Debat

DGI og DIF: Først nu ser vi for alvor effekterne af Bevæg dig for livet

De aktive fællesskaber blomstrer som aldrig før, og effekterne af 'Bevæg dig for livet', bliver stadig tydeligere. Koncepter og arbejdsgange er kommet for at blive, skriver Charlotte Bach Thomassen og Thomas Bach om den største partnerskabsaftale i dansk idrætshistorie, der støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. 

'Bevæg dig for livet' har sat et tydeligt aftryk med nye koncepter, events og arbejdsgange i kommuner, som vil leve videre, skriver Charlotte Bach Thomassen og Thomas Bach.
'Bevæg dig for livet' har sat et tydeligt aftryk med nye koncepter, events og arbejdsgange i kommuner, som vil leve videre, skriver Charlotte Bach Thomassen og Thomas Bach.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Charlotte Bach Thomassen
Thomas Bach
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For ni år siden startede arbejdet i den største partnerskabsaftale i dansk idrætshistorie. Et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden og går under navnet 'Bevæg dig for livet'.

Ny temadebat

Er Bevæg dig for livet en succes? 

Ved årets udgang når DGI's og DIF's vision, Bevæg dig for livet, sin afslutning. Derfor spørger Altinget nu en række aktører, om indsatsen har været en succes, hvad den har lært os, og hvad fremtiden skal byde på? 

Deltagere i debatten: 

- Charlotte Bach Thomassen, formand DGI og Thomas Bach, næstformand, DIF

- Mogens Jensen, idrætsordfører, Socialdemokratiet

- Søren Gøtzsche, konsulent, Furesø Kommune

- Kasper Munk Rasmussen, sekretariatsleder for motionsbranchen, SMVdanmark 

Skriv til debatredaktør, Jeppe Højberg Sørensen, hvis du ønsker at deltage i debatten.

Det grundlæggende formål med samarbejdet er at åbne døre til de aktive fællesskaber og sætte flest mulige borgere i bevægelse. Derfor blev der fra start født nogle ambitiøse mål og formuleret en klar vision som ledestjerne for arbejdet.

Hensigten med en vision er som bekendt netop at inspirere, engagere og skabe retning. I 'Bevæg dig for livet' er visionen, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Et højt sigte, som kræver hårdt arbejde og handling – og det har der så sandelig også været.

125 koncepter, events og nye arbejdsgange

Siden starten har 'Bevæg dig for livet' for eksempel gennemført 2.000 udviklingsforløb i landets idrætsforeninger og skabt 125 motionskoncepter med lave barrierer for deltagelse.

Konkrete koncepter som Fodbold Fitness, Five-a-side Håndbold, MotionsFloorball og Voksenfjer, som er nemme at implementere i praksis og er med til at skabe medlemsvækst.   

I Royal Run er der solgt over 500.000 startnumre siden 2018 trods en periode med corona og aflysning. Her deltager hver tredje for første gang i et motionsløb, og Royal Run er katalysator for masser af aktivitet før og efter selve eventet.

Vi har vist, at idrættens hovedorganisationer kan gå forrest og sætte en ny national og lokal dagsorden.

Charlotte Bach Thomassen og Thomas Bach
Hhv. formand, DGI og næstformand, DIF

Derudover er der gjort en kolossal indsats i en lang række visionskommuner, som har forpligtet sig til at arbejde målrettet med at få flere aktive borgere. Her bliver der arbejdet på tværs af forvaltninger, sat initiativer i gang og bygget broer til foreningerne, som alt sammen rykker ved den samlede idrætsdeltagelse.

På den måde har vi vist, at idrættens hovedorganisationer kan gå forrest og sætte en ny national og lokal dagsorden (i samarbejde med kommuner, forbund, foreninger og andre aktører), som er direkte rettet mod at gøre flere borgere mere idrætsaktive.

Flot udvikling i gang  

Først i 2025 udløber 'Bevæg dig for livet's oprindelige visionsperiode, men vi mærker, at der allerede nu bliver zoomet ind på resultaterne og sat spørgsmålstegn ved, om 'Bevæg dig for livet' har været en succes?

Egentlig mener vi, at det er en postgang for tidligt at stille det spørgsmål og evaluere fuldt og helt. Arbejdet er stadig i gang, og man skal lige nå at så, før man kan høste. I 'Bevæg dig for livet' skulle der først udvikles, organiseres og implementeres en lang række tiltag, som vi nu for alvor begynder at se effekterne af. Men hvis vi skal foregribe resultaterne, er der masser af positive mellemregninger at fremhæve.

Læs også

For der har aldrig været flere medlemmer i DIF og DGI's foreninger, hvor det samlede medlemstal nu lyder på 2.425.000. Det er historisk mange, og vi kan se, at 'Bevæg dig for livet's 11 fokusidrætter og de mange visionskommuner står rigtig stærkt i billedet, når det kommer til fremgang.

Den primære målgruppe for 'Bevæg dig for livet' er de voksne, og alene i fokusidrætterne er der kommet 175.000 flere medlemmer siden starten. Derudover sætter Royal Run, WE WALK og andre tiltag tusindvis af danskere i bevægelse uden for idrætsforeningerne.

Lige så vigtige er de mange afledte effekter. Ikke mindst i visionskommunerne, hvor 'Bevæg dig for livet' har ført nye arbejdsgange med sig og bidraget til en større bevidsthed om, hvad det kræver at skabe mere bevægelse i den enkelte kommune.

Et varigt aftryk – men vi er ikke færdige

Selvfølgelig er der dele af visionsarbejdet, der kunne være gået endnu bedre. Sådan er det med store samarbejder, men vi har hele tiden forsøgt at justere indsatserne undervejs, når vi er blevet klogere.  

DIF og DGI vil fortsætte samarbejdet på udvalgte områder.

Charlotte Bach Thomassen og Thomas Bach
Hhv. formand, DGI og næstformand, DIF

Ikke alle motionsaktive lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om 20 minutters aktivitet med høj intensitet to gange om ugen. Men 'Bevæg dig for livet's indsatser og koncepter har fået masser af danskere til at ændre adfærd og bevæge sig mere end tidligere, og der er skabt nye former for lokale samarbejder.

Alt i alt har 'Bevæg dig for livet' sat et tydeligt aftryk med nye koncepter, events og arbejdsgange i kommuner, som vil leve videre. Ligesom visionen har bidraget til den overordnede fortælling om, hvad bevægelse og aktive fællesskaber kan gøre for vores fysiske, sociale og mentale sundhed og trivsel.

Det stopper dog ikke her, for DIF og DGI vil fortsætte samarbejdet på udvalgte områder. Vi fortsætter med at udvikle idrætten, så flest muligt kan se sig selv i idrættens fællesskaber.

Vi skal blive ved med med at skabe de bedst mulige rammer om idrætten, og så vil vi sammen sætte endnu mere fokus på vigtigheden af de frivillige kræfter i idrætsforeningerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Bach Thomassen

Landsformand, DGI, næstformand, Danske Spil, Madkulturen og Frivilligrådet, bestyrelsesmedlem, TV2 Danmark og PFA Brug Livet Fonden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2004)

Thomas Bach

Idrætschef, Københavns Kommune, næstformand, Danmarks Idrætsforbund (DIF), Bestyrelsesmedlem, Friluftsrådet Bestyrelsesmedlem, Lokale- og Anlægsfonden
Cand.scient.adm (Roskilde Uni. 1999)

0:000:00