Bliv abonnent
Annonce
Debat

Tidligere badminton-formand: Er tiden inde til at samle DGI og DIF i én organisation?

Forestil dig, at DGI og DIF ikke fandtes, og du fik til opgave at organisere dansk idræt fra bunden. Ville du så lave to separate organisationer eller én samlet, stærk struktur, spørger Tore Vilhelmsen.
Forestil dig, at DGI og DIF ikke fandtes, og du fik til opgave at organisere dansk idræt fra bunden. Ville du så lave to separate organisationer eller én samlet, stærk struktur, spørger Tore Vilhelmsen.Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
2. maj 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Er du mest DIF-mand eller DGI-mand?"

Det spørgsmål blev stillet til mig for fem år siden, da jeg var rundt i landet for at føre valgkamp som formandskandidat for Badminton Danmark. Jeg blev overrasket. For jeg var ikke forberedt på dén vinkel – jeg troede, vi skulle tale om udviklingen af dansk badminton.

Jeg måtte skuffe spørgeren fra salen med mit svar: "Jeg er først og fremmest badminton-mand."

Alligevel blev spørgsmålet hængende hos mig. Ikke på grund af formuleringen, men fordi det afslørede noget grundlæggende: Vores idrætsverden er præget af en todeling mellem DIF og DGI, som mange stadig føler sig nødt til at tage stilling til. Kæmpe med eller kæmpe mod. Indordne sig efter.

Læs også

Én organisation betyder mindre bureaukrati

Siden da har jeg tænkt over, om vi kunne organisere os smartere – og ikke mindst, mere enkelt. Til gavn for foreningerne. For udøverne. Og for de penge, vi hvert år bruger på idrætten. De penge, der med garanti ikke kommer flere af de kommende år.

Vi skriver nu år 2025 – året hvor visionen 'Bevæg dig for livet' skulle gøre Danmark til verdens mest aktive nation. Hundrede millioner af kroner er brugt. Meget er sket. Men er der sket nok?

Tænk, hvis man havde haft én samlet organisation, der kunne føre visionen helt i mål – med færre midler brugt på samarbejdsaftaler, bureaukrati og dobbeltadministration og flere penge på reelle aktiviteter og udvikling. På netop at gøre Danmark til den mest aktive nation – på netop at understøtte et aktivt idrætsliv uanset, om det er på bredde- eller eliteplan.

Der er selvfølgelig forskelle mellem DGI og DIF, men fællesnævnerne er blevet større.

Tore Vilhelmsen
Fhv. formand, Badminton Danmark

For nylig offentliggjorde både DGI og DIF nye medlemstal. Det går godt. Dygtige folk gør en kæmpe indsat hver dag. Ansatte og frivillige. Det er tydeligt. Det er unikt.

Men netop derfor er det det rigtige tidspunkt at tænke nyt. Når tallene dykker, er det for sent.

Lad os ikke lave den fejl at vente på fremtiden. Lad os skabe den sammen.

Historisk har DGI haft patent på den folkelige ”brede” idræt, og DIF har været langt mere fokuseret på "konkurrencesport".

Men sådan er det på ingen måde mere.

I DGI arbejder man nu også med konkurrenceidræt, ranglister og medaljer, mens man i DIF forsøger sig med fokus på bredden, diversitet og bæredygtighed. Grænserne er dermed ikke så klare og hårdt trukket op mere, som tidligere set.

Idrætsdanmark står over for en vigtig debat

Lad os forsøge med et lille tankeeksperiment. Forestil dig, at DGI og DIF ikke fandtes, og du fik til opgave at organisere dansk idræt fra bunden. Ville du så lave to separate organisationer – eller én samlet, stærk struktur?

Jeg ved godt, at det spørgsmål rummer både politik, følelser og historie. Men netop derfor er det vigtigt, at vi tør stille det. At vi tør begynde en åben, ærlig og konstruktiv samtale om fremtidens idrætsstruktur. Ikke som kritik, men som nysgerrig og nødvendig innovation.

Læs også

Vi skylder os selv og fremtidens foreninger igen at undersøge, om vi kunne bruge tid, kræfter og penge bedre, hvis vi ikke havde to parallelle systemer at forholde os til.

Der er selvfølgelig forskelle mellem DGI og DIF, men fællesnævnerne er blevet større. Der er i min optik meget mere, som samler, end som skiller de to organisationer.

Lad os tage hul på samtalen igen. Ikke fordi noget er galt, men fordi vi (måske) kan gøre det endnu bedre. Til gavn for os alle. Det skylder vi os alle.

Læs også

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026