Socialborgmester: Ingen unge bliver voksne den dag, de fylder 18 år – derfor bør ungestøtten være en rettighed

Første gang vi hørte den sang, var under den forrige regering i maj 2021, da aftalen Børnene Først blev indgået. Og siden har vi intet hørt.

Ungestøtte er den støtte, som kommunerne kan give tidligere anbragte unge eller unge, som har haft en kontaktperson, så de får hjælp, støtte og en god overgang til voksenlivet.

Det kan være i form af, at den unge fortsætter med at have en kontaktperson i kommunen og stadig kan få rådgivning og hjælp i forhold til bolig, uddannelse eller job efter, at de er fyldt 18 år.

På egne ben som 18-årig

Det afgørende ord i den sammenhæng er "kan". For som det er i dag, er ungestøtten ikke en rettighed eller et retskrav for sårbare unge, hvor kommunerne også sikres økonomien til at hjælpe alle tidligere anbragte unge godt videre.

For den dag anbragte unge fylder 18 år, risikerer de, hvis de mister ungestøtten, at stå helt alene.

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester, København

Alt for mange unge bliver ikke tildelt ungestøtte i dag. Tal fra Vive viser, at der i perioden fra 2010 til 2020 var omkring 50.000 unge mellem 19 og 23 år, som var i målgruppen for at få ungestøtte.

Men kun halvdelen slap gennem nåleøjet. Det billede ser vi også i Københavns Kommune.

Det er vanvittig trist, for det efterlader alt for mange sårbare unge i et ubarmhjertigt vakuum og i en uvished om fremtiden. Den dag anbragte unge fylder 18 år, risikerer de, hvis de mister ungestøtten, at stå helt alene.

Det er den barske virkelighed, selvom vi godt ved, at ingen unge fra den ene dag til den anden bliver voksne den dag, de fylder 18 år. Faktisk bor de fleste unge i dagens Danmark hos deres forældre, til de er i gennemsnit 21 år.

Hvis man som ung vokser op i en familie med forældre, bedsteforældre og en stor vennekreds, har man ofte et væld af mennesker omkring sig, som gladeligt hjælper den unge med at finde sin plads i voksenlivet.

De står klar til at slæbe flyttekasserne, når Kristian eller Sofie har fået nøglerne til forældrekøbet, en lejelejlighed eller en almen bolig, og de hjælper med at udfylde skemaerne, der baner vejen til at få en plads på drømmeuddannelsen.

For en del ruller der også et lille studiebidrag ind på bankkontoen hver måned – og regningen til de dyre studiebøger bliver sendt til mor og far.

Regeringens nølen koster

Den slags netværk har de færreste tidligere anbragte unge. Og uden ungestøtten bliver de overladt til sig selv.

De har ingen, der hjælper med at blive skrevet op til en bolig eller til at hjælpe dem med at holde styr på økonomien – der er ingen til at hjælpe dem med at blive voksen.

Derfor er forskning i forholdene for anbragte unge også ubarmhjertigt utvetydig.

Hvis alle unge skal have de samme muligheder for og ret til en god start på voksenlivet, så skal ungestøtten ikke være en mulighed, men en rettighed.

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester, København

Anbragte unge er i risiko for at få en langt sværere start på voksenlivet end ikke-anbragte jævnaldrende.

Sårbare unge er fem gange oftere på kontanthjælp, de er også fem gange oftere at finde i et retslokale, hvor de får en dom.

Og de er syv gange oftere i behandling for brug af rusmidler end andre unge.

Hvis alle unge skal have de samme muligheder for og ret til en god start på voksenlivet, så skal ungestøtten ikke være en mulighed, men en rettighed.

Samtidig er det også helt afgørende, at ungestøtten ikke stopper, når den unge fylder 23, som det er tilfældet i dag, men som minimum bliver ved til og med det 25. år, hvis de unge har brug for det.

Regeringens lovede reform af ungestøtten venter tilsyneladende ikke lige rundt om hjørnet.

Derfor er vi i Københavns Kommune nu gået sammen med Børnehjælpsdagen om et pilotprojekt, hvor unge anbragte bliver tilbudt forløb, der styrker troen på deres egne evner, sociale kompetencer, trivsel og parathed til uddannelse eller job. Alt sammen noget, der skal bidrage til at gøre overgangen til voksenlivet nemmere.

Men hvis vi skal hjælpe alle de sårbare unge, som har brug for hjælp og støtte, så kræver det, at melodien får en anden lyd på Christiansborg og i ministerkontorerne.

For mens regeringen nøler, er det de anbragte børn og unge, der betaler prisen, og det kan vi ikke være bekendt.