Idéhistoriker: Debatten om danskhed er for alvorlig til at affeje som nationalistisk tågesnak

Patent på danskhed

I mange år har nationalisme i den politiske debat været et skældsord, der kunne bruges til at miskreditere politiske modstandere.

I nationalisme-forskningen betragtes nationalisme derimod hverken som højre- eller venstreorienteret, men som en måde at orientere sig i verden på. Den kan både være inkluderende, opbyggelig og solidarisk, og den kan være ekskluderende, undergravende og fremmedhadsk.

I moderne, demokratiske nationalstater er nationalisme ikke en bestemt type politik, det er snarere forudsætningen for politik, som Michael Billig argumenterede for i sin bog Banal nationalisme fra 1995. Eller som Siniša Malešević, en af de store nationalismeforskere i dag, slår fast: "Alle er nationalister."

Derfor er det både banalt og vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der har patent på danskheden. Der findes ikke én definition af danskhed, hverken i dag eller historisk set.

Ingen kan hæve sig over fællesskabet og fortælle fællesskabet, hvem der er inde, og hvem der er ude.

Kristoffer Bayer
Ph.d.-stipendiat i idéhistorie, Aarhus Universitet

Som det fremgik af den omdiskuterede udsendelse af Deadline, jeg for nylig deltog i, så er det både teoretisk og praktisk set problematisk, når et marginaliseret og radikalt synspunkt forsøger at gøre sig til dommer over, hvad der er dansk, og hvad der ikke er.

Ingen kan hæve sig over fællesskabet og fortælle fællesskabet, hvem der er inde, og hvem der er ude.

Men det skal selvfølgelig ikke stoppe samtalen om, hvad danskhed så er. Selvom det er umuligt at definere én gang for alle. For danskheden er kendetegnet ved at være modsætningsfuld.

Den folkekære Egon Olsen

Nogle siger for eksempel, at vi er en småstat med stormagtsambitioner. Andre, at vi er pragmatiske idealister. At vi godt kan lide at tage små skridt i store sko.

Nationale af sind, internationale af nødvendighed. Frisindede og tillukkede. Letsindige og alvorlige. Oprørske og småborgerlige. Sjove og kedelige på én og samme tid.

H.M. Dronning Margrethe II har engang, i bogen 'De dybeste rødder', sagt det meget rammende:

"Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan […] Når man ser tilbage, har vi både været isolerede og udfarende."

Isolerede – og udfarende. Det typisk danske defineres som en modsætning. Det gør danskheden også i en af de bedste danske romaner, Kongens Fald af Johannes V. Jensen, der netop handler om den danske folkesjæl.

Mange husker måske scenen, hvor kongen sejler frem og tilbage mellem landsdelene naget af tvivl om, hvad han skal gøre. Den afsluttende dom over, hvad der kendetegner danskerne, falder lidt efter: "Lige så vægelsindede de var i Danmark lige så forstokkede," skriver Johannes V. Jensen som en slags kulmination på bogen.

Vægelsindede – og forstokkede.

Også en folkekær karakter som Egon Olsen inkarnerer en lignende modsætning, som den småborgerlige anarkist, han nu engang er.

Han er også isoleret og udfarende, måske mere forstokket end vægelsindet, og bestemt en karakter, der om nogen kan lide at tage små skridt i store sko.

Danskheden tages ekstremt alvorligt, selvom danskerne ofte portrætteres som et folk, der ikke er særligt alvorlige.

Kristoffer Bayer
Ph.d.-stipendiat i idéhistorie, Aarhus Universitet

Danskhed er ordinær

Enhver identitet er skabt af modsætninger. Både indre modsætninger som ovenstående, men også ydre modsætninger – afgrænsningen til ’de andre.’

I mange år har 'de andre' været omdrejningspunktet for debatten om danskhed, der derfor er kommet til at handle påfaldende lidt om, hvad danskhed er. Debatten har handlet mere om 'dem' end om 'os'. Det har den på en måde altid gjort.

Grundtvig selv advarede om, at vi ikke kunne nøjes med et begreb om danskhed som alt det, der ikke er tysk.

Dengang var Tyskland og det tyske sprog hovedfjenden. Men samtalen om, hvem vi er, kommer ingen vegne, hvis den kun handler om, hvem vi ikke er.

Hvad er danskheden så?

Hvis vi skal forsøge at tegne en rød tråd i danskhedens idéhistorie, så kunne det være, at danskheden ofte er formuleret som det ordinære.

Det almindelige. Det enkle. Som folk er flest, som det hedder i dag.

Da vi tilbage i 1848 havde en offentlig diskussion om, hvem egentlig folket var, når nu vi skulle have et folkestyre, blev bønderne ofte defineret som selve inkarnationen af danskhed.

Som den største del af befolkningen var det den gruppe i samfundet, der i bogstavelig forstand var, som folk er flest, og også den gruppe, der kun talte dansk – og ikke tysk, som det ofte gjorde sig gældende i hovedstadens embedsværk. Eller latin for den sags skyld.

Hvis vi skal forsøge at tegne en rød tråd i danskhedens idéhistorie, så kunne det være, at danskheden ofte er formuleret som det ordinære.

Kristoffer Bayer
Ph.d.-stipendiat i idéhistorie, Aarhus Universitet

Bønderne var også den eneste klasse i samfundet, der havde værnepligt, det var kun dem, der forsvarede landet, hvis det virkelig gjaldt.

Bønderne var helt igennem almindelige mennesker, den største klasse i samfundet, lavest i hierarkiet, og som sådan inkarnerede netop dé danskheden. "Solen står mod bonden op, slet ikke med de lærde."

Det smarte ved Grundtvig

I retrospektiv skrev Grundtvig, at han først blev dansk i 1814, da Norge blev selvstændigt, og Danmark gik fra at være en relativ stor stat til at blive en småstat. Det var her, at nationalismen blev vækket i ham.

I 1820 satte han ord på denne nye nationalfølelse i sangen 'Langt højere bjerge', der indeholder en opfattelse af danskheden, der har haft en lang virkningshistorie i vores selvforståelse. Sangen kendes også som Danmarks trøst.

Danmarks mest magtfulde person – Mette Frederiksen (S) – citerer den stadig gerne, når lejligheden opstår.

Det gjorde den i hendes nytårstale:

"Måske skal vi tro lidt mere på os selv. Og på de værdier, vi har bygget Danmark på. Hvor få har for meget og færre for lidt."

Og det gjorde den i programmet Højskolen, da hun fremlagde sin vision for Danmark:

"Danmark skal være et land, hvor få har for meget, men færre for lidt."

Mette Frederiksen citerede en linje fra et vers i Grundtvigs 'Langt højere bjerge', hvor Grundtvig pointerer, at 'de andre' har noget, vi ikke har. De har "langt højere bjerge", "kønnere egne", "større bedrifter", "klogere folk", "finere sprog".

De er med andre ord det ekstraordinære, hvorimod danskheden er defineret ved at være ordinær.

Grundtvig selv advarede om, at vi ikke kunne nøjes med et begreb om danskhed som alt det, der ikke er tysk.

Kristoffer Bayer
Ph.d.-stipendiat i idéhistorie, Aarhus Universitet

Vores rigdom består af vores lighed. Vores storhed består i at være små. Vores styrke ligger i vores mangler. "Hvad udad tabes, skal indad vindes," som det hed efter nederlaget i 1864.  

Det smarte ved Grundtvigs definition af danskheden er, at det ordinære bliver gjort til noget ekstraordinært. En "ydmyg selvhævdelse", som historiker Uffe Østergaard engang har formuleret det.

Vi er så ydmyge, at vi faktisk bliver lidt bedre end de andre, som også Piet Hein har skrevet med kølig selvironi: "Danskerne er det mest ydmyge folk i verden – og også i den forstand er vi bedre end alle andre." Det bliver en slags småligt storhedsvanvid. Præcis som vi kender det fra Egon Olsen.

Dragedukker i diskussionen

Denne historie er selvfølgelig ikke den eneste historie. Men det er en historie, der viser, at danskheden ideelt set er en betegnelse for dét, vi har tilfælles, i kraft af at vi først og fremmest er helt almindelige mennesker.

Det almindelige består grundlæggende i en form for lighed. Det er derfor, at Grundtvig ofte brugte begrebet folkelighed til at forklare, hvad danskhed er. Altså: Folke-lighed.

På den ene side en lighed i folket. Hvor der ikke bliver gjort forskel på mennesker, hvor der ikke er for store forskelle mellem mennesker, hvor man kan møde hinanden i øjenhøjde og spejle sig i hinanden.

Og på den anden side en lighed med folket. Hvor vores politikere, vores konger og dronninger, vores love, vores institutioner afspejler, at de stammer fra folket. De udtrykker en lighed med folket. De er folke-lige.

"Til et Folk de alle hører, Som sig regne selv dertil, Har for Modersmaalet Øre, Har for Fædrelandet Ild; Resten selv som Dragedukker Sig fra Folket udelukker.” Linjerne fra Grundtvigs digt Folkeligheden 1848 er blevet citeret vidt og bredt i den nuværende debat.

Hvad, der ikke har været fokus på, er, hvad de her dragedukker er for en størrelse?

Dragedukker er en figur fra folketroen, der tilraner penge til sin ejermand på bekostning af fællesskabet. De er en metafor for grådighed og egoisme, en metafor for at sætte sig selv over fællesskabet.

Det kan vi huske på, når vi forhåbentlig fortsætter diskussionen om, hvad danskhed er, har været og kunne blive.