Mindeord om filminstruktør Nils Vest (81) af Jon Bang Carlsen

Når man kommer i en vis alder, begynder dem, man har levet livet med, at falde bort.

Det er naturligt, generationerne har deres efterår, men rammer altid hårdt, når man virkelig holder af dem, som nu ikke er her længere, og som oven i købet var en del af det samme maleri, som man selv er en del af, for hvem kan lide, at det maleri, man er en del af, falmer?

21. august døde et stærkt penselstrøg i dette maleri. Nils Vest, far, husbond, begavet filmmager og fotograf.

Jeg havde det privilegium at kende ham det meste af hans voksenliv. Nils’ farfar var hofmarshal og havde ifølge Nils en stærk lighed med mig. Det forbandt os, fordi det at se systemets mand, hans elskede farfar, spejlet i den rebelske kammerat, der som ham selv i starten boede uden strøm eller vand i et granatdepot på Dyssen i Fristaden Christiania, symboliserede det smukke dialektiske element, som var så stærkt og brugbart i Nils’ liv.

Drengen fra det bedre borgerskab, der gik til dans med dronning Margrethe, ingeniøren, som kunne have tilbragt sit liv i den privilegerede klasse, han blev født ind i, men fra helt tidligt i sit liv fulgte sin egen vej, som endte ude i Den Grønne Lade på Christiania sammen med sin elskede Britta og deres to drenge, William og Valdemar, som nu er voksne mænd med egne børn.

Jeg mødte Nils i teatergruppen Solvognen på den gamle kaserne på Christianshavn, som blev invaderet af legebørn fra alle mulige samfundslag, der nægtede at blive voksne på det bestående samfunds præmisser. Og det var forunderligt at se, hvordan hans dannelse, hans store viden og hans politiske engagement for de svage i samfundet skabte en stærk og frugtbar linje i vores fælles maleri, som alle vi andre, flagrende sommerfuglesjæle kunne hvile vores spinkle drømmefødder på.

Jeg så tit Nils, som ellers var en flot fyr, som Cyrano de Bergerac, det vidende, velformulerede, ansvarsfulde og hårdtarbejdende menneske midt i vores totale, men til tider vidunderlige kaos, som kunne formulere de smukke, ofte bundforvirrede drømme, vi drømte og stadig drømmer, og gøre drømmene til en del af hverdagene.

Det er en sjælden kunst, de færreste lykkes med, måske den vigtigste kunst, og det gjorde Nils unik i den tid, som blev hans.