, og vi kommer også til at gøre det fremadrettet, så jeg oplever det som om, at det er politik først og fremmest, understreger overborgmesteren. 

Læs også

Når man taler med de partier, der er med i aftalen, så er deres udlægning, at i har overspillet jeres hånd i forhold til, at Socialdemokratiet kun sidder på 10 ud af 55 mandater i Borgerrepræsentationen. Altså at de krav i er kommet med, ikke afspejler jeres størrelse. Hvordan ser du på det? 

"Jeg kan jo ikke udtale mig om, hvad der foregik i forhandlingerne. Jeg kan bare konstatere, at vi jo ikke var færdige med at lave en aftale, og hos Socialdemokratiet og SF kunne Enhedslisten have fået en bedre aftale med fokus på velfærd og klima," konstaterer Sophie Hæstorp.  

Kan du troværdigt sætte dig selv for enden af forhandlingsbordet som overborgmester, når der skal forhandles budget til næste år?

"Selvfølgelig kan jeg det. Det er jo mig som overborgmester, der er chef for økonomiforvaltningen, og derfor vil jeg også håndtere det kommende budget fair og rimeligt. Jeg vil gøre alt for at indgå i samtaler og forhandlinger også omkring udmøntningen af det, så det sker af respekt for det flertal, der har tegnet sig udenom os," siger Sophie Hæstorp Andersen. 

Socialdemokratisk selvransagelse

Sophie Hæstorp understreger, at hun "ikke bærer over nag" til de partier, der sat Socialdemokratiet udenfor døren i årets budgetforhandlinger. 

"Så ville der hænge store sorte skyer over alle rådhuse i Danmark og på Christiansborg. Så det er bare om at komme i gang igen," siger hun. 

Fører det her udfald også til selvransagelse i forhold til, hvordan Socialdemokratiet fremover skal gå til budgetforhandlinger på Københavns Rådhus?

"Selvfølgelig gør det da det. Men det fører lige i så høj grad til en revurdering af den måde, vi opfatter Enhedslisten på, når vi se kan se, at de er villige til at forlade et forhandlingsrum med os for lave en aftale om skattelettelser med Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance," understreger Sophie Hæstorp Andersen. 

"Altså, det er da en hel ny retning for København, at det største parti på rådhuset er villige til at gøre det. Særligt et parti som om nogen har været imod skattelettelser hidtil,". 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00