Forbrugerrådet Tænk: Skatteministeren bør slå hårdt ned på spilreklamer i ny lov
Aggressive spilreklamer på sociale medier lokker flere og flere børn og unge i spilmisbrug. Jeppe Bruus bør stå i spidsen for et alvorligt opgør med den heftige markedsføring af spilvirksomheder i forhandlingerne om ny spillovgivning, skriver Anja Philip.
Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk, medlem, 2030-paneletHver tiende dansker, eller omkring en halv million mennesker, har spilproblemer – et tal, der er eksploderet over de seneste ti år.
Samtidig bombarderes forbrugerne af flere og flere reklamer for spil, som bliver mere og mere aggressive.
Ifølge en undersøgelse af Kantar Gallup Adfacts bringer de danske medier hver dag mere end 1000 reklamer for spil, og siden 2012 er antallet af spilreklamer på TV vokset med 165 procent
Læg dertil alle de reklamer, som forbrugerne eksponeres for fra podcasts, logoer på fodboldtrøjer og ikke mindst sociale medier, hvor annoncørerne målrettet kan tæppebombe med reklamer på tværs af platforme.
At der er en sammenhæng med det stigende antal danskere med spilproblemer, synes oplagt.
Langvarige og økonomiske konsekvenser
Oveni den mere traditionelle markedsføring, er vi på det seneste begyndt at se heftig markedsføring for spilvirksomheder blandt influencere.
På platforme som Twitch og YouTube har influencere gjort karriere i at streame, at de spiller kasinospil og vinder penge. Mens de streamer deres spil, reklamerer influencerne samtidig for spilvirksomheder, uddeler rabatter og opfordrer ihærdigt deres unge målgruppe til at prøve lykken.
Gambling skaber afhængighed og kan få langvarige og økonomiske konsekvenser.
Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk
Gambling skaber afhængighed og kan få langvarige og økonomiske konsekvenser. Det er et problem for alle, men særligt problematisk, når det rammer børn og unge, som knap nok er kommet i gang med livet endnu.
Undersøgelser viser, at 25.000 børn og unge under 18 har spilproblemer – selvom 18 år faktisk er aldersgrænsen for, hvornår det er lovligt at spille.
De seneste uger har medierne bragt flere historier om, hvordan gambling og spilafhængighed i højere og højere grad præger de unges liv og er blevet grundlaget for stærke fællesskaber, hvor beløbsstørrelsen på højkant følges med status i gruppen.
Eksperter har derfor advaret om, at fællesskaber på blandt andet ungdomsuddannelserne i disse dage skaber rugekasser for spilafhængighed.
Et alvorligt og ambitiøst opgør med reklametrykket
Den alvorlige tendens blandt unge har markedsføringen en væsentlig aktie i. Derfor mener vi, at reklametrykket for betting-sider, online kasino og andre spil skal lettes drastisk.
I Forbrugerrådet Tænk mener vi ikke, at vi skal forbyde spil eller ansvarlig markedsføring heraf. Men vi skal af med den aggressive markedsføring, som finder sted på sociale medier.
Vi skal helt af med reklamer for spil fra influencere, som vi ved har en stor virkning på ikke mindst børn og unge.
Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk
Vi skal af med lokkende introrabatter og insisterende bettingreklamer på TV, der for eksempel opfordrer til at spille på, hvem der får det næste mål eller flest indkast i den fodboldkamp, man sidder og ser på.
Og så skal vi helt af med reklamer for spil fra influencere, som vi ved har en stor virkning på ikke mindst børn og unge, som har influencerne som forbilleder og ikke kan skelne influencerens personlige budskaber fra reklamer.
Lige nu forhandler skatteminister Jeppe Bruus med Folketingets partier om ny spillovgivning.
Vi vil opfordre til, at man tager et alvorligt og ambitiøst opgør med den massive reklame for spil, som hvert år sender alt for mange danskere – både børn og voksne - ud i spilmisbrug.