Historiestuderende: Lars Bojes kollaps er del af en europæisk tendens

Højt at flyve, dybt at falde

NSC stormede ind i det nederlandske parlament i 2023 med 20 mandater og indgik efter valget i regering. Herefter meldte hverdagen sig.

Interne konflikter, blandt andet om migration og krigen i Gaza, svækkede partiet, lige så meget som det svækkede regeringen. Omtzigt forlod politik i foråret 2025, og ved valget senere samme år kollapsede NSC til 0,38 procent af stemmerne.

BSW oplevede et hurtigt regionalt gennembrud, men fik aldrig nationalt fodfæste. Efter det snævre nederlag ved valget til Forbundsdagen fulgte interne magtkampe, særligt mellem Sahra Wagenknecht og regionale ledere som Thüringens finansminister Katja Wolf.

Når et parti er centreret omkring én person, mangler det ofte organisatorisk dybde, intern pluralisme og robuste beslutningsprocesser.

Asger Stavsholm Tonsberg
Historiestuderende, Aarhus Universitet

Konflikterne kulminerede i et opgør, hvor Wagenknecht selv tabte indflydelse, og kort efter trak Wagenknecht sig fra ledelsen. I begyndelsen af 2026 blev partiet smidt ud af regeringen i Brandenburg. Siden er opbakningen i meningsmålingerne faldet markant til omkring tre procent.

Borgernes Parti fulgte en lignende udvikling om end på en mindre skala. Efter et spinkelt gennembrud ved folketingsvalget i marts 2026 begyndte partiet hurtigt at falde fra hinanden. Tre ud af fire folketingsmedlemmer forlod partiet inden for få uger, og tilbage står Lars Boje Mathiesen med et stærkt svækket projekt.

Ikke bare en frontfigur

Men hvad har disse partier så tilfælles? Og hvad kan vi lære af det?

For det første er de alle sammen bygget op omkring én person. Ikke bare som frontfigur, men som selve projektets eksistensberettigelse. Omtzigt, Wagenknecht og Boje Mathiesen er ikke blot ledere – de er partiet. Det giver en enorm styrke i opstartsfasen. Vælgerne ved præcis, hvad de får: en tydelig stemme, en klar profil og ofte et opgør med "det etablerede".

Men den samme styrke bliver hurtigt en svaghed.

Når et parti er centreret omkring én person, mangler det ofte organisatorisk dybde, intern pluralisme og robuste beslutningsprocesser. Uenighed bliver ikke håndteret – den bliver personlig.

Det så vi i BSW, hvor politiske uenigheder blev til personlige magtkampe mellem Wagenknecht og regionale magthavere som for eksempel Katja Wolf. Det så vi i BP, hvor partiet reelt kollapsede, så snart interne relationer brød sammen. Og det så vi i NSC, hvor regeringsansvaret blotlagde, at bevægelsen ikke havde et stabilt fundament.

Bristede illusioner

For det andet opstår disse partier ofte som protestprojekter – ikke som regeringsprojekter.

De lever af utilfredshed: med gamle partier, med kompromiser, med "systemet". Men når de selv bliver en del af systemet, ændrer spillereglerne sig. Politik bliver ikke længere et spørgsmål om at kritisere – men om at prioritere, forhandle og tage ansvar.

Det er her, at illusionen brister. For vælgerne opdager, at "det nye" ikke nødvendigvis er bedre – bare anderledes.

Det her er ikke blot en række enkeltstående fiaskoer. Det er et symptom på en bredere udvikling i europæisk politik.

Asger Stavsholm Tonsberg
Historiestuderende, Aarhus Universitet

For det tredje er deres vælgergrundlag ekstremt flygtigt. Den opbakning, der løfter dem frem, er sjældent dybt forankret. Den er ofte situationsbestemt, drevet af stemning snarere end loyalitet. Derfor kan de stige hurtigt – men også falde endnu hurtigere.

NSC's kollaps fra omkring 30 procent i meningsmålingerne til under én procent på under to år er ikke en undtagelse, men et ekstremt eksempel på en generel tendens.

Lettere end nogensinde 

Det her er ikke blot en række enkeltstående fiaskoer. Det er et symptom på en bredere udvikling i europæisk politik. Når politik i stigende grad organiseres omkring personer frem for partier, bliver det også lettere at løbe fra ansvar.

Den politiker, der i går indgik et tværpolitisk forlig, kan i morgen bryde ud, danne sit eget parti og positionere sig i opposition til det, vedkommende selv var med til at beslutte.

Hvis den tendens fortsætter, risikerer det at underminere en af de mest grundlæggende forudsætninger for stabile repræsentative demokratier: tilliden til, at indgåede aftaler også gælder i morgen. Det er ikke kun et problem for de nye partier – det er et problem for den politiske kultur som helhed.

Det er blevet lettere end nogensinde før at skabe et politisk gennembrud – men det betyder på ingen måde, at det er lettere end nogensinde at opbygge et politisk projekt, der kan overleve hverdagen.