Ph.d: Frivillighed er en afgørende ressource i samfundet. Men den glimrer ved sit fravær i valgkampen

Demokrati i praksis

I idræt og foreningsliv lærer børn og unge, længe før de forstår det parlamentariske system, hvad ansvar, medbestemmelse og fællesskab betyder. Her oplever de konflikthåndtering, lokalt lederskab og det at høre til. Det er netop det, Harvard-professor Robert Putnam betegner som produktion af social kapital: både 'bonding' (tætte fællesskaber) og 'bridging' (brobygning mellem mennesker, der ellers ikke mødes).

Den danske idræts- og foreningsmodel er unik. Ingen andre institutioner producerer fysisk, mental og social trivsel samtidig med demokratisk dannelse. Det er ikke abstrakt teori, men demokrati i praksis. Derfor skal vi forstå forbindelsen mellem idræt, frivillighed og foreningskultur som brobygning frem for siloer.

Når fundamentet svækkes, forringes demokratiproduktionen og Danmarks sociale infrastruktur. Spørgsmålet til politikerne er derfor: Har vi råd til at miste dette i en tid præget af individualisering, fragmentering, urbanisering og polarisering?

Elever kan i dag komme i praktik i foreninger, ikke kun i virksomheder. Det er en mulighed, der bør udnyttes systematisk, ikke tilfældigt.

Kenneth Cortsen
Ph.d., sportsmanagementuddannelsen, UCN

Når politikere taler om frivillighed, bliver fokus ofte reduceret til afbureaukratisering eller lignende emner. Det er vigtigt, men langt fra nok. At fjerne lidt papirarbejde svarer til at reparere taget uden at vedligeholde fundamentet. Der er brug for tre større greb.

Det første lag i enhver branding- eller forandringsproces er erkendelse og italesættelse. Politikerne må tage idræt, frivillighed og foreningskultur alvorligt som strategiske samfundsbyggende ressourcer, ikke som dekorativt fyld.

Når politikere sætter mål, influerer de adfærd. Og adfærd former kultur.

Hvorfor ikke sætte forpligtende mål for hvor mange nye unge frivillige vi skal uddanne på x antal år, hvor mange skole–foreningspartnerskaber der skal etableres og hvordan frivillighed skal integreres i trivselspolitikken?

Bro mellem uddannelse og foreningsliv

Mål skaber retning. Retning skaber prioritering. Frivillighed er ikke gratis. Den kræver kompetencer.

Et eksempel er samarbejdet mellem Aalborg Chang, der i partnerskab med lokal skole uddanner unge som trænere og dommere, ikke blot som sportsledelsesfunktioner, men som lokale ledere. Det er samskabelse, uddannelse og demokratisk dannelse i ét greb.

Den slags skal gøres til politik, ikke blot ildsjælenes fortjeneste.

Hvorfor ikke udvikle:

• nationale puljer til uddannelsespartnerskaber (skole–kommune–forbund–forening)
• merit- og kompetenceordninger for unge frivillige
• brobygningsforløb mellem ungdomsuddannelser og foreningsliv?

Her kan idrætten være katalysator for dannelsesrejser, hvor unge oplever frivillighedens menneskelige og karrieremæssige værdi, hvor fremtidens ledere formes.

Hvis vi vil have flere unge ind i frivilligheden, skal vi begynde tidligt.

Hvorfor er frivillighed ikke en integreret del af dannelsesopgaven i folkeskolen? Hvorfor findes der ikke et obligatorisk valgfag om foreningskultur, ledelse, trænerrollen eller idrætspædagogik? Og hvorfor er der ikke flere strukturerede studieforløb mellem folkeskoler, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og foreningslivet?

Det rummer et stort potentiale: Elever kan i dag komme i praktik i foreninger, ikke kun i virksomheder. Det er en mulighed, der bør udnyttes systematisk, ikke tilfældigt.

Ved at koble frivillighed, idræt og foreningskultur direkte til skole og ungdomsuddannelser kan vi så frøene til en hel generations engagement, ledelse og ansvarsfølelse.

Idræt og foreningskultur leverer sundhedsøkonomisk værdi gennem frivillighed, fysisk aktivitet, trivsel og forebyggelse. Men endnu vigtigere er den sociale og demokratiske værdi:

• mennesker inkluderes frem for ekskluderes
• relationer skabes frem for opbrydes
• brobyggende fællesskaber styrkes frem for siloer

Det så vi tydeligt under Covid-19, hvor fraværet af organiseret idræt og frivillige fællesskaber forringede både fysisk og mental trivsel. Ingen anden institution kunne træde i stedet.

Det er mennesker, frivillige, der bærer denne værdi. Men de kan ikke løfte den uden politisk opmærksomhed og strategiske investeringer.

Danmarks idrætsforeninger og frivillige gør allerede mere, end man kan forvente. De uddanner unge, løfter trivslen, skaber fællesskab og fungerer som demokratiets praksislaboratorier.

Spørgsmålet er ikke, om politikerne kan gøre mere.

Spørgsmålet er, om de har råd til at negligere det i en tid, hvor sammenhængskraft, tillid og deltagelse ikke længere kan tages for givet?