Forskere: Regeringens fokus på vækst og eksport risikerer at stå i vejen for reelle CO2-reduktioner

CCS har længe været en strategi til at forlænge den fossile industri i USA, og på verdensplan bruges CO2-fangst primært på fossil CO2 og anvendes til at drive mere olie op. Altså en forværring af klimaforandringerne.

Sammenblandingen af forskellige klimaafbødningsmetoder under akronymet CCUS slører dermed, hvad virkemidlet reelt leverer. Det kan derved legitimere fossilt CCU og få det til at se grønnere ud, end det er, hvilket kan resultere i flere udledninger end beslutningstagerne forventer. Det skaber et mudret puljelandskab, der ikke entydigt sikrer hverken kulstoffjernelse eller CO2-reduktioner på kort eller lang sigt.

Står væksten over klimaet i klimapolitikken?

Uklarheden forstærkes yderligere af, at CCUS-puljen indeholder en ’opt-out’-mulighed efter 2030, hvor udbudsvindere ikke forpligtes til at lagre CO2, men kan skifte til anvendelse.

Selvom det specificeres, at CCUS-puljen støtter CCS ”der bidrager til opfyldelsen af Danmarks klimamål”, og at ’opt-out’-muligheden designes ”så de forventede reduktioner til 2030-målet leveres”, lægger puljens navn op til, at støtten kan bruges både til kulstoffjernelse, reduktioner, neutralisering og forsinkede, men fortsatte, udledninger.

Man har designet en klimapolitik, der kommer de virksomheder til gode, der historisk har skabt hele miseren gennem deres forretningsvirke

Inge-Merete Hougaard, Kirstine Lund Christiansen og Lina Lefstad
Hhv. postdoc og ph.d.-studerende, Københavns Universitet og ph.d.-studerende, Lunds Universitet

Der er ikke noget til hinder for, at udledningerne for eksempel udsættes til 2032 gennem forsinket anvendelse, eller at skiftet fra lagring til anvendelse i sig selv fører til øgede udledninger.

Det samme er tilfældet i regeringens NECCS-pulje. Den skal støtte kulstoffjernelse gennem biogent CCS, produktion af biokul, samt atmosfærisk kulstoffangst og lagring (såkaldt DACCS) og dermed føre til negative emissioner.

Ligesom CCUS-puljen, lover den at sikre en ’fleksibilitet mellem lagring og anvendelse’ og muliggør dermed anvendelse af den indfangede CO2. Det får man ikke mange negative emissioner for.

Det er derfor misvisende, at man udbyder statslige midler til opstart af CO2-anvendelse under dække af at støtte kulstoffjernelse. Klimapolitik er blevet vækst- og eksportpolitik. 

Adskil kulstoffjernelse fra reduktioner

Kulstoffjernelse indebærer – udover en række miljøretfærdighedsproblematikker – dog også risikoen for at løftet om fremtidige negative udledninger kan få beslutningstagere til at slække på reduktionsindsatsen på den korte bane. Og da klimaforandringer forværres, når klimagasser ophobes i atmosfæren, kan manglende reduktioner i dag ikke kompenseres gennem fremtidige negative emissioner.

Reelt ved vi ikke, hvor stor en del af 2030-målet regeringen forestiller sig skal nås med kultstoffjernelse: Det gør sammenblandingen af fossil, biogen, lagring og anvendelse i CCUS- og NECCS-puljerne det umuligt at gennemskue.

Vi risikerer at tiltag, der bliver præsenteret som kulstoffjernelse, blot er reduktioner eller endda forsinkede udledninger, og dermed har en mindre klimaeffekt end forventet.

Der er derfor i tråd med internationale anbefalinger behov for en klar adskillelse mellem – og særskilte mål for – kulstoffjernelse og reelle reduktioner. Og her er reduktioner langt mere effektive end kulstoffjernelse og bør derfor udgøre langt størstedelen af klimamålene.

Det taler ikke imod, at der investeres i kulstoffjernelse i det lange løb. Men at satse på, at store dele af klimamålet i 2030 nås gennem negative emissioner, risikerer at skabe en stiafhængighed, hvor vi binder os på enorme mængder kulstoffjernelse i årene efter 2030.

Det er både samfundsmæssigt dyrt, og klimamæssigt risikabelt. Derfor bør vi sætte fuldt tryk på reduktionerne nu og lægge os i selen for at nå vores reduktionsmål med reduktioner alene, frem for at føre eksportpolitik gennem CCS og CCU.

Behov for en demokratisk samtale

Risikoen for, at CCS-satsningen hindrer eller forsinker reduktioner, der reelt kan gennemføres inden 2030, er reel. Der er afsat langt flere midler til CCS og CCU, end hvad der er afsat til for eksempel fjernvarmeudrulning, omstilling af vejtransporten eller udtagning af lavbundsjorde.

Risikoen for, at CCS-satsningen hindrer eller forsinker reduktioner, er reel

Inge-Merete Hougaard, Kirstine Lund Christiansen og Lina Lefstad
Hhv. postdoc og ph.d.-studerende, Københavns Universitet og ph.d.-studerende, Lunds Universitet

Ved at lade erhvervsinteresser få stor indflydelse på klimapolitikken og prioritere vækst og eksport, har man designet en klimapolitik, der kommer de virksomheder til gode, der historisk har skabt hele miseren gennem deres forretningsvirke.

Det rejser spørgsmålet om, hvem der får lov at profitere på klimakrisen gennem de enorme offentlige udbudsmidler der er i spil, samt hvem der får lov at fortsætte med at udlede klimagasser.

Og her har vi ikke engang berørt, hvorvidt klimafordelen ved negative emissioner i et globalt retfærdighedsperspektiv overhovedet bør tilfalde Danmark – eller vores nabolande som det foreslås, at vi kan eksportere lagringsplads til.

For slet ikke at nævne spørgsmål om de miljømæssige usikkerheder ved CCS, injektionshastighed og lagringskapacitet, risikoen for at CCS ikke kan levere på forventet skala, eller den manglende offentlige debat om CCS og kulstoffjernelse, der skubber det over på lokalt plan at forholde sig til implikationerne af geologisk lagring.

Der er nok emner at tage fat på, hvis vi vil skabe en demokratisk national samtale, hvor klimapolitik ikke blot er eksportpolitik i forklædning, men har en værdi og et formål i sig selv.