Aserbajdsjan er et "autoritært familiedynasti" bygget på fossil energi. Så hvad skal landet bruge COP29 til?

Polen, Letland og Rumænien vil være uspiselige for nogle af FN’s medlemmer, navnlig Rusland.  

Men da Aserbajdsjan for et år siden fik held med at lande en fredsaftale med Armenien i den årtier lange Nagorno-Karabakh-konflikt, dukkede landet op som det oplagte bud på en klimatopmødevært.

Rent geografisk er Aserbajdsjan placeret i lidt af et geopolitisk krydsfelt. Mod syd deler de grænse med Iran, mod vest Tyrkiet og Armenien. Videre mod nordvest ligger Georgien og helt i nord, Rusland.

Aserbajdsjan deler grænser med Europa, Mellemøsten og Rusland. Det kunne lyde som opskriften på konflikt og uro. Men Aserbajdsjan er bemærkelsesværdigt gode til at holde sig gode venner med de regionale stormagter.

”De har været i stand til at slippe af sted med meget,” siger Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Diis og ekspert i forholdene i blandt andet Aserbajdsjan.

Ifølge Splidsboel har Aserbajdsjan altid været gode til at placere sig neutralt mellem stridende parter. Som et land, der står i egen ret. Og som hurtigt kan skifte allierede.

Aserbajdsjan er en stærkt autoritær stat med et familiedynasti, som forsøger at hvidvaske sig selv. Men der er nogle ting, de ikke vil finde sig i.

Flemming Splidsboel
Seniorforsker, Diis

Derfor er ”Vesten bange for at miste Aserbajdsjan til Rusland, ligesom Rusland er bange for at miste dem til Vesten,” som Splidsboel forklarer.

At Aserbajdsjan har gjort sig uundværlig for begge stormagter, er en sjælden bedrift. Men det har også en enkel forklaring.

Den klimaskadelige forretning, som lande i både vest og øst har baseret en stor del af deres velstand på, siden den første opdagelse blev gjort tæt på Baku i 1847: den fossile energi.

”Aserbajdsjan er på mange måder et vigtigt land, og det er de på grund af energien,” siger Flemming Splidsboel.

Den samme energi, som taxachaufføren drejer ind på en tankstation for at fylde på sin bil, hvis instrumentbræt har blinket faretruende i et stykke tid.

Ifølge Det Internationale Energiagentur er Aserbajdsjans økonomi ”drevet af olie- og gassektoren,” der står for mellem 30 og 50 procent af landets bruttonationalprodukt, afhængig af olieprisen.

Men det er ikke kun byens taxachauffører, der nyder godt af den fossile energi. Fossil energi står for 90 procent af landets eksport.

En gave fra Gud

Fra Baku kan man se ud over det Caspiske Hav, der adskiller Europa og Asien. På den gamle silkevej var det Aserbajdsjan, der forbandt de to kontinenter gennem den store saltvandssø.

I dag kan man se olieplatformene lyse op, når mørket falder på. Der er regulære energiøer og små produktionsbyer derude. Som for eksempel Neft Dashlari, verdens første offshore olieby, som blev bygget i 1949, da landet opdagede et stort reservoir 18 kilometer fra kysten. Der bor 2.000 indbyggere derude.

Kommer man ind på land, er gassen så tæt på jordoverfladen, at der står ildflammer direkte op af huller i jorden.

Aserbajdsjan er ”ildens land” og har fået den fossile energi som ”en gave fra Gud,” som landets præsident, Ilham Aliyev beskrev det i sin tale ved åbning af årets klimatopmøde.

En udtalelse, mange rynker på næsen af i Vesten. Men det tager de roligt i Aserbajdsjan. Formentlig med god grund, hvis man tager den nære fortid i betragtning

Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, fik Europa hurtigt et problem med at skaffe olie og gas nok til at dække sit behov. Et af de lande, som EU-lederne opsøgte, og som var villige til at skrue op for forsendelserne, var Aserbajdsjan.

Præsident Aliyev (der har haft magten i landet, siden hans far, Heydar Aliyev, døde i 2003) lavede en aftale med EU om at fordoble salget af fossil energi inden 2027.

I en anspændt geopolitisk situation var Aserbajdsjan strategisk fleksible. Og det nød de europæiske industrier og radiatorer godt af.

En ivrig vært

Den fossile energi styrer. Men hvis de ville, kunne Aserbajdsjan producere store mængder energi fra både sol og vind. Der er godt med solskin og blæst på disse kanter. Derfor er de heller ikke helt uden vilje til at se i en grønnere retning.

I 2030 har landet en plan om at få 30 procent af sin energi fra vedvarende energi. Det er også Aserbajdsjans plan at bygge et kabel, som skal sende grøn strøm hele vejen over Sortehavet, gennem Bulgarien, inden det skal slutte i Ungarn. Strømmen skal komme fra Kaspisk havvind.

Den politiske vilje til at holde sig på god fod med Vesten og de øvrige østeuropæiske lande er stor. Især hvis der kan tjenes lidt penge på det.

Det er også set i det lys, at man skal se landets villighed til at påtage sig store internationale værtsroller, mener Flemming Splidsboel.

Trods forudindtagede beskyldninger visse steder fra – formentlig baseret på fordomme og en uvillighed til at anerkende Aserbajdsjans succeser – har vi intet at skjule eller fjerne opmærksomheden fra.

Zaur Ahmadov
Aserbajdsjans ambassadør i Sverige og Danmark

I de seneste år er Aserbajdsjan blevet fast værtsland for Formel 1-løb. Det var her, finalen i fodboldturneringen Europa League blev afholdt i 2019. Baku var også en af værtsbyerne ved fodbold-EM i 2021.

Det er dyrt. Og meget krævende. Derfor er det langt fra alle, der har appetit på store værtsroller.

Men for et land som Aserbajdsjan kan de bruges til at pleje sine interesser og styre fortællingen om sig selv.

Rollen som kompetent og imødekommende vært har Aserbajdsjan tydeligvis sat godt med ressourcer af til. Overalt, uden for stadion, i køen ved indgangen, ved registreringen, bliver man budt hjerteligt og meget varmt velkommen til arenaen, der i dagens anledning er pakket ind i hvide stofvægge og grøn maling.

Også på gåturen gennem de vinduesløse, gulvtæppebeklædte gange, som forbinder topmødets forskellige områder, står smilende, unge kvinder og hilser på de tusindvis af forbipasserende.

”Hello, good to see you.”

“Welcome.”

I den mere lavmælte ende står grupper af mandlige sikkerhedsvagter ved indgangspartierne til alle de vigtige forhandlingsrum og signalerer kontrol og tryghed på den gammeldags måde.

En ivrig købmand

Når man er vært for et klimatopmøde, sender man et signal om, at man tager klimaet seriøst. Man kan måske også prøve at tage en svær debat i opløbet, inden den rammer. Man kan påvirke, hvilket gear, topmødet skal køre i.

”Værtskabet giver dem en mulighed for at forme klimadebatten,” som Splidsboel siger, ”og samtidig sige, at der, hvor vi står lige nu, har vi både brug for olie og gas. Det kan I jo købe, hvis I har lyst til det.”

At værtslandet trods den grønne rolle er interesseret i at sælge fossil gas, blev afsløret allerede inden topmødet startede. Chefforhandleren fra Aserbajdsjan blev optaget på video, mens han diskuterede mulige investeringer i det statsejede fossile selskab Socar med en mand, der udgav sig for at være investor, men i virkeligheden var aktivist fra gruppen Global Witness.

Det er ikke første gang, at Aserbajdsjans forsøg på at træde frem på den globale scene har givet dem ridser i lakken.

Vil ikke finde sig i alt

I 2021 vandt Danmark en EM-kvartfinale mod Tjekkiet på det olympiske stadion, der i disse dage er omdannet til konferencehal.

Dengang fik en gruppe medrejsende danske fans at mærke, hvordan de lokale myndigheder ser på homoseksuelles rettigheder. I hvert fald blev medbragte pride-flag beslaglagt af stadionets stewards. Også selv om nogle af de danske fans heroisk forsøgte at holde fast i flagene.

"Aserbajdsjan er," som Flemming Splidsboel siger, ”en stærkt autoritær stat med et familiedynasti, som forsøger at hvidvaske sig selv. Men der er nogle ting, de ikke vil finde sig i.”

For eksempel homoseksualitet, menneskerettigheder og andre demokratiske rettigheder. På organisationen Freedom Houses årlige friheds-indeks scorer landet rutinemæssigt i den tunge ende. Syv point ud af 100 blev det til i 2024 – en nedgang, som blandt andet blev ansporet af den militære offensiv fra den aserbajdsjanske regering, som ifølge organisationen førte til stor fordrivelse af de etniske armeniere i Nagorno-Karabakh-regionen.

Men som altså også gjorde, at de kunne komme i betragtning som værtsland for COP29. Nu var de ikke i krig længere.

”De er et hyperkontroversielt land,” som Flemming Splidsboel opsummerer det.

Intet at skjule

Den karakteristik er Aserbajdsjans ambassadør i Sverige og Danmark, Zaur Ahmadov, dog langt fra tilfreds med.

Han kalder Splidsboels udtalelser for ”fuldstændig grundløse anklager”.

Når man afholder en begivenhed, som ifølge de officielle tal har tiltrukket over 60.000 deltagere, er man ikke skærmet fra omverdenen.

”Tværtimod,” fortsætter han, ”Aserbajdsjan bliver sat i det globale rampelys, som udsætter landet for kritik – ofte urimeligt.”

Er det hvidvask at afholde store begivenheder, er mange lande skyldige i at hvidvaske, lyder ambassadørens svar.

”Trods forudindtagede beskyldninger visse steder fra – formentlig baseret på fordomme og en uvillighed til at anerkende Aserbajdsjans succeser – har vi intet at skjule eller fjerne opmærksomheden fra,” slutter Ahmadov.

Ildens land

At Aserbajdsjan ikke er et land, der forsøger at skjule sig, behøver man ikke opholde sig længe i byen for at opdage.

Den spraglede arkitektur og skyline matcher landets formskiftende historik. Store, åbne paradepladser fra sovjettiden. En gammel bydel, som går helt tilbage til det 7. århundrede og er på Unescos liste over kulturel verdensarv. Højhuse og hoteller, der skyder op som vilde emblemer på den fossile storproducents vækst.

Taxachaufføren prikker mig på skulderen og peger til venstre. En opmærksomhedspåkaldende arena, som jeg senere finder ud af, er landets store gymnastikhal, lyser op i Aserbajdsjans grønne, røde og blå flagfarver.

Han taler stadig ikke engelsk, men vil alligevel gerne vise sin by frem. En sort Lada med gaffatape på bildøren overhaler os indenom. Bag den tårner tre grønne tårne sig op. Flammetårnene, der symboliserer den fossile gas, som strømmer op af undergrunden og brænder af i det øjeblik, den kommer i kontakt med luften.

Ildens land. Men tydeligvis ikke betalingskortenes land, finder vi ud af.

Han får 20 euro kontant, ingen kvittering, og kører tilbage til lufthavnen.

Larmende, uopmærksomt slingrende og i et alt for lavt gear.