R-kandidat i København: 95 kvadratmeter-reglen er en katastrofe

95 kvadratmeter-reglen er den til dato mest skadelige regel, København nogensinde har været underlagt. Det er i skala det tætteste, vi i Danmark kommer på Venezuelas planøkonomiske mareridt, hvor statslig styring før har gjort supermarkeds-hylderne tomme. Hvor udbud simpelthen ikke passer til efterspørgsel.

Da reglen blev indført 2005, foreskrev den, at 75 procent af nybyggede boliger i et område skal være gennemsnitligt 95 kvadratmeter. Sigtet var at holde på de indkomst-stærke børnefamilier. I 2005 havde befolkningstilvæksten i årevis ellers været positiv. Reglen var allerede dengang udtryk for en formålsløs ekspansionistisk tanke, som siden førte til en politik, der ramte de laveste indkomster hårdest. På en rød vagt endda.

Som en tidligere kollega af mine i byggebranchen, hvor jeg har arbejdet to år, sagde til mig: 95 kvadratmeter-reglen skaber et totalt mismatch mellem udbud og behov.

Sværere ved at finde og betale for en bolig
Vi bliver flere singler og ældre i fremtiden, og derfor bliver presset på de små boliger bare større, ifølge Boligøkonomisk Videnscenter. Og set i det lys har byggeriet af de mange palads-lejligheder været en enormt dårlig idé.

Man kunne ikke have designet en dårligere boligpolitik for børnefamilierne, som reglen faktisk skulle gavne. Over halvdelen af børnefamilierne bor nemlig i lejligheder, der er under 95 kvadratmeter, som nu blot er blevet dyrere.

Emil Sloth Andersen
Kandidat til borgerrepræsentationen, Radikale, Københavns Kommune

Ifølge Cepos gælder det, at næsten hver anden af boligerne, der blev bygget i Københavns Kommune efter man indførte 95 kvadratmeter-reglen, blev boliger, der er større end 100 kvadratmeter. Før man havde reglen, var det kun hver tiende nye bolig, der var større end 100 kvadratmeter.

På mindre end 20 år, er andelen af lejligheder i København større end 100 kvadratmeter steget fra hver ottende til hver femte lejlighed. Til sammenligning har man set, at den procentvise andel af boliger i Aarhus over 100 kvadratmeter har været dalende.

Samtidig er de små boliger på under 60 kvadratmeter steget voldsomt mere i pris end de store lejligheder. Bundlinjen er altså, at den enlige SOSU-assistent ikke bare får sværere ved at finde en bolig. Hun får også sværere ved at betale for den.

Stop det venezuelanske eksperiment
Man kunne heller ikke have designet en dårligere boligpolitik for børnefamilierne, som reglen faktisk skulle gavne. Over halvdelen af børnefamilierne bor nemlig i lejligheder, der er under 95 kvadratmeter, som nu blot er blevet dyrere.

Reglen er kort sagt den væsentligste forklaring bag, at så mange borgere føler, at deres egen by ikke favner dem på boligmarkedet. Havde den ikke været der, kunne vi nemmere få bygget små boliger i et tempo, så vi kunne møde behovet.

Og derfor burde vi øjeblikkeligt afskaffe 95 kvadratmeter-reglen fuldstændigt. Reglen er løbende blevet ændret, sådan at 50 procent af byggeriet i et område nu skal være 95 kvadratmeter i gennemsnit. Men skaden er i høj grad sket, og det ville gøre en meget stor forskel, hvis vi stoppede reguleringen af boligstørrelser helt.

Lad os tage et teoretisk eksempel, hvor 50 procent af lejlighederne bygges i en størrelse på 47 kvadratmeter, og hvor de resterende 50 procent af lejlighederne altså skal være 95 kvadratmeter i gennemsnit. Hvis man lavede regelsættet om, så de sidste 50 procent af boligerne i stedet også kunne være 47 kvadratmeter i gennemsnit, ja så kan vi fordoble det totale antal af nybyggede små boliger i et nyt område. Dermed kan markedet også kompensere for dén overbebyggelse af store boliger, som vi har set siden 95 kvadratmeter-reglens indførelse.

Det kan gøre en verden til forskel for København. Lad os nu stoppe dette venezuelanske eksperiment, som skaber et totalt mis-match mellem boligudbuddet og vores behov.