Ny klimaplan er blevet en stedfortræderkrig i Enhedslistens og Socialdemokratiets slag om København

Frygten for en ny klimafiasko 

For det første er de ledende skikkelser i det københavnske socialdemokrati, der også tæller spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil, ifølge centralt placerede kilder godt og grundigt frustrerede over Barfod og hendes forvaltnings arbejde med klimaplanen. 

Opfattelsen er, at Teknik- og Miljøforvaltningens tiltag er langt mere vidtgående og indgribende i borgernes hverdag end det opdrag, som resten af rådhuset har givet dem. 

Frygten er, at klimaplanen bliver en gentagelse af de kuldsejlede ambitioner om at gøre København klimaneutral i 2025. 

Den plan annoncerede Frank Jensen på et storstilet pressemøde i 2012. Ti år senere måtte en anden socialdemokratisk overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, lægge den i graven, da drømmen om at fange CO2 på Amager Bakke viste sig umulig at indfri.

I Socialdemokratiet vil man gå langt for at undgå, at 2035-målet ender som en lignende flov sag.

Det trængte magtparti har heller intet behov for at stå last og brast med Enhedslisten om en klimaplan, der i socialdemokratisk optik ender som en paraderække af upopulære forslag til, hvordan københavnerne indretter deres liv til klimaets bedste.

Forslag, som rådhusets borgerlige partier, herunder særligt børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, vil kunne bruge som særdeles skarp politisk ammunition i en kommende kommunalvalgkamp. 

Forsøg på isolation 

Det er ikke svært at se, hvordan Socialdemokratiet har udset klimaplanen som det perfekte middel til at isolere teknik- og miljøborgmester Barfod og hendes parti, der truer gevaldigt med at løbe med overborgmesterposten efter et kommende valg.  

Men for det første er det en vanskelig opgave at føre kampagne mod en ambitiøs klimapolitik i en kommune, hvor klimaet ved seneste kommunalvalg var vælgernes vigtigste dagsorden, og hvor partier som SF og Alternativet står klar til at samle socialdemokratiske afhoppere op. 

For det andet er det en vanskelig opgave at sælge sin modstand mod klimaplanen som andet end politisk drilleri. 

Godt nok gør kilder i S i dag en dyd ud af at fremhæve, at de hele tiden har været skeptiske over for planen om at reducere københavnernes CO2-aftryk.  

Men dengang planen blev vedtaget, var den tidligere overborgmester Sophie Hæstorp ikke i tvivl om, at det er en opgave for rådhuset at ”tage ansvar for de udledninger, som københavnerne bidrager til uden for kommunegrænsen”, som hun skrev i et debatindlæg i Altinget, hvor hun kaldte den nye klimaplan for et ”paradigmeskifte”. 

En stedfortræderkrig 

Set fra Barfods stol er Socialdemokratiet i gang med at trække i land på en plan, de udmærket godt vidste ville blive kontroversiel, da de stemte for den. Det ændrer dog ikke på, at teknik- og miljøborgmesteren er i reel risiko for at komme til at stå alene med sit politiske prestigeprojekt.  

Der er udbrudt stedfortræderkrig mellem Københavns store partier før efterårets kommunalvalgkamp endnu er gået i gang. 

Socialdemokratiet har øjnet en chance for at isolere Enhedslisten på rådhuset. Skal det lykkes, er de dog nødt til at overbevise københavnerne om, at Barfods klimapolitik er gået for vidt. 

Og at der er mere end politisk opportunisme bag ideen om at snigløbe en klimaplan, de selv går ind for.