Knud Holt Nielsen svarer Hvad var de samlede udgifter til de kommunale madskoler?
Spørgsmål fra Rådhuset oprettes på basis af Københavns Kommunes database over de spørgsmål, der stilles af Borgerrepræsentationens medlemmer og besvares af kommunens borgmestre. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Hvad var de samlede udgifter i alt alene til de 19 kommunale madskoler i 2024, hvad var de samlede indtægter i alt fra forældrebetaling til madskolerne, og hvor stor en andel (ca.) af børnene fra 0.-6. klasse på madskolerne (i alt) deltog i ordningen? Og jeg mener selvfølgelig driftsomkostningerne ved at tilbyde mad til eleverne gennem ordningen og ikke anlæg og den slags.
I Københavns Kommune er der 21 folkeskoler med madskole. Heraf har tre skoler køkkenfaciliteter placeret på to matrikler. Udgifter til løn og råvarer afholdes decentralt på den enkelte skole og prisen pr. måltid fastsættes lokalt på den enkelte skole. Madskolerne modtager derudover et driftstilskud fra forvaltningen.
Indtægter og udgifter
De samlede udgifter til området i 2024 var cirka 51,4 millioner kroner, mens de samlede indtægter fra forældrebetalingen udgjorde cirka 28,8 millioner kroner. Kommunens nettoudgift til ordningen i 2024 var således 22,6 millioner kroner.
Da madordningen som udgangspunkt skal være udgiftsneutrale for madskolerne, er de samlede udgifter beregnet til at svare til forældrebetalingen på 28,8 millioner kroner tillagt driftstilskuddet fra forvaltningen samt øvrige centrale udgifter på i alt 22,6 millioner kroner.
Madskolerne modtager et driftstilskud fra forvaltningen på baggrund af fastsatte takster afhængigt af børnetal samt kompensation, hvis produktionskøkken og spiseområde er opdelt på flere etager. Driftstilskuddet til de 21 madskoler var i 2024 på i alt 16,2 millioner kroner.
Herudover var der centrale udgifter til kompensation for lavere forældrebetaling på cirka 4,0 millioner kroner, som vedrører den ordning, hvor forældre med lav indkomst kan søge tilskud til skolemaden og dermed betale en reduceret pris samt cirka 2,0 millioner kroner til øvrig drift, herunder storkøkkenudstyr og 0,4 million kroner i gebyrer for betalingskort, mobilepay med videre.
Deltagelse i ordningen
Forvaltningen har ikke data for elevernes deltagelse i alle madskolers madordninger isoleret på klassetrin. Ønskes der mere præcise og fuldt dækkende oplysninger fra samtlige madskole og isoleret på klassetrin, vil det forudsætte en mere omfattende dataindsamling i forvaltningen. Aktuelle tal viser, at cirka 70 procent af eleverne er tilmeldt madordningen med et fast abonnement, hvilket indebærer daglig benyttelse af ordningen. Den gennemsnitlige tilslutning på 70 procent dækker over variationer mellem skoler og klassetrin. Tilslutningen varierer mellem 60 og 90 procent, og der ses generelt en lavere tilslutning i udskolingen. Forældrebetalingen på de 5 skoler er i gennemsnit 27 kroner per måltid.







