Arkitekter: Særlig klimabombe tikker i byggeriet og kræver, at politikerne hurtigt tager arbejdstøjet på

Tværtimod bygger vi løs, og vi river ned — også brugbare bygninger — ofte for at bygge nyt og større på samme matrikel.

Derfor skal vi stille skarpt på, hvordan vi kan gøre op med denne praksis — og enfamiliehuset er et godt sted at starte.

Enfamiliehusets klimaaftryk

Enfamiliehuse udgør den største enkeltstående gruppe ud af vores samlede bygningsmasse, men er samtidig den mest klimabelastende boligform og topper som største kategori for både nybyggeri og nedrivninger, med 27 procent af nyopførte kvadratmeter og 29 procent af samlede nedrevne kvadrat.

Den gode nyhed er, at vi kan gøre noget ved det — men det kræver, at lovgiverne trækker i arbejdstøjet.

Lene Mirdal, Charlotte Schmidt, Mette Bruun Yde og Elisabeth A.P. Eriksen
Arkitekter

Vi opfører over en million kvadratmeter enfamiliehuse om året. Og vi nedriver samtidig cirka 1100 enfamiliehuse, svarende til cirka 150.000 kvadratmeter i Danmark hvert eneste år.

River du et eksisterende hus ned, svarer det estimeret til et tab af 40 til 80 tons CO2 indlejret i materialerne.

Og selv med de nye, skærpede klimakrav, der træder i kraft i 2025, vil det nye, gennemsnitlige parcelhus, du opfører på grunden, udlede cirka 50 tons CO2 fra materialerne alene.

Derfor er det et problem, at enfamiliehuset har fået vokseværk - og at nedrivninger eller "tear-downs" er blevet almindelig praksis.

Den gode nyhed er, at vi kan gøre noget ved det — men det kræver, at lovgiverne trækker i arbejdstøjet.

Enfamiliehusets og bebyggelsesprocentens historiske vokseværk

For at forstå, hvad vi kan gøre, er det relevant at se på forhistorien.

Det gennemsnitlige danske enfamiliehus er vokset markant over de seneste årtier. Og når vi bygger nyt, er det nærmest blevet en menneskeret, at få walk-in-closet, to badeværelser og et ekstra gæsteværelse til svigerfamilien.

Faktisk er den gennemsnitlige størrelse på et nybygget dansk parcelhus steget med hele 75 procent — fra 122 kvadratmeter per hus i 1963 til 213 kvadratmeter i 2022.

Sideløbende med udviklingen i størrelsen på vores huse, ser vi en ændring i bygningsreglementet i samme periode, hvor der løbende er givet lov til at bygge større.

Fra 1938 til 1958 opføres de første parcelhuse, der maksimalt må være 85 kvadratmeter, hvilket på en typisk grund har svaret til en bebyggelsesprocent på cirka 15 procent.

Enfamiliehusets vokseværk tager for alvor fart i 2008, hvor bebyggelsesprocenten hæves fra 25 procent til 30 procent.

Udviklingen kulminerer i 2018, hvor vi får lov til at bygge op til 50 kvadratmeter småhuse, carporte og skure - uden byggetilladelse og uden at disse kvadratmeter tæller med i bebyggelsesprocenten.

Det betyder, at den faktiske bebyggelsesprocent på mange grunde i dag er over 35 procent.

Baggrunden for en nedrivningskultur

Den øgede bebyggelsesprocent behøvede sådan set ikke at føre til større huse, men når vi kobler den med vores nuværende beskatningsgrundlag, får vi et problem.

Der er brug for at ændre praksis, og vi skal lovgive for ikke at overlade forandringen til den enkelte husejer og markedskræfterne.

Lene Mirdal, Charlotte Schmidt, Mette Bruun Yde og Elisabeth A.P. Eriksen
Arkitekter

For samtidig med at boligejere rundt omkring i landet stadig kæmper med de økonomiske eftervirkninger af et fejlbehæftet vurderingssystem, er der en langt mere alvorlig og underbelyst konsekvens af denne lovgivning - nemlig at vi i dag bliver beskattet af den potentielt maksimale udnyttelse af vores grund og ikke det, der faktisk står bygget.

Det kan derfor i mange tilfælde betale sig rent økonomisk at nedrive et mindre hus på en grund og bygge nyt og større.

Af samme årsag skubber banker og realkreditinstitutioner i dag på for, at vi maksimerer udnyttelsen af grunden, når vi skal låne — hvilket igen fører til ejendomsmæglerannoncer som 'nedrivningsklart hus' eller 'grund med store muligheder' — og Dansk Ejendomsmæglerforening forsvarer endda denne praksis.

Vi skal ændre praksis

Udover komfort og personlige behov er argumentationen for nedrivninger også ofte myten om, at nybygget er mere 'energivenligt' end gammelt.

Men paradoksalt nok, har det vist sig, at vi trods massivt fokus på energieffektivisering af vores huse gennem årtier ikke er lykkedes med at nedbringe energiforbruget, simpelthen fordi vi i dag bare varmer flere kvadratmeter op.

Samtidig viser ny forskning tydeligt, at renovering af vores eksisterende bygninger — frem for nybyggeri — er bedst for klimaet.

Vi kan ikke komme udenom, at vores nuværende boligkultur, vores nedrivninger af fungerende huse og vores konstante jagt på flere kvadratmeter, langt fra harmonerer med de målsætninger, vi som samfund har om CO2-neutralitet og lavere ressourceforbrug.

Der er brug for at ændre praksis, og vi skal lovgive for ikke at overlade forandringen til den enkelte husejer og markedskræfterne.

Lovændring kan skabe hurtig effekt

Det igangværende arbejde med at revidere bygningsreglementet er et oplagt sted at starte. Og vi kan med lovændringer her skabe hurtig effekt på både antallet af nedrivninger og størrelsen på vores enfamiliehuse.

Det er ikke nok, at branchen tager debatten og (langsomt) ændrer praksis.

Lene Mirdal, Charlotte Schmidt, Mette Bruun Yde og Elisabeth A.P. Eriksen
Arkitekter

Bebyggelsesprocenten bør føres tilbage til 20 procent ved nybygning i eksisterende parcelhuskvarterer samt ved nedrivning af et eksisterende enfamiliehus på en grund forud for nybyggeri.

Og de nuværende tilladte 50 kvadratmeter til sekundære bygninger bør samtidig reguleres eller inkluderes i bebyggelsesprocenten.

Mens vi er i gang, bør der laves et fast track ved myndighedsbehandling af renoveringer, ombygninger og transformationsprojekter, så tid bliver et medvirkende incitament sammen med økonomi (og klima) til at udnytte eksisterende bygninger i stedet for at bygge nyt.

Debatten er ikke nok

Mange flere tiltag bør komme lige i hælene på ovenstående, for at vi kan lave en gennemgribende ændring af vores klimabelastende nedrivnings- og maksimeringskultur for enfamiliehuse og fremme bevaring og udnyttelse af de kvadratmeter, vi allerede har.

Som arkitekter har vi et ansvar for at ændre business as usual og formidle, at vi kan skabe lige så høj arkitektonisk værdi i de eksisterende bygninger som i nybyg.

Men det er ikke nok, at branchen tager debatten og (langsomt) ændrer praksis.

Vi har brug for at lovgivere og myndigheder kommer på banen, og at tiltagene indarbejdes — i det nye bygningsreglement, såvel som i skattelovgivningen, planloven og i vurderingsmetoden for bevaringsværdige bygninger — så vi får kickstartet den kulturændring, der er brug for og hurtigt ser en effekt på klima og ressourceforbrug.