Debat

Blå ordførere: Pinligt fedtspilleri og klimanøl fra rød blok

DEBAT: Rød blok er en flok fedtspillere, der ikke tør tage ansvar for klimaet og fremlægge en reel grøn energipolitik. Det skriver blå bloks energiordførere, der vil have oppositionen op af skyttegraven og ind i forhandlingslokalerne på Christiansborg.

Det er på tide at oppositionen påtager sig et grønt ansvar i Folketinget, skriver blå bloks klimaordførere.
Det er på tide at oppositionen påtager sig et grønt ansvar i Folketinget, skriver blå bloks klimaordførere.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Danielsen (V), Orla Østerby (K) og Carsten Bach (LA)
Hhv. formand for Folketingets energi-, forsynings- og klimaudvalg, energi- og forsyningsordfører (K) og klima- og energiordfører (LA).

Så faldt masken for rød bloks (manglende) grønne ambitioner. I et opsigtsvækkende interview her på Altinget har Alternativet fået kolde fødder om sin egen klimapolitik.

Alternativet vil ikke komme med et konkret bud på et klimamål for 2030, fordi man hellere vil ”trække lidt i land” og ”holde fast i den dialog”, der er i oppositionen om klima.

Skræmmekampagner frem for politik
Rød blok har været opposition i over halvandet år, hvilket burde være rigeligt til at snakke sig frem til, hvad man vil på klimaområdet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Men nej, rød blok har brugt halvandet år på at lave usaglige skræmmekampagner mod først Venstre-regeringen og dernæst VLAK-regeringen, men når det kommer til at redegøre for sin egen politik og grønne ambitioner, så bliver der stille. Rød blok er i dialog med sig selv, må man forstå.

Rød blok fedtspiller og klimanøler i den grad, når det gælder om at præsentere sin egen politik på klima- og energiområdet – og anvise pengene til at indfri den.

Hvor ville det dog være forfriskende, hvis rød blok kom på banen med sine egne forslag. Det er en fuldstændig gratis omgang at kritisere regeringen, når man ikke selv har noget bedre at byde ind med.

Thomas Danielsen (V), Orla Østerby (K) og Carsten Bach (LA)

Hvor ville det dog være forfriskende, hvis rød blok kom på banen med sine egne forslag. Det er en fuldstændig gratis omgang at kritisere regeringen, når man ikke selv har noget bedre at byde ind med.

100 dage med grønne ambitioner
Danmark fik for godt 100 dage siden en borgerlig liberal trekløverregering, der har klimamål og ambitioner, der emmer af grøn optimisme.

Regeringen vil tage nogle afgørende skridt for at gøre os uafhængige af energi fra ustabile egne af verden. Vi tager hensyn til de kommende generationer.

Vi sikrer os mod klimaflygtninge i et omfang, der kan blive langt større end flygtningestrømmene over Middelhavet. Vi skaber eksport, arbejdspladser og vækst i energisektoren, som står for hver femte eksportkrone og skaber cirka 56.000 arbejdspladser i Danmark.

Det er en dagsorden, som optager regeringen meget, og som er for vigtig til politisk skyttegravskrig, hvor det eneste, oppositionen byder ind med, er kritik for kritikkens skyld.

Vores grønne optimisme skyldes regeringens langsigtede mål om, at vi skal være uafhængigt af fossile brændsler i 2050, og at vi skal være et lavemissionssamfund, der lever op EU’s mål om 80-95 procent reduktion af drivhusgasser i 2050.

På vej dertil skal vi i 2030 kunne dække mindst halvdelen af energibehovet med vedvarende energi. Det vil kræve enorme investeringer, der billedligt sagt nogenlunde vil svare til at bygge cirka ti nye kæmpe havvindmølleparker.

Klimaets Silicon Valley
I efteråret 2017 vil vi fremlægge en helt ny energiaftale for perioden efter 2020, der fastholder Danmark som et grønt foregangsland.

Vi vil fremme varmepumper og udnytte overskudsvarme bedre, så overskudsvarmen fra eksempelvis industriproduktion kan gå i fjernvarmenettet og ikke op i den blå luft.

Vi vil lave nye testpladser for land- og havvind i Danmark, ligesom vi vil screene Nordsøen og Østersøen for mulige placeringer til yderligere havvind.

Vi vil gøre Danmark til ”Silicon Valley” for havvind som det første land i verden, der kan opstille havvindmøller helt uden støtte. Og vi vil sikre os, at danske energivirksomheder får endnu bedre fat på verdensmarkederne med en ny eksportstrategi.

Vi har med andre ord et omfattende arbejdsprogram med konkrete forslag og ambitioner. Regeringen er i arbejdstøjet og knokler for at bevare Danmarks grønne førertrøje.

Klima- og energiområdet har nydt godt af brede politiske forlig gennem årtier, og det skal vi fortsætte med. Men det kræver, at alle byder konstruktivt ind.

Så kære rød blok – er det ikke på tide at droppe fedtspilleriet og den pinlige klimanøl, kravle op af skyttegraven og komme i arbejdstøjet?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

Orla Østerby

Direktør og bestyrelsesmedlem, Tangsø Invest, bestyrelsesmedlem og medstifter, Tangsø Sundhedscenter, fhv. MF
byggetekniker

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

0:000:00