Konservative: Foreningslivet lærer vores børn om forskellen på rettigheder og pligter

Efter et årti med debat om mistrivsel blandt børn og unge bekræfter Trivselskommissionens rapport det, som jeg har påpeget efter knap 25 år i psykiatrien, hvor jeg har mødt reel mistrivsel.
Danmark står ikke over for en trivselskrise. De fleste børn og unge trives, og langt de fleste kan håndtere livets naturlige op- og nedture.
Hvis vi kun lærer børn og unge at sætte egne behov først, vil de naturligvis få svært ved at fungere i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet.
Lise Bertelsen (K)
Undervisningsordfører
Men vi har fået en fortælling om, at næsten alle børn er skrøbelige eller fejler noget, og at enhver udfordring er en potentiel krise. Almindelige livsbegivenheder bliver sygeliggjort. Man er ikke bare presset, men stresset. Ikke bare ked af det, men depressiv. Ikke blot udfordret, men i mistrivsel.
Denne offergørelse er ikke i børnenes og de unges interesse – tværtimod.
Foreningslivet skal vægtes højere
Som kommissionen påpeger, skal vi i højere grad give børn og unge robusthed, selvdisciplin og tro på egen evne til at overkomme modgang. De skal lære, at livet ikke altid er let, men at de godt kan klare det.
Her spiller dannelse og fællesskab en afgørende rolle. I stedet for at give efter for en kultur, hvor alt kan forhandles, og konsekvenser er fraværende, skal vi styrke børnenes og de unges ansvarsfølelse og respekt for fællesskabet.
Hvis vi kun lærer dem at sætte egne behov først, vil de naturligvis få svært ved at fungere i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet.
Foreningslivet, fritidsaktiviteter og fælles engagement skal vægtes højere end endeløse timer foran skærmen. Børn og unge har brug for at opleve, at de er en del af noget større – at de ikke kun har rettigheder, men også pligter over for andre.
Mobilregler træffes bedst lokalt
Desværre har regeringens første reaktion på kommissionens anbefalinger været et forbud mod mobiltelefoner i skolen.
Jeg er helt enig i og anerkender fuldt ud Trivselskommissionens anbefalinger om et balanceret digitalt liv og hensigten om smartphonefrie skoler. Derfor har jeg under folkeskoleforhandlingerne arbejdet målrettet for at sikre midler til analoge undervisningsmaterialer frem for digitale.
Men jeg mener, at beslutningen om mobilregler bedst træffes lokalt. Det er positivt, at otte ud af ti skoler allerede har en mobilpolitik.
Jeg har tillid til, at skolebestyrelserne – bestående af skoleledelse, forældre, lærere/pædagogisk personale og elever – har den nødvendige indsigt i skærmforbrugets betydning for børns trivsel.
De bør derfor selv kunne fastsætte regler på baggrund af anbefalingerne fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet samt Trivselskommissionens seneste rapport.
Det er helt forkert at hæve klasseloftet
Jeg er samtidig lodret imod Trivselskommissionens finansieringsforslag om at hæve klasseloftet i de små klasser. Jeg har kæmpet for at få klasseloftet ned, da det er forudsætningen for gode rammer for vores mindste.
Det er derfor helt forkert, hvis man med den ene hånd iværksætter initiativer, der skal forbedre trivslen blandt vores børn og unge, hvis man med den anden hånd hæver klasseloftet i de små klasser.
Derudover savner jeg, at regeringen tager fat på en række udfordringer som for eksempel højt skolefravær, lange ventetider på psykiatrisk behandling og et skolesystem, hvor faglighed og dannelse er trængt i baggrunden.
Omtalte personer
Indsigt

Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardHvordan har hooligan-registret fungeret?Besvaret
Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardEr ministeren indstillet på at justere udkast til lovforslag om styrket indsats mod fodbolduroligheder?Besvaret
Karsten Hønge spørger Lars Løkke RasmussenHvorfor stopper det danske bidrag til vaccineforskning gennem International AIDS Vaccine Initiative (IAVI)?Besvaret
- Generalsekretær: Folkesundhedsloven bør begynde i skolen
- Trods medlemsrekord og politisk opbakning stopper DGI-formand. Nu fortæller hun hvorfor
- Central fitnessaktør skifter navn: ”Det er 110 procent for at sende et signal til politikerne”
- Idrættens organisationer har ikke sat kursen, så nu driver sektoren rundt i det politiske dødvande















