Connie Hedegaard: Ekspertgruppen understregede jo bare, at en CO2-afgift ikke er nok

Så kunne tiden ikke trækkes længere.

Endelig var der grønt lys for, at ekspertgruppen for en grøn skattereform, som et stort flertal i Folketinget blev enige om at nedsætte tilbage i december 2020, kunne præsentere sin rapport. Præcis 14 måneder gik der altså, før eksperterne kunne offentliggøre sit første bidrag.

Man kan vælge den rene løsning, hvor alle pålægges en ensartet pris på CO2, men det harmonerer desværre ikke med alle de politiske kriterier, som partierne i enighed har skrevet ind i klimaloven om, hvordan man i øvrigt balancerer de forskellige hensyn til eksempelvis konkurrenceevne og beskæftigelse. Det er et politisk spørgsmål.

Det var sådan cirka essensen af ordene fra udvalgsformanden, økonomiprofessor Michael Svarer, da han super klart og pædagogisk fremlagde analysen.

Selvom den kvalificerer debatten ved at sætte tal på nogle af de forskellige dilemmaer og afvejninger, understreger man jo grundlæggende bare, hvad de fleste godt vidste i forvejen: At så længe resten af verden – eller i hvert fald vores største konkurrenter – ikke har en pris på CO2, der batter, ja, så er der en politisk grænse for, hvor høj en pris de folkevalgte tør introducere for virksomheder og borgere uden at kompensere på anden vis.

De forestående skatteforhandlinger vil vise, hvor meget partierne er villige til samfundsøkonomisk at betale ekstra for at værne om konkrete virksomheder og job.

Derved illustrerer ekspertudvalgets arbejde også, at parolen om "en høj ensartet CO2 afgift" som eneste middel i den grønne omstilling er for let. Der skal mere til

Connie Hedegaard

Men derved illustrerer ekspertudvalgets arbejde også, at parolen om "en høj ensartet CO2 afgift" som eneste middel i den grønne omstilling er for let.

En CO2 pris er indiskutabelt et helt afgørende værktøj i værktøjskassen og en forudsætning for, at omstillingen bliver så effektiv og så billig som mulig. Men der skal mere til. 

Da jeg for nylig holdt oplæg for en gruppe erhvervsfolk af den slags, der virkelig sidder helt konkret og arbejder med "den grønne omstilling", var jeg spændt på, hvordan de ville reagere på en af mine pointer.

Ja, selvfølgelig kræver omstillingen politik, sagde jeg, og den kræver også planlægning på en helt anden skala end det, vi ser for tiden.

Eftersom planlægning jo ikke just er er plusord i alle kredse, var jeg forberedt på at få modspil. Men det interessante er, at der blev nikket bordet rundt. "Lige præcis". Den ene efter den anden kunne fra sin egen sektor og sin egen virksomhed opremse eksempler på, hvordan manglende overordnet planlægning og utidssvarende barrierer gør omstillingen unødvendig dyr, bøvlet og langsommelig for dem.

Den ene efter den anden kunne opremse eksempler på, hvordan manglende overordnet planlægning og utidssvarende barrierer gør omstillingen unødvendig dyr, bøvlet og langsommelig for dem

Connie Hedegaard

Eksempelvis erkender flere og flere, at planerne for udbygning af grøn strøm i Danmark på ingen måde står mål med den efterspørgsel, der vil komme, hvis regeringen og Folketingets mål om elektrificering af transporten og den stærke satsning på Power-to-X skal realiseres.

Der er store perspektiver i Power-to-X teknologien, men den er også vanvittig energikrævende. Spørg Klimarådet, spørg Dansk Energi, spørg energiprofessoren eller tænketanken.

Der er simpelthen et gab mellem planer og konkret planlægning, som det haster med at få lukket, hvis den fornødne kapacitet skal være klar – om bare otte år.

Og ikke nok med, at kapaciteten skal stå klar. Strømmen skal så også føres hen, hvor den skal bruges.

Så ledninger og rør skal trækkes under vand og over land. Den slags er også bøvlet. Blandt andet har man rig erfaring med, at det sjældent vækker jubel i lokalsamfund og hos lodsejere.

Og apropos land: Hvordan disponerer vi vores areal i Danmark? Er de grønne behov tænkt tilstrækkelig klart ind i planloven? Svaret er nej. Og hvor skal de forskellige anlæg placeres?

Lemvig har eksempelvis store planer for Power-to-X, det samme gælder Esbjerg godt 100 kilometer sydpå. Og også i Hanstholm tænkes der stort. Som der også gøres ved Sjællands østkyst. Er der plads til det hele? Vil det hele være rentabelt?

Og ja, alt hverken kan eller skal planlægges. Markedet må have plads til at udvikle sig. Ikke desto mindre er der jo en stærk samfundsinteresse i, at vi rent faktisk når i mål med de klimaambitioner, som så godt som samtlige folketingsmedlemmer har stemt for, og som ekspertgruppens præsentation viste, ender der også med at være en regning for fællesskabet at betale, alt efter hvor smart vi griber opgaven an.

Derfor er en vis koordination hensigtsmæssigt. I øvrigt også på tilpasningsområdet, hvor det er åbenlyst både dumt og dyrt, hvis hver enkelt kommune ser på egne interesser, uden at der koordineres mellem kommuner, der eksempelvis deler vandløb.

Jeg forestiller mig, at der i Energistyrelsen rent faktisk sidder mennesker, der arbejder med det store perspektiv og de svære afvejninger

Connie Hedegaard

Jeg forestiller mig, at der i Energistyrelsen rent faktisk sidder mennesker, der arbejder med det store perspektiv og de svære afvejninger.

Men får deres ubekvemme og komplicerede input lov til at trænge igennem til toppen af deres eget og andre ministerier, hvor meget af tiden og de fleste af kræfterne går med at håndtere dagen og vejen?

Måske tiden er inde til at lave et tværgående stærkt bemandet sekretariat i centraladministrationen, som bliver friholdt for andre opgaver, og som får både mandskab, muskler og mandat til at tænke langsigtet og koordinere på tværs. 

Vejen til velfungerende markeder kan faktisk godt gå igennem fremsynet planlægning.