Debat

Elbil Alliancen: 2020 var et godt år for grønne biler

DEBAT: I 2020 slog regeringen og Folketinget vigtige hegnspæle i for at fremme de grønne biler. Sikkerhed om fremtidens beskatning og bedre ladeinfrastruktur er vigtigt for at få danskerne til at vælge grønt til og traditionelle fossilbiler fra, skriver Lærke Flader.

Eldrup-kommissionen gav i 2020 oplægget til politikernes bilaftale. Snart kommer kommissionen med anden del af deres arbejde. Der er grund til optimisme, skriver Elbil Alliancens Lærke Flader. 
Eldrup-kommissionen gav i 2020 oplægget til politikernes bilaftale. Snart kommer kommissionen med anden del af deres arbejde. Der er grund til optimisme, skriver Elbil Alliancens Lærke Flader. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

2020 var – for nu at sige det mildt – et rigtig træls år på mange fronter. Coronakrisen kastede lange skygger og påvirkede os alle sammen, men der var dog også lyspunkter: 2020 blev året, hvor elbiler for alvor slog igennem på bilmarkedet og satte ny rekorder.

16,4 procent af dem, der havde købt ny bil i løbet af 2020, kunne køre fra forhandleren i en elbil eller plug-in hybrid. Det er langt bedre end forhåbningerne efter 2019, der også var et godt år for grønne biler.

Eldrup-kommissionen præsenterede i september sin førstedelrapport med bud på at skubbe fossile biler ud for at nå klimamålet om 70 pcocent mindre CO2-udledning i 2030.

I december kom der politisk opfølgning, da regeringen sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten landede en aftale om fremtidens bilafgifter med en ambition om én million eldrevne biler på de danske veje i 2030. Aftalen gør flere elbiler i særligt mellemklassen billigere end i dag og giver sikkerhed om bilafgifterne frem til minimum 2025.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er så vigtigt med forudsigelighed i markedet, når danskerne skal vælge grønne biler frem for de kendte traditionelle benzin- og dieselbiler.

Flere grønne biler øger behov for ladepunkter
Senere i december blev fordelingen af puljen til ladeinfrastruktur udmøntet, og det markerer endnu et vigtigt skridt på vejen. Puljen støtter 81 projekter med opstilling af hurtig- og lynladestandere i hele landet. Med mere og bedre ladeinfrastruktur bliver der taget fat om en af de helt store overvejelser hos mulige kommende elbilsejere: Kan jeg komme til at lade op der og hvor, det er nødvendigt for mig?

Vi ved, at prisen og praktikken er afgørende for, om bilkøbere kan se sig selv vælge en elbil eller plug-in hybrid.

Lærke Flader
Branchechef, Dansk Elbil Alliance

Der skal i den forbindelse lyde ros til transportministeren for at inddrage de store kommuner med arbejdet for mere grøn mobilitet. Kommunerne er en afgørende spiller i at få udbygge ladeinfrastrukturen, så det er afgørende at have med dem – også med tiden med parkeringspolitikker, der kommer grønne biler i møde.

Fra nogle af de største forhandlere i Danmark lyder forventningen på, at næsten hver tredje nye bil, der ruller ud fra bilforhandlerne i 2021, vil være en el- eller hybridbil. Det gør kun behovet for tilstrækkelige opladningsmuligheder så meget desto større.

Der mangler stadig et stykke vej
Vi ved, at prisen og praktikken er afgørende for, om bilkøbere kan se sig selv vælge en elbil eller plug-in hybrid. De færreste familier skifter bilen ud ret ofte, og det er derfor vigtigt, at forbrugerne har klarhed og incitament til at træffe det grønne valg, når de køber bil.

I 2020 blev der taget gode skridt i den rigtige retning for persontransporten, og det lover alt sammen godt for elbilsalget i 2021. Der er dog stadig knaster at høvle af, før klimaambitionerne er omsat til virkelighed. Det handler især om firmabilbeskatningen, som desværre giver et stort skattehop til medarbejdere med elbil som firmabil i 2021.

Eldrup-kommissionen kommer snart med sin anden rapport, der tager fat på ladeinfrastruktur, fordele for grønne køretøjer og fremtidens elnet, der skal være rustet til at levere strøm til de mange nye grønne biler.

Vi lærte alle af 2020, at det kan være svært at spå om fremtiden, men jeg vil nu alligevel tillade mig at se tilbage på året med glæde på elbilbranchens vegne og med optimisme for det nye år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lærke Flader

Branchedirektør, Træ- og Møbelindustrien (TMI), Dansk Industri, ekstern underviser, Københavns Uni.
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00