Debat

Torsdag vil Konservative frede Palads: Et kulturelt fyrtårn trumfer erhvervsinteresser

Palads rummer et kæmpe potentiale til at (for)blive byens kulturelle fyrtårn. Vi vil dog gerne gå dialogens vej med Nordisk Film og tale udvikling, så længe præmissen er, at selve bygningen bliver bevaret, skriver Karina Soon Bergmann (K).

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Karina Soon Bergmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Konservativ kulturpolitik handler om at værne om vores kulturbærende institutioner. Det er institutioner, der rummer en særlig historie og kulturarv, som vi ønsker at bære videre.

Sådan en institution er Palads på Axeltorv 9 i København blevet.

Kan man forestille sig vores by uden denne farverige, folkelige og yderst favnende biografbygning, der har haft til huse på adressen i mere end 100 år? Jeg kan ikke. Og det kan mere end 10.000 borgere, der har skrevet under på, at Palads skal bevares, heller ikke.

Palads er allerede erklæret bevaringsværdig i den nuværende kommuneplan, men for at sikre, at bygningen reelt bliver bevaret, som den er, vil jeg sammen med Troels Chr. Jakobsen fra Alternativet stille et forslag i Borgerrepræsentationen torsdag aften om en bevarende lokalplan.

Hvad der stadig udestår er: Hvad vil Enhedslisten, der sidder tungt på mange mandater og teknik- og miljøborgmesterposten?

Karina Soon Bergmann (K)

Byens sjæl – eller hvad?

Vi konservative ønsker en byudvikling med respekt for byens sjæl og ånd.

Sammen med Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stillede vi 15. december 2022 forslag om at erklære 50 bygninger, der udgør favoritfeltet i Københavns Kommunes kampagne Byens Sjæl, for bevaringsværdige.

Byens Sjæl er en kampagne, der gav københavnerne mulighed for i perioden 5. maj til 23. juni 2022 at udpege de bygninger, de mener giver byen sjæl. Her var Palads den bygning, der modtog flest positive tilkendegivelser i form af likes i den indledende nomineringsfase

Alligevel fandt Palads fandt – af uransagelige årsager i min optik – ikke vej til Byens Sjæl-dommerpanelets favoritfelt. Men københavnernes opbakning til at bevare Palads og Poul Gernes prægtige pasteldrøm er ikke til at tage fejl af.

Hvad vil Enhedslisten?

Som konservativ er bevarende lokalplaner et politisk greb vi hjertens gerne tager i brug for at sikre vores arkitektur- og kulturhistoriske arv.

Sammen med Alternativet ser jeg frem til behandlingen af vores forslag. Samtlige partier, der stemte for forslaget om Byens Sjæl, er blevet tilbudt at indbringe dette forslag sammen med os, men det var der desværre ikke stemning for. Vi håber dog, at samtlige partier vil stemme for, når det kommer til stykket.

Læs også

At Radikale Venstre og Liberal Alliance højst sandsynligt vil stemme imod med henvisning til, at vi ikke skal gøre byen til et frilandsmuseum, fortabe os i nostalgi eller gøre indgreb i den private ejendomsret, ved vi.

Men hvad der stadig udestår er: Hvad vil Enhedslisten, der sidder tungt på mange mandater og teknik- og miljøborgmesterposten?

Ideologisk er vi langt fra hinanden, men på rådhuset er det lykkedes Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten at finde fælles fodslag på flere områder og sågar indgå budgetaftale sammen sidste år.

Jeg håber derfor, at kulturbevarelse kan blive endnu et område, hvor det gode samarbejde kan gøre sig gældende.

Her trumfer kulturen biografinteresser

Kulturbevarelse og værnet om de kulturbærende institutioner står som sagt højt på den konservative dagsorden. Også selvom det kan have konsekvenser – som i dette tilfælde – for Nordisk Films kommercielle interesser og evne til at drive biograf og tjene penge.

Vi konservative ønsker ikke at stille os i vejen for de erhvervsdrivende. Tværtimod

Karina Soon Bergmann (K)

Hvis ikke Nordisk Film havde fremlagt forslag, der alle indeholder planer om at bygge massivt i højden og i bredden, ville vi sikkert aldrig komme på tværs. Men det er ikke Det Konservative Folkepartis politik at fortætte byen uhensigtsmæssigt, og den politik vil vi også videreføre i den kommende kommuneplan.

For god ordens skyld skal det siges, at ingen af Nordisk Films tre offentliggjorte forslag kan rummes inden for den nuværende kommuneplanramme, der fastsætter en maksimal bygningshøjde på 24 meter, og de har ikke krav på en ny lokalplan eller et kommuneplantillæg. Det ved Nordisk Film også godt.

Vi konservative ønsker ikke at stille os i vejen for de erhvervsdrivende. Tværtimod. Men i dette tilfælde vægter vi hensynet til bevarelse af det kulturelle bymiljø højere.

Palads som bygning og byrum rummer et kæmpe potentiale til at (for)blive byens kulturelle fyrtårn – et kulturens Palads – om man vil. Derfor vil vi gerne gå dialogens vej med Nordisk Film og tale udvikling, så længe præmissen er, at selve Palads bliver bevaret.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Soon Bergmann

Medlem af Borgerrepræsentationen (K), Københavns Kommune
Cand.mag. i Tværkulturelle Studier (Københavns Universitet, 2014)

0:000:00