Tidligere udøver og træner om diskrimination: En forælder sagde, at "min slags" ikke hører til i atletik

Skal kæmpe dobbelt så hårdt

Som minoritetsetnisk borger og muslim vokser nogle op med følelsen af at skulle kæmpe dobbelt så hårdt for at blive behandlet på lige fod med andre. Det var også tilfældet for mig.

Jeg stoppede til atletik i april 2024, fordi jeg ikke længere var glad. Jeg ville fokusere på gymnasiet, for jeg har altid sagt, at jeg i sidste ende sætter min uddannelse først. Men jeg stoppede også, fordi jeg kunne mærke, at jeg blev påvirket af de mange fordomme, jeg mødte i atletikken.

Jeg har oplevet en forælder til et stævne, der direkte sagde, at jeg ikke hørte til i atletik.

Hussein Ali
Tidligere atletikudøver

Det er normalt at have fordomme; det har vi alle, men jeg blev tit mindet om, at jeg var anderledes end de andre.

Jeg har førhen accepteret de fordomsfulde og nedladende kommentarer, men det var en overlevelsesmekanisme, forstår jeg nu.

En mekanisme, jeg brugte for at undskylde deres opførsel, og for at skabe et narrativ om, at sporten faktisk var divers og inkluderende. Fordi det var det, jeg ønskede mig inderligt. Det var den også i nogle tilfælde. Men ikke i mit.

Gjort grin med min religion

Det var ofte kommentarer om religion og min kultur, det vil sige de ting, som gjorde mig “udansk”.

Godt nok sluttede det altid med ordene, “det er jo bare for sjov.”

Men det var ikke sjovt for mig.

Jeg har oplevet en forælder til et stævne, der direkte sagde, at jeg ikke hørte til i atletik og bare skulle tage tilbage til fodbolden, hvor der var mange ”af min slags”.

Jeg håber, vi sammen kan smide diskriminationen og fordommene ud af sporten. Så andre ikke skal opleve det samme som mig.

Hussein Ali
Tidligere atletikudøver

Det kan godt være, at det ikke var ment ondt, men det er det.

Efter ti år i sporten, har jeg lært, at diskrimination findes.

Der er mange, der siger fra, når de ser det ske, men det findes og er en indgroet del af idrættens verden og samfundet generelt.

Generelt har jeg i mange år prøvet at ignorere det. Jeg blev bedt om at sige pyt, men man kan ikke sige pyt hver gang.

Jeg har lært, at jeg har ret til at blive behandlet på lige fod med andre.

Jeg har ret til at blive mødt med respekt.

Jeg har lært, at man skal sige fra.

Savnede forbilleder

Det var hårdt at vokse op i atletikken uden et forbillede, jeg kunne spejle mig i. For i dansk atletik var det ikke til at finde.

Dansk sport bryster sig stolt af at være inkluderende og for alle, men min oplevelse var, at den til tider kunne anses for at være ekskluderende.

Der bør laves tiltag og afsættes flere midler til at fremme lysten til atletik blandt borgere med minoritetsbaggrund eller muslimsk baggrund. Og jeg vil i hvert fald gerne være med til at drøfte, hvordan problemet kan løses.

Jeg ville gerne have været med til at løse problemet ”indefra” som udøver, træner og bestyrelsesmedlem. Men der er ingen skam i at stoppe op og reflektere over hverdagen. Er man glad, mister man sig selv i arbejdet?

Efter ti år i atletikken, var jeg løbet sur i den. Jeg havde mistet motivationen og passionen.

Jeg håber, vi sammen kan smide diskriminationen og fordommene ud af sporten. Så andre ikke skal opleve det samme som mig.