DGI, DIF og DUF: Regeringen må øge støtten til folkeoplysning, hvis vi skal i mål med trivselsanbefalingerne

Men hvis vi ærligt gør status et år efter, må vi også sige, at vi langt fra er i mål med Trivselskommissionens anbefalinger.

For alt for mange børn og unge står fortsat uden for de fællesskaber, der kan være med til at forebygge mistrivsel, ensomhed og følelsen af ikke at høre til. 

Foreninger skaber tilhørsforhold

I foreningslivet ser vi hver dag, hvad det betyder at være en del af et forpligtende fællesskab. Det er her, man mødes på tværs af baggrund, interesser og holdninger. Her, man oplever, at ens tilstedeværelse betyder noget for andre, og at man har et ansvar, som rækker ud over én selv.

Det er her, man øver sig i at samarbejde, tage hensyn, løse konflikter og stå ved sine værdier – helt konkrete erfaringer, som ikke kan læres alene, men som opstår når man indgår i fællesskaber med andre. 

Vi ved også, at det virker. DUF's Ungeanalyse viser, at unge, der er aktive i foreningslivet, trives bedre end unge, der aldrig har været medlem af en forening.

Foreningsfællesskaber er ikke en mirakelkur, og de kan ikke fjerne alle former for mistrivsel, men de giver børn og unge et sted at høre til, relationer at læne sig op ad og voksne og jævnaldrende, som ser dem og regner med dem. Det er en væsentlig beskyttende faktor i en tid, hvor mange unge oplever pres og usikkerhed. 

Foreningslivet spiller nemlig allerede en afgørende rolle i flere af de store samfundsopgaver, vi politisk prioriterer højt.

Anneline Larsen, Charlotte Bach Thomassen og Hans Natorp
Forpersoner for henholdvis DUF, DGI og DIF

Samtidig er foreningslivet en af de vigtigste arenaer for demokratisk dannelse. Det er her, børn og unge lærer, at fællesskaber ikke bare er noget, man forbruger, men noget, man selv er med til at forme. Gennem frivillighed, medbestemmelse og ansvar oplever man, at ens stemme tæller, og at fælles beslutninger kræver både engagement og kompromiser.

Det gælder, uanset om man er fodboldspiller, spejder, gymnast eller politisk aktiv. Foreningslivet rummer mange forskellige fællesskaber – og netop den mangfoldighed er en styrke.  

Vi arbejder allerede aktivt for at styrke kvaliteten, trygheden og rummeligheden i vores forenings- og fritidsfællesskaber. 

Men vi skal også være ærlige: Der er stadig for mange børn og unge, der ikke er med. Der er børn og unge, som aldrig finder vej ind, og barriererne kan være forskellige – økonomi, manglende kendskab, transport eller frygten for, at der ikke er et fællesskab til én. 

Foreningslivet kan meget, men vi kan ikke løfte opgaven alene, og derfor er det afgørende, at ambitionen om fritidsfællesskaber bliver et fælles ansvar. 

Løft folkeoplysningsstøtten

Det kræver politisk vilje at investere i de fællesskaber, der allerede findes lokalt, og som hver dag drives af engagerede frivillige. Et oplagt sted at starte er med ‘lokalforeningspuljen’, som år efter år bliver tømt, og som netop når helt ud i de lokale foreninger, hvor midlerne bruges til at sænke barrierer for deltagelse, uddanne frivillige og skabe nye tilbud til børn og unge. Skal vi lykkes med ambitionen, er den type investeringer helt afgørende. 

Men samtidig må vi erkende, at puljer alene ikke kan bære en så central samfundsopgave. Skal foreningerne kunne tage imod flere børn og unge, arbejde mere systematisk med trivsel og skabe trygge fællesskaber, kræver det også investering i alt det daglige arbejde og drift – alt det, man ikke kan søge puljer til.

Derfor opfordrer vi regeringen til at lave et samlet løft af folkeoplysningsstøtten, så støtten som minimum følger med den demografiske udvikling og står mål med det stigende ansvar, foreningerne i dag påtager sig. 

Foreningslivet spiller nemlig allerede en afgørende rolle i flere af de store samfundsopgaver, vi politisk prioriterer højt – fra folkesundhed og bevægelse til dannelse, demokrati og stærkere fællesskaber omkring børn og unge i og omkring skolen.

Når vi taler om analoge mødesteder, sammenhængskraft og forebyggelse af mistrivsel, så taler vi i praksis også om det, der hver uge sker i idrætshaller, spejderhytter, ungdomsklubber og foreningslokaler over hele landet. 

Samtidig skal vi sikre, at samarbejdet mellem kommuner, skoler, forældre og civilsamfund styrkes, så færre børn og unge falder mellem to stole. Foreningslivet kan ikke alene være en forlænget arm af velfærdssystemet, men det kan være en stærk partner, hvis rammerne er til stede, og hvis man respekterer foreningernes særlige logik og frivillige fundament. 

Vi i DGI, DIF og DUF står klar til at tage ansvar og bidrage, men det kræver politisk prioritering, hvis ambitionerne skal indfries.