Formand for kulturudvalg: Regeringen bør lytte til civilsamfundet – og inkludere det i ny lov

Gode anbefalinger fra civilsamfundet

Vi har i Danmark et enormt potentiale i de frivillige fællesskaber. De løfter trivsel for børn, unge, voksne og ældre. De forebygger ensomhed. De styrker mental sundhed. De skaber bevægelse og sunde vaner. De bygger bro ind i fællesskabet for dem, der ellers står på kanten. Og de gør det ofte, længe før udfordringerne bliver til en sag i systemet.

Derfor giver anbefalingerne fra civilsamfundets store aktører (DGI – BL – Røde kors – Kræftens Bekæmpelse) god mening:

• En formålsparagraf, der tydeligt anerkender civilsamfundets bidrag til folkesundheden.
• Rammer for, at kommuner, regioner og stat inddrager civilsamfundet systematisk – ikke kun i tidsbegrænsede projekter, men som en del af den faste måde, vi arbejder på.
• En klar rolle- og arbejdsdeling, så frivillighed ikke bliver en skjult erstatning for faglige kerneopgaver – men et stærkt supplement, hvor det giver mest værdi.

Og så er der et helt afgørende punkt, vi ikke må glemme: Hvis kommunerne skal løfte nye opgaver med folkesundhedsloven, skal der følge ressourcer med. Man kan ikke vedtage flere ambitioner fra Christiansborg og samtidig forvente, at kommunerne kan gøre det hele inden for de samme rammer. Hvis loven skal få “tænder”, kræver det, at der også er økonomi, data og faglig kapacitet til at følge udviklingen og sikre, at indsatsen virker.

Kan blive et nybrud

Samtidig skal vi have ryddet op i bureaukrati og tåbelige regler, der spænder ben for frivillige. Foreningslivet skal bruge tiden på mennesker – ikke på papir. Hvis vi vil have flere med i fællesskaberne, skal vi gøre det lettere at være frivillig, lettere at samarbejde med kommunen og lettere at skabe aktiviteter lokalt.

Og vi skal kunne understøtte de rammer, fællesskaberne lever i: haller, baner, kulturhuse, mødesteder og faciliteter. Folkesundhed handler ikke kun om kampagner og strategier – den handler også om, at der er et sted at høre til. Et sted man kan mødes, bevæge sig, skabe relationer og være en del af noget større.

Jeg er derfor positiv og håbefuld i forhold til den nye folkesundhedslov. Men mit klare ønske er, at loven tager udgangspunkt i hverdagslivet og anerkender det, vi allerede ved: Forebyggelse og trivsel skabes bedst, når vi løfter i fællesskab – kommune, civilsamfund, foreninger, frivillige og lokale aktører.

Hvis vi får rammerne rigtige, kan folkesundhedsloven blive et ægte nybrud: En lov, der styrker fællesskaber, mindsker ulighed i sundhed og giver flere gode leveår – for flere.