S og R på Frederiksberg: Velfærd, grøn omstilling og ordentlighed kræver et nyt og ydmygt flertal på rådhuset

Lone Loklindt
1. viceborgmester (Radikale) Frederiksberg, rådmand Formand for By- og Erhvervsstrategisk udvalg, rådmand (medlem af økonomiudvalget, medlem af Kulturudvalget), formand for Erhvervsrådet, formand for Frederiksberg Forsyning, medlem af KL’s bestyrelse og formandskab, formand for Kultur, Erhverv, og Samfundssikkerhedsudvalget i KL, afgående bestyrelsesmedlem, Danva, forperson i Nyt Europa
Michael Vindfeldt
Borgmester (S), Frederiksberg Kommune
På tirsdag går vælgerne til valg igen og i de seneste måneder og uger har vi politikere og kandidater været rundt i byen for at tale med så mange af jer som muligt. Vi har lyttet til jeres tanker, forslag, bekymringer og håb. Og det er, hvad politik handler om. Forstå de problemer der opstår omkring os i menneskers hverdag og så løse dem.
Vi elsker Frederiksberg, for vores by er det skønneste sted at bo og leve. Men vores by står også overfor nogle udfordringer. Dem skal vi turde tale ærligt om. Vores velfærd og folkeskole har brug for et markant løft, og vi skal sikre billige og betalige boliger på Frederiksberg, så vores by i fremtiden ikke kun er for de rige og ressourcestærke.
Og så skal vi sætte klimaet først, så vi rykker Frederiksberg Kommune helt frem i den grønne omstilling. Derfor er vi, Socialdemokratiet og Radikale gået sammen om at skabe et nyt grønt flertal på Frederiksberg, sammen med den grønne koalition, der udover os består af bl.a. Alternativet, SF og Enhedslisten.
Frederiksberg skal være Danmarks grønneste kommune
Den grønne omstilling af vores samfund og hverdag er vores tids allerstørste politiske opgave, og det skal også afspejle sig på Frederiksberg Rådhus.
Frederiksberg Kommune er en af landets absolut rigeste og det forpligter os til at handle imod klimakrisen.
Det er os, der har overskuddet til og muligheden for at vise vejen i den grønne omstilling.
Det er simpelthen for fattigt, at så rig en kommune som vores ikke formår at skabe de bedste rammer om ungdommen.
Lone Loklindt (R) og Michael Vindfeldt (S)
Borgmesterkandidater på Frederiksberg
Som den tættestbebyggede kommune har vi et enestående potentiale. Hvis vi vil, så kan vi gøre Frederiksberg til Danmarks grønneste kommune, hvor vi tester nye grønne teknologier, styrker biodiversiteten i byen og skaber bedre rammer for cyklisme og andre grønne transportformer.
En folkeskole der løfter alle
Fremtiden er vores børn. Vi har ikke guld i undergrunden, men vi har guld i form af vores børn og unge.
Vi lever af kloge hoveder og kloge hænder og vores folkeskole er på mange måder vores samfunds absolut vigtigste institution. Derfor kan vi heller ikke acceptere, at skoler på Frederiksberg er så misvedligeholdt, at det regner ind af tagene eller at klasselokaler proppes til randen med 25, 26 og 27 elever.
Vi vil investere i folkeskolen. Lægge et loft over antallet af elever i hver klasse, så der er max 24 elever klasserne. For vi har brug for at skabe bedre tid til den enkelte elevs trivsel og faglighed. Det er simpelthen for fattigt, at så rig en kommune som vores ikke formår at skabe de bedste rammer om ungdommen og fremtidens generationer.
Tid til åbenhed og ordentlighed
Vi elsker alle vores by. Frederiksberg er et vidunderligt åndehul, og det er vores fælles ansvar at passe på den by vi holder af. Men vi skal blive ved med at forbedre Frederiksberg, og derfor er der brug for et nyt grønt flertal på Frederiksberg Rådhus, som har modet til løse de fælles udfordringer, vi står overfor.
Frederiksberg Kommune er en af landets absolut rigeste og det forpligter os til at handle imod klimakrisen.
Lone Loklindt (R) og Michael Vindfeldt (S)
Borgmesterkandidater på Frederiksberg
112 års styre er sjældent godt for demokratiet, og gangene på rådhuset er sandet til. I den indeværende valgperiode har vi også set en række sager, der aldrig burde forekomme på Frederiksberg og som tydeligt understreger, at det konservative kompas er gået i stykker.
Men det skal ikke hindre, at vi fortsat passer på og udvikler vores skønne by. Derfor er Socialdemokratiet og Radikale gået sammen om at skabe et nyt flertal, så vi kan få åbnet rådhusets beslutningsprocesser, genaktiveret lokaldemokratiet og retableret det brede samarbejde i kommunalbestyrelsen om de afgørende beslutninger.
Hvis du som os elsker Frederiksberg, så kan du trygt stemme på os. Vi er en bred grøn koalition hen over den politiske midte, der vil styrke vores velfærd, den grønne omstilling og bringe ordentligheden tilbage i kommunalbestyrelsens ledelse af Frederiksberg Kommune. Passe godt på Frederiksberg, men også have blik for fremtiden. Og turde tænke nyt.
Artiklen var skrevet af

Lone Loklindt
1. viceborgmester (Radikale) Frederiksberg, rådmand Formand for By- og Erhvervsstrategisk udvalg, rådmand (medlem af økonomiudvalget, medlem af Kulturudvalget), formand for Erhvervsrådet, formand for Frederiksberg Forsyning, medlem af KL’s bestyrelse og formandskab, formand for Kultur, Erhverv, og Samfundssikkerhedsudvalget i KL, afgående bestyrelsesmedlem, Danva, forperson i Nyt Europa

Michael Vindfeldt
Borgmester (S), Frederiksberg Kommune
Indsigt

Carl Valentin spørger Magnus HeunickeEr det rimeligt, at borgerne på Amager og Christianshavn oplever lugtgener?
Mette Thiesen spørger Magnus HeunickeHvilke kriterier ligger der til grund for tildeling af statslig støtte til LGBT+ Danmark?Besvaret
Udvalget spørger Thomas DanielsenHvordan opgøres den samlede månedlige mængde fortrængningsvand fra Lynetteholmen?Besvaret
- B 19 At nedbringe støj- og partikelforurening i og omkring Københavns Lufthavn (Transportministeriet)2. behandling
- B 53 Ret til gradvis opstart efter en stresssygemelding (Beskæftigelsesministeriet)1. behandling
- L 56 Lov om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup (Transportministeriet)Vedtaget
- Ældre nægtes æg, kaffe og chokolade på københavnske plejehjem
- Fravalgt V-profil så ikke nedsablingen i København komme: "Jeg tog det overhovedet ikke seriøst"
- Sikandar Siddique: Muslimer og minoriteter er selv skyld i endnu et tabt valg
- Forsker anklager rapport om bustiltag for at male et skønmaleri: "Det er noget fusk"
- Lokalpolitikere: Systemet møder vores udsatte med kold og arrogant volapyk
















