Bliv abonnent
Annonce

Så landede Løhde sin store sundhedsreform: "Vi investerer massivt"

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
15. november 2024 kl. 11.25

Region Hovedstaden og Region Sjælland fusionerer, der kommer 17 nye sundhedsråd og flere læger skal de kommende år arbejde uden for sygehusene og de store byer.

Det står klart, efter et bredt flertal i Folketinget fredag præsenterede den største sundhedsreform i 20 år. 

"Det er en dag, jeg har set frem til, siden jeg tiltrådte," sagde sundhedsminister Sophie Løhde (V) på pressemødet, hvor hun betegnede aftalen som "historisk".

Udover de tre regeringspartier er SF, Radikale, Konservative og Danmarksdemokraterne med i reformen, hvis fineste opgave bliver at ruste sundhedsvæsenet til en fremtid med langt flere syge ældre – særligt dem, der bor langt fra de store byer og sygehuse.

"Målet med sundhedsreformen er klart. Sundhedsvæsenet skal rykkes tættere på borgerne, uden at vi sætter de sidste 20 års store og vigtige resultater over styr," sagde sundhedsministeren.

"Vi står i en situation, hvor der er flest syge der, hvor der er færrest læger. Hvor flere og flere mennesker lever med en eller flere kroniske sygdomme, og hvor behovet for pleje og behandling kommer til at stige."

Læs også

Milliarder til nye sundhedsråd

Problemerne med, at alt for mange borgere indlægges, fordi de ikke i tide har fået tilbudt den rette pleje og behandling, skal løses med reformens store nyskabelse: nemlig de 17 nye sundhedsråd. 

Her skal regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere sammen bygge det nære sundhedsvæsen op uden for sygehusene. Og de skal ifølge regeringen sammen sikre, at patienterne oplever sygehuse, kommuner og praktiserende læger som et system, der tager hånd om dem.

Til det får sundhedsrådene tilført pengebeløb i milliardklassen. 

"Vi investerer massivt, og vi giver sundhedsrådene beslutningskompetence og egen økonomi til at udvikle nye sundhedstilbud, og vi tager også politisk ansvaret på os og siger, at der, hvor der er flest syge, der skal der også være flere penge, end de steder der er færrest syge," sagde Sophie Løhde.

Lægeloft på universitetshospitalerne

Udover fusionen af regionerne etablerer regeringen kronikerpakker, ligesom man vil sikre, der kommer flere læger ud til landområderne. 

Staten skal i højere grad styre fordelingen af landets praktiserende læger, så de i langt højere grad er til stede, der hvor befolkningen er mest syg. Det betyder også, at det offentlige får mere styring med, hvad de praktiserende læger skal løse af opgaver.

"Vi giver almen praksis en stærkere rolle," sagde Sophie Løhde, der beskrev den del af aftalen som "en reform i reformen".

Ifølge regeringen skal der være mindst 5.000 praktiserende læger i Danmark, sagde sundhedsministeren. Det er 1.500 flere end i dag.

Det mål vil regeringen blandt andet nå ved at indføre et loft på antallet af læger på universitetshospitalerne.

"Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at der er næsten 50 procent flere speciallæger per indbygger i Region Hovedstaden i forhold til Region Sjælland, selvom Region Sjælland vel og mærke er den region, hvor der er flest syge og som har det største behandlingsbehov," sagde ministeren. 

Du kan læse Altingets nedslag i den nye sundhedsaftale her, og du kan læse hele den officielle tekst her.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026