Dagbog fra COP30: Jeg har været til 17 COP'er. I år var den vildeste afslutning, jeg nogensinde har oplevet

Tirsdag 18. November: Vi skal til at fokusere på finansiering

Det begynder at trække op til slutspil, og landene skruer nu både op for retorikken og for nye initiativer for at sikre, at netop deres interesser kommer med i aftalen.

I dag annoncerede en koalition på godt 80 lande, at de vil have en tydelig plan for, hvordan verden bevæger sig væk fra de fossile brændsler. Det er et vigtigt og tiltrængt initiativ – ikke mindst for de mest sårbare lande. 

En række olieproducerende lande er bekymrede for deres fremtidige økonomi, og det sætter tydelige spor i forhandlingerne.

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Det var derfor også symbolsk stærkt, at mødet blev faciliteret af en repræsentant fra Marshalløerne, et lille land i Stillehavet, som trues direkte af de stigende havniveauer.

Fossile brændstoffer er roden til den klimakrise, vi befinder os i, og jeg håber, at koalitionen vokser sig endnu større. 

Men nemt bliver det ikke. En række olieproducerende lande er bekymrede for deres fremtidige økonomi, og det sætter tydelige spor i forhandlingerne.

Netop derfor er det så vigtigt, at der også kommer et større fokus på finansiering. Ellers tror jeg ikke, at der bliver en ambitiøs aftale på fredag. 

Mandag 17. november: Klimakrisen er så alvorlig, at alle må bidrage - også private  

Så er den sidste uge i gang. Jeg startede dagen som moderator ved et event om private investeringer med henblik på klimatilpasning. Det er et kontroversielt, men også meget aktuelt emne i debatten om klimafinansiering. 

I forhandlingslokalerne arbejder nogle lande i det globale syd for at henvisninger skal slettes, samtidigt som rige lande kæmper for at få dem med. Fra et moralsk perspektiv ville det også være mest retfærdigt, hvis de, der har forårsaget klimakrisen, simpelthen betalte regningen, så de, der er ramt af klimarelaterede katastrofer, kunne få betalt deres klimatilpasningstiltag.

Vi er nået til et punkt, hvor klimakrisen er så alvorlig, at vi er nødt til at inddrage alle aktører i samarbejdet. 

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Men virkeligheden er langt mere nuanceret, og især i lande med velfungerende markeder spiller den private sektor en vigtig rolle. Og jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor klimakrisen er så alvorlig, at vi er nødt til at inddrage alle aktører i samarbejdet. Lad private investeringer bidrage, hvor det giver mening, og hvor det virker, og lad os bruge tilskud til opgaver, hvor det ikke er muligt at skabe overskud. 

På vores event blev landbruget fremhævet som en mulighed. Med tørkeresistente afgrøder vil høsten blive større, og landmændene vil kunne øge deres overskud. Eventet var inspirerende, og jeg ser frem til at fortsætte dialogen med diplomater, virksomheder og aktører fra civilsamfundet. 

Søndag 16. november: Stille søndag før stormen 

Så har vi fri. Søndagen er den eneste dag, hvor forhandlingerne holder pause, og man kan sove en smule længere. Mange bruger dog dagen på strategimøder og planlægning af den afgørende uge, som nu venter. Og der er meget at tænke over. 

Den første uge gav ikke de resultater, man havde håbet på. Flere af de svære spørgsmål står stadig åbne, og nu er de sendt videre til ministrene. De har et større mandat end embedsmændene og kan derfor indgå kompromiser og tage nye initiativer. Det får de brug for – for der er mange kanter, som skal slibes, før en aftale kan falde på plads. 

Jeg håber trods alt, at delegationerne også bruger dagen på at trække vejret og samle energi. For de får brug for den.

De kommende dage bliver afgørende for, om vi får en aftale, der både reducerer udledninger, styrker klimatilpasningen og finder de nødvendige penge.  

Lørdag 15. november: Pinligt at Danmark ikke er med på flyafgifter   

I dag kom der gode nyheder fra COP30. En koalition af 13 lande annoncerede, at de vil indføre afgifter på private flyrejser, forretningsrejser og rejser på første klasse for at skaffe midler til klimahandling. Det er et stærkt initiativ, der bygger på princippet om, at forureneren skal betale. Og privat luftfart udleder ekstremt høje niveauer per passager, så det er kun rimeligt, at de bidrager lidt mere. 

Desværre var Danmark ikke med i koalitionen. Det er hovedsageligt lande fra det globale Syd, der har taget føringen, hvilket faktisk er lidt pinligt. Det er jo netop de lande, der har mindst ansvar for klimakrisen, der nu udviser lederskab.

Når man siger tallet højt, kan man næsten mærke, hvor tungt det hviler på skuldrene 

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Det siger noget om, hvor stort et pres de er under for at finansiere klimatilpasning og håndtere klimakatastrofer. 

I Folkekirkens Nødhjælp har vi set på, hvordan Danmark nemt kunne indføre en lignende afgift. Koalitionen er heldigvis åben – og jeg håber, at flere lande, inklusive Danmark, vil melde sig ind. 

 

Fredag 14. november: Hvor er fremtidens klimapenge?                                                                     

I dag har jeg haft et hav af møder. Jeg har talt med repræsentanter fra alle verdensdele – i små grupper, ved store borde, og i forbifarten mellem forhandlingerne. Det føles lidt som at løbe et maraton i jakkesæt, men samtalerne har været gode. 

Samlet set, handler diskussionerne om én ting: fremtidens klimapenge.

Sidste år blev landene enige om at mobilisere 300 milliarder USD om året, men vi ved alle, at der skal bruges langt mere – omkring 1.300 milliarder. Når man siger tallet højt, kan man næsten mærke, hvor tungt det hviler på skuldrene her. 

I morgen mødes landene for at drøfte, hvordan pengene skal findes. Jeg håber, de lytter til mine råd – og at optimismen vinder over trætheden. For selvom mange regeringer i øjeblikket fokuserer på krig og sikkerhed, er klimakrisen ikke forsvundet. Og uden penge kan vi ikke løse den.  

Læs rapporten om fremtidens klimapenge her: Baku to Belém Roadmap to 1.3T: Executive Summary | UNFCCC 

Torsdag 13. november: Klimaet som et parlamentarisk ansvar 

Ud over diplomater og repræsentanter fra virksomheder og civilsamfund deltager der også mange parlamentarikere i klimatopmøderne.

Det er vigtigt, for det er jo dem, der skal sikre, at beslutningerne i FN-regi bliver omsat til national lovgivning og konkrete handlinger.

Klimaforandringerne skaber udfordringer i alle lande – og det er dermed noget, som alle parlamenter må forholde sig til

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

I dag havde Folkekirkens Nødhjælp, Climate Vulnerable Forum og Global Legislators organiseret en dialog, hvor parlamentsmedlemmer fra både det globale nord og syd delte erfaringer og drøftede behovet for klimatilpasning.

Klimaforandringerne skaber udfordringer i alle lande – og det er dermed noget, som alle parlamenter må forholde sig til.

Det var inspirerende at lytte til de mange forskellige perspektiver.

Der var en stærk fælles erkendelse af, at klimatilpasning ikke kun er et teknisk spørgsmål, men også politisk og handler om menneskeligt ansvar.

Jeg håber, at alle, der deltog, rejser hjem med fornyet energi til at handle.

Onsdag 12. november: COPen får betydning for kommunerne

I FN's klimaforhandlinger er det regeringerne, der sidder ved forhandlingsbordet. Men her på COP30 i Belém er der stadig flere deltagere fra regioner, byer og kommuner.

Forleden holdt guvernøren i Californien en tale, hvor han understregede, at det ikke er Det Hvide Hus, men staten selv, der driver klimapolitikken i Californien.

De beslutninger, der træffes her, kan få direkte betydning for kommunalbestyrelsernes fremtidige arbejde.

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Når man ser på forhandlingerne her, er det klart, at mange beslutninger faktisk vil få lokale konsekvenser.

Klimatilpasning skal altid baseres på den specifikke kontekst – og i Danmark er det kommunerne, der har ansvaret for dette. Udvidelsen af vindmøller og energiinfrastruktur bliver også hurtigt et lokalt anliggende.

Det er derfor tankevækkende, at COP30 finder sted samtidig med kommunalvalget i Danmark. Jeg håber, at de lokale politikere også vil rette blikket mod Belém – for de beslutninger, der træffes her, kan få direkte betydning for kommunalbestyrelsernes fremtidige arbejde.

Tirsdag 11. november: Topmøde i regnskoven 

Klimaforhandlingerne afholdes i byen Belém i Amazonas-junglen på Brasiliens nordkyst. Og selvom det er en by, kan man mærke junglens nærhed.

De nationale klimaplaner, som landene har indsendt forud for COP30, viser, at deres ambitioner er alt for lave.

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Her er meget grønt, store træer kaster skygger over asfaltvejene, eksotiske dyr ses og høres overalt, og ikke mindst er der daglige regnskyl, der får den 30 grader varme luft til at føles som en sauna.

Jungle, skov, og naturbaserede løsninger, er en meget vigtig brik i klimadebatten. Det går ikke at tale om bæredygtige løsninger for verdens fremtid, uden at vi også inkluderer et større fokus på natur og biodiversitet.

De nationale klimaplaner, som landene har indsendt forud for COP30, viser, at deres ambitioner er alt for lave.

Hvis den globale temperaturstigning skal begrænses til 1,5 grader, som aftalt, skal der investeres massivt i naturbaserede løsninger, da de kan absorbere CO2. Dette er også noget, der diskuteres intensivt inde i konferencecentret, hvor landene forsøger at nå til enighed. 

Mandag 10. november: Positivt overrasket, men vi er kun lige begyndt 

Første dag ved klimatopmødet COP30. Jeg må anerkende at jeg er positivt overrasket. 

Det skyldes, at jeg havde regnet med en konflikt om dagsordenen og derfor ikke forventede, at den ville blive vedtaget. Det blev den imidlertid, og konflikterne, som stadig eksisterer, bliver drøftet separat.   

Den store konflikt handler om, at EU og de små østater vil have, at COP30 tager den manglende klimaambition op. De store vækstøkonomier mener imidlertid ikke, at det bør behandles på et FN-møde. Landene skal træffe deres egne beslutninger om klimapolitik, og andre lande bør ikke blande sig. 

Men samtidig ønsker udviklingslandene, at de manglende klimamidler bliver drøftet. De rige lande siger, at de yder penge, men udviklingslandene bliver ved med at spørge, hvor pengene er. Delvis fordi pengene gives som lån eller til aktiviteter, som udviklingslandene ikke mener, fremmer deres klimamål.  

Jeg synes, at både rige og fattige lande har nogle gode argumenter. Nu håber jeg, at emissionsreduktioner såvel som klimafinansiering vil blive drøftet i de kommende dage.